Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 12.12.1996, Blaðsíða 11

Atuagagdliutit - 12.12.1996, Blaðsíða 11
1996 11 H. C. Andersenimit: JULETILLÆG Nrviarsiaraimguaq ildtsisaamiaq Sila qiianartorujussuuvoq nittaalarlunilu, asulu unnuk taarsiartulerluni. Unnullu manna tassa ukiup ulluisa naggataata ukiutoqqap un- nuaa. Taama issillunilu taar- tigigaluartoq niviarsiaran- nguaq piitsoq nasaqarani kamillaanngarmilu aqqusi- nermi angalaarpoq. Nammi- nerminnimmi anigami kameruaqarsimagaluarpoq; suallassimanerporli. Anaa- nami pikui angigingaarami- git qamutinut aportikkuma- nani tuaviutsalluni aqqusi- nikkut ikaarsaariaraluarluni katassimavai. Illua nannive- qanngilaq, illualu nukappi- aqqat ilaata aallarussimavaa qitornartaarunigooq qitor- nami siniffissaa. Taamaattumik tamassa kamillaanngarmi niviarsia- rannguaq angalaarpoq, isi- gannguilu issimit aappalor- ullerlutillu tungujorutsip- put. lkitsiserpassuit saalia- qutiminiitippai qilertallu a- taatsit tigumiarlugit. Ul-lor- suaq tamaat pisiffigineqar- simannginnami aningaasan- nguarsisimanngivippoq, as- sullu kaappoq qiiallunilu parsangatsivissimalluni; nal- linnannguaraluaqaaq. Nujai takisuut qaamasut pukusu- atigut kusanavissunik ilinga- nersallit nittaallat toqqaaf- figaat, nutsamili kusanarne- ri sulluni eqqaajallassavai. Igalaat tamarmik qaamma- rissaarput nerlermiliu sia- tarsunni sooriu kisimi naa- maqqusoq. Tassami ukiu- toqqap unnua, eqqarsaataa- lu tassaniipput. Illut marluk aappaa sassa- sinnerulaarluni talisimaffi- anni teqeqqumut peqqulluni ingippoq. Niunnguani peqi- gusimagaluarlugit qiialera- luttuinnarpoq angerlarnerlu sapilerluni ikitsisinik tunisa- qarsimannginnami, ani- ngaasannguamik pissarsisi- mannginnami ataatami pa- tittanngitsoortussaanngim- mani. Inigisaallumi kaju- ngernanngilaq qiianarner- mit; qaliarmiuugamik sueq isaaginnavippoq uffa amma- nerit sualuppallaat ivikkanik annoraaminikujunnillu mi- lissorsimaniaraluartut. Kiisa assanngui nillermit toqun- ngulaalerput. Ikitsimmik ikitsilaarnissaq pilerinaralu- assusia! Immaqaana ataa- sinnguaq qarmanut tagiari- arlugu uunnassaatigigalua- raanni. Ikitsit ataaseq am- muppaa, tagiuteriarmanilu siiallariarluni ikikkami qaa- maq! Ikumarna assamminik assersimavaa, asulu kissa- laarninngua iluaqaluni; soorlumi tassa ikitsisaan- naap ikumanerinngisaa! Ni- viarsiarannguaq misigiler- poq sooriu kissarsuussuup ikummaringaarami uunaan- naap saaniilluni, isikkanilu kissassassallugit nissuni isi- vileraalu taama taamak, in- neq qamippoq. Kissarsuus- suaq taama peqaraluanngi- laq, - taamaallaat ikitsisip ikumanikup amiakkunngua tigumiarigamiuk. Allamik ikitseqqippoq. I- kumanerata qarmaq saq- qarfigimmagu sooriu taan- na akisuttunngorluni ilum- mut isissaalersoq. Takuler- paa inimi nerrivik qaallorim- mik qalilerlugu kusanavissu- mik illinnarsaakkanik nerri- viliorsimasoq, qaaniipporlu nerleq siatarsuaq paar- narsuarnik iipilinillu immi- gaq, qangalimi pujualaan- nguarsi! Tamakkulu tamar- mik pigaluartut taamaalluni nerleq alliaminit avalasin- narpoq ajassaatillu savillu kappusimatereerlugit natik- kut aallarluni niviarsiaran- nguup piitsup tungaannaa- nut. Taamaalisorlu ikitsit qamippoq, qarmarlu soqan- ngitsoq kisimi isissaavoq. Ikitseqqippoq. Niviarsia- rannguaq misigilerpoq or- piliap kusanartorsuup ataa- ni issialluni, orpiliarlu taan- na issaqjuullimi niuertukkut igalaavisigut takusaanit an- nerullunilu suli kusanarne- ruvoq. Avalequtaani qor- suusuni naneruuterpassuit ikumapput, assilissallu ta- malaanik qalipaatillit niuer- tarfiit pinnersaataat sooriu kisimik isigeqqusaaginnar- tut. Niviarsiarannguup isat- torniarlugit talini isaakkaalu inneq qamippoq, naneruu- terpassuillu qummukaaga- mik kiisa tappava ullorian- ngorput. Taamaalluni ilaat nakkariartoratannguarpoq innermik pamiunilluni. »Toqusoqarsimavoq!« ni- viarsiarannguaq taama o- qarpoq eqqaalerlugu aanag- igaluani ajunngitsuliortitua- ni ima oqartartoq: »Ulloris- samik nakkartoqaraangat inuup tarninganik Guutimut qummukartoqartarpoq«. Ikitsimmik tigusilluni qar- mamut tagiullugu ikitseq- qippoq. Ikumarngatalu qaa- manerani erseqqissivillugu takulerpaa aanagigaluani saamarpalungaarluni immi- nut isigisoq. »Aanaa!« niviarsiaranngu- aq suaarpoq. »Ilaginnga! Nalunngilara ikitsit qamip- pat tammassasutit, tam- maareerakkimmi kissarsuut kiattuatsiarsuaq, nerleq si- ataq illinnarseruttortoq or- piliarsuarlu pinnersoq!