Atuagagdliutit - 12.12.1996, Side 26

26
1996
tZwÆøfat /éfø/tøa&S’ag
JULETILLÆG
Grønlands evige julesne
»Moderne børn har placeret julemanden i ødemar-
ken Grønland, naturligvis...« Sådan begyndte intro-
duktionen til en artikel i AG’s julenummer i 1962.
Den er skrevet og illustreret af den danske tegner
og forfatter Alex Secher, der har rejst meget i Grøn-
land og her blandt andet er kendt for en bog med
tekst og streg fra hans indtryk. Også dengang
strømmede brevene til med ønskesedler julemanden
fra alverdens børn. For dem er han denne ene
måned om året et håndgribeligt væsen, skabt af en
sæsonbetonet gavmildhed og holdt i live med sno-
retræk fra salgskontorer overalt i Verden. Her gen-
optrykker vi Alex Sechers betragtninger over den
grønlandskejulemands udseende og egenskaber, og
hans ledsagende tegninger gengives i faximile fra
det gamle blad.
NÅR ÅRETS sidste skibe fra
Danmark losser deres jule-
last i Godthåbs pakhuse, da
har kogleriet i Grønland
allerede nået et klimaks. I
hundredvis af grantræer,
forudbestilte engang en
varm sommerdag, hober sig
op som en veritabel skov i
et for Grønland sælsomt
syn. Men endnu sælsomme-
re bliver billedet, når sko-
ven begynder at vandre.
Hver især vil jo straks bjær-
ge sit kostbare træ i hus, og
som en bugtende grøn slan-
ge bevæger denne levende
juleskov sig ad Skibshavns-
vejen, der forbinder kaj-
pladsen med Godthåb by.
Julen har holdt sit indtog i
et særdeles kontant syn.
Engang vi sejlede skær-
gårdsvandet tyndt fra nord
til syd langs Grønlands vest-
kyst, fik den evindelige sne
og is os ofte til at fejre jul i
utide. Skib nordpå er altid
en begivenhed og en gyldig
anledning til et julemik -
selv i midnatssolens skær,
med den evige julesne og
det kradse og hastigt skif-
tende vejrlig fik os af og til
til at tvivle på kalenderens
sandsynlighed. I bunden af
en laguneagtig fjord kunne
Grønland ånde mildt og stil-
le som et jysk bakkedrag,
og i sådanne stunder pakke-
de man en picnic-kurv og
drog til fjelds - men netop
derfor lavede naturen sce-
neforandring og sænkede
sine tågetæpper, eller den
lod en migrænevind komme
strygende ned fra indlands-
isen og fratog os alle energi
med sin trykkende varme.
Blåfrossen sne lå der altid i
fjeldkroge og slugter.
I DENNE VERDEN af sne-
klædt gnejs og granit har
fantasien placeret den
mægtige julemand, i det
vældige sneområder højt
mod nord. Gamle dages
snilde julemand fra mildere
himmelstrøg bevægede sig
på steder med sparsom sne,
der hurtigt æltede sig ned i
mulden, men den grønland-
ske skridter indlandsisen af
i få skridt og har naturligvis
anderledes mobile egenska-
ber end almanakkens gud-
dommeligt udseende apo-
steltype. Når man er du
med nordenvinden og har
hjemme i de store kuldeom-
råder, må det hvidskægge-
de milde barneansigt natur-
ligvis vige for vejrbidtefurer
og ar og skrammer efter et
kontrært klima. Og man må
være klædt derefter. De
traditionelle træsko med
halmviske er erstattet med
kuldeisolerende grønland-
ske kamikker, forede med
tørret græs eller marhalm,
som man bruger det her.
De forede bjørneskindsbuk-
ser er hans fornemst attri-
but, som sikker må stå
pragtfuldt til den julerøde
anoraq. At han har istapper
i skægget siger sig selv, og
så kolossal er han af vækst,
at han målt fra kamiksål til
tophue vil rage langt ind i
den atmosfære, hvor flyet
på relativt langsommelig vis
lirker gennem luftmodstan-
den. Det var i sandhed en
attraktion, da spor i sneen
efter den ægte julemand
opdagedes på indlandsisens
enorme plateau.
Sådanne hallucinationer
fremkom en frostklar aften,
vi sad på »Livets top« og
fulgte nordlysenes gådeful-
de arabisker. Det larmede
bravt inde fra isblinket i øst,
den kendte støj fra en kæl-
vende isbræ, idet den plasti-
ske ismasse stønnende ba-
ner sig vej ud i fjorden - og
fødte isfjelde, store som ka-
tedraler. Dybt nede i det
blytunge vand gled en ka-
jakmand frem mellem skær
og is, som målestok i en
verden af ufattelige dimen-
sioner, og som et symbolsk
billede på menneskets
formgivende evne side om
side med naturens.