« Tu- aviinnarlu ikitsisit qilertat amiakkui tamaasa tagiute- qattaarpai aanani najuinna- rumagaluarnermit. Qaama- nerallu ulluuneranilluunniit qaamaneruvoq. Soorlulu aa- tsaat taama ingalluni aanaa unganarsisoq. Aanaallu er- nutannguani kissumissiup- paa, qaamanermillu ilusi- mallutik nuannaangaarlutik qummut aallarput pavu- ngarsuaq ingerlallutik. Tap- pavanilu tikitaanni isseqara- nilu kaannartoqaranilu sio- oranartoqanngilaq, - Guuti- miileramik. Aqaguani ullaannguaq il- lup teqeqquani niviarsiaran- nguaq issiavoq sinngortisi- malluni qungujulallunilu - toqungalluni, ukiutoqqap unnukkuani qiusimalluni. Ukiortaap ullaavata nuiffi- gaa timi toqungasoq ikitsisit pakkusimallugit, qilertat i- laat ataatsit tamakkingajav- illutik ikumanikuusut. Kis- sassarniaraluarsimasorooq; taama oqaatigaat. Kisianni kialluunniit naluaa qanoq nuannertigisunik isigisaqar- simasoq qanorlu atsigisu- mik qaamasormiulluni aana- ni ilagalugu ukiortaami nu- annaarfissuarmut isersima- soq. Den lille piffe med svovlstikkerne ~ A , r o Af H. C. Andersen Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften. Det var også den sidste aften i året. Nytårsaften. I den kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjem- me fra, men hvad kunne det hjælpe! Det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lil- le, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne for så grueligt stærkt forbi. Den ene tøffel var ikke at finde, og den anden løb en dreng med. Han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn. Der gik nu den lille pige på de nøgne, små fødder, der var røde og blå af kul- de. 1 et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og ét bundt gik hun med i hånden. Ingen havde den hele dag købt af hende. Ingen havde givet hende en lille skilling. Sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stak- kel! Snefnuggene faldt i hendes lange, gule hår, der krøllede så smukt om nak- ken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene, og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på. Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling. Hendes far ville slå hende, og koldt var der også hjemme, de havde kun taget lige over dem, og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største spræk- ker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde, ak! En lille svovlstik- ke kunne gøre godt. Turde hun bare at trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud. »ritsch!« hvor spruttede den, hvor brændte den! Det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånd- en om den. Det var et un- derligt lys. Den lille pige syntes, hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle. Ilden brændte så velsignet, var- mede så godt; nej hvad var det! - Den lille strakte alle- rede fødderne ud for også at varme disse - da slukke- des flammen. Kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille stump af den udbrænd- te svovlstikke i hånden. En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor. Hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dej- ligt dampede den stegte gås, fyldt med svedsker og æbler. Og hvad der var end- nu prægtigere. Gåsen sprang fra fadet, vraltede hen ad gulvet med gaffel og kniv i ryggen, lige hen til den fattige pige kom den. Da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se. Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu stør- re og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren hav- de set hos den rige køb- mand nu sidste jul. Tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de, der pynter butiks- vinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hæn- der i vejret - da slukkedes svovlstikken. De mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner. Én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen. »Nu dør der én!« sagde den lille, for gamle mor- mor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagtmår en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud. Hun strøg igen en svovls- tikke mod muren, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet. »Mormor!« råbte den lil- le, »o, tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovls- tikken går ud; borte lige- som den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!« - og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, og hun ville ret holde på mormor. Og svovl- stikkerne lyste med sådan en glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mor- mor havde aldrig før været så smuk, så stor. Hun løfte- de den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst - de var hos Gud. Men i krogen ved huset sad i den kolde morgen- stund den lille pige med rø- de kinder, med smil om munden - død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over den lille, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig, sagde man. Ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gam- le mormor var gået ind til nytårs glæde. - Jeg får aldrig nogen julegaver! - Juullimi tunissutisin- ngisaannar- punga!

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.