VED FODEN af »Livets top«
trængte julekogleriet sig
atter ind i os, men på en
særlig vemodig måde. Her
ligger kirkegården, men
sten og græstørv dækkede
gravene alt for sparsomt.
Hvide kors markerer, hvor
gravstederne ligger, og lidt
udrangeret juletræspynt er
nænsomt arrangeret som
erstatning for de blomster,
der ikke findes. Hvis man
har råd dertil, er højde-
punktet en indramning med
et hvidmalet stakit. Stedet
er så karrigt som tænkes
kan.
Er det mærkeligt, at
menneskers forestillings-
verden her er særlig rig, og
at man sidestilller Grøn-
lands relativt nyopdagede
julemand med andre i den
grønlandske sagnverden
godkendte hjælpemidler:
tupilakker såvel som qivi-
toq’er, men modsat disse,
for det godes skyld, tildeles
de særlige mobile egenska-
ber i lighed med dem, ånde-
manerne giver deres myto-
logiske figurer. Julemanden
står ikke tilbage for qivit-
toq'er, hvad bevægelighed
angår, men kan som disse
flyve gennem luften ved at
rette det ene ben ud og bøje
det andet. Med et arbejds-
område som hele Jorden
må han naturligvis være på
højde med nutidig teknik,
for her i området laves som
bekendt Europas dårlige
vejr. Byer, bopladser og ud-
steder ligger milevidt fra
hinanden, så for at nå retti-
digt overalt må han ordent-
lig bøje ben og rette ud, og
når Grønland har afgivet
base for hele verdens jule-
mand, så må denne til gen-
gæld først og fremmest
varetage sit eget lands in-
teresser. Han er naturligvis
vidende om, at grønlandske
børn efter gammel skik
synger uden for husene ju-
leaften for derefter at blive
budt på bolcher og andet
godt. Det betyder, at han i
Grønland ikke bare er et
begreb, men der regnes
med ham. At han er jule-
mand, og med en julemands
forpligtelser, rokker ikke
ved den kendsgerning, at
han føler sig misbrugt af
alle. Hans korrespondance
er efterhånden af et sådant
format, at han for længst
har følt sig tvunget til at
lade sine hjælpeånder i
moderlandet, turistforenin-
gerne, overtage den.
SKIBET, som førte os til
Upernavik, var årets første
og havde den lastjuleøl med
om bord, som årets sidste
ved en fejlekspedition ikke
havde fået med. Hav og
vind styrer jo alt, så der var
et eller andet at indhente.
Måske kommer der skib i
morgen, er talemåden, og
måske bliver der mulgihed
for fangst, men måske kan
isen også lægger sig hin-
drende i vejen - ingen ved
det. Det er tilfældighederne
spil med is, stor og tåge,
som ingen teknik vil kunne
ordne. Man søger at over-
holde en sejlplan, men im-
maqa kan den overmægtige
natur kuldkaste alle planer,
og et juleskib, der ikke når
frem til bestemmelsesste-
det, er næsten det værste,
man ved. Det er før hændt,
at en juleladning ikke nåede
frem, inden vinterisen har
lagt sig hindrende i vejen,
og at en by derved har dob-
belt portion - om ikke en
fejende slædekørsel da har
kunnet bringe varerne til
rette sted. Derfor er den
mest brugte glose i Grøn-
land immaqa - måske.
SOMMEREN står altid i
inspektionsskibenes tegn,
men når »sommerfolket« er
vel af gårde, så har man det
fredfyldt igen, siger de fast-
boende. Julen står da for
døren, men selvom man er
isoleret fra omverdenen de
næste måneder frem, »og
atter er sig selv«, så er det-
te ikke ensbetydende med,
at man er afskåret fra civili-
sationens hektiske travlhed
i julemåneden. Nu, da også
julemanden har invaderet
Grønland, promenerer den-
ne lyslevende på Godthåbs
strøg, legemliggjort af en
grønlænder, der ligesom
student i moderlandet vil
komme til at spille sin årlige
hovedrolle, formummet i
højrød housecoat og med
lakbælte - for otte kroner i
timen. Julekogleriet er da
ikke til at standse, for i
grønlændernes rige forestil-
lingsverden er denne nisser-
nes tipoldefar for længst
blevet godtaget som en ny
og kær hjælpeånd. Det er
klart, at adressen på jule-
brevenes ønskeindhold er
blevet sneriget Grønland.