Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 12.12.1996, Blaðsíða 26

Atuagagdliutit - 12.12.1996, Blaðsíða 26
26 1996 tZwÆøfat /éfø/tøa&S’ag JULETILLÆG Grønlands evige julesne »Moderne børn har placeret julemanden i ødemar- ken Grønland, naturligvis...« Sådan begyndte intro- duktionen til en artikel i AG’s julenummer i 1962. Den er skrevet og illustreret af den danske tegner og forfatter Alex Secher, der har rejst meget i Grøn- land og her blandt andet er kendt for en bog med tekst og streg fra hans indtryk. Også dengang strømmede brevene til med ønskesedler julemanden fra alverdens børn. For dem er han denne ene måned om året et håndgribeligt væsen, skabt af en sæsonbetonet gavmildhed og holdt i live med sno- retræk fra salgskontorer overalt i Verden. Her gen- optrykker vi Alex Sechers betragtninger over den grønlandskejulemands udseende og egenskaber, og hans ledsagende tegninger gengives i faximile fra det gamle blad. NÅR ÅRETS sidste skibe fra Danmark losser deres jule- last i Godthåbs pakhuse, da har kogleriet i Grønland allerede nået et klimaks. I hundredvis af grantræer, forudbestilte engang en varm sommerdag, hober sig op som en veritabel skov i et for Grønland sælsomt syn. Men endnu sælsomme- re bliver billedet, når sko- ven begynder at vandre. Hver især vil jo straks bjær- ge sit kostbare træ i hus, og som en bugtende grøn slan- ge bevæger denne levende juleskov sig ad Skibshavns- vejen, der forbinder kaj- pladsen med Godthåb by. Julen har holdt sit indtog i et særdeles kontant syn. Engang vi sejlede skær- gårdsvandet tyndt fra nord til syd langs Grønlands vest- kyst, fik den evindelige sne og is os ofte til at fejre jul i utide. Skib nordpå er altid en begivenhed og en gyldig anledning til et julemik - selv i midnatssolens skær, med den evige julesne og det kradse og hastigt skif- tende vejrlig fik os af og til til at tvivle på kalenderens sandsynlighed. I bunden af en laguneagtig fjord kunne Grønland ånde mildt og stil- le som et jysk bakkedrag, og i sådanne stunder pakke- de man en picnic-kurv og drog til fjelds - men netop derfor lavede naturen sce- neforandring og sænkede sine tågetæpper, eller den lod en migrænevind komme strygende ned fra indlands- isen og fratog os alle energi med sin trykkende varme. Blåfrossen sne lå der altid i fjeldkroge og slugter. I DENNE VERDEN af sne- klædt gnejs og granit har fantasien placeret den mægtige julemand, i det vældige sneområder højt mod nord. Gamle dages snilde julemand fra mildere himmelstrøg bevægede sig på steder med sparsom sne, der hurtigt æltede sig ned i mulden, men den grønland- ske skridter indlandsisen af i få skridt og har naturligvis anderledes mobile egenska- ber end almanakkens gud- dommeligt udseende apo- steltype. Når man er du med nordenvinden og har hjemme i de store kuldeom- råder, må det hvidskægge- de milde barneansigt natur- ligvis vige for vejrbidtefurer og ar og skrammer efter et kontrært klima. Og man må være klædt derefter. De traditionelle træsko med halmviske er erstattet med kuldeisolerende grønland- ske kamikker, forede med tørret græs eller marhalm, som man bruger det her. De forede bjørneskindsbuk- ser er hans fornemst attri- but, som sikker må stå pragtfuldt til den julerøde anoraq. At han har istapper i skægget siger sig selv, og så kolossal er han af vækst, at han målt fra kamiksål til tophue vil rage langt ind i den atmosfære, hvor flyet på relativt langsommelig vis lirker gennem luftmodstan- den. Det var i sandhed en attraktion, da spor i sneen efter den ægte julemand opdagedes på indlandsisens enorme plateau. Sådanne hallucinationer fremkom en frostklar aften, vi sad på »Livets top« og fulgte nordlysenes gådeful- de arabisker. Det larmede bravt inde fra isblinket i øst, den kendte støj fra en kæl- vende isbræ, idet den plasti- ske ismasse stønnende ba- ner sig vej ud i fjorden - og fødte isfjelde, store som ka- tedraler. Dybt nede i det blytunge vand gled en ka- jakmand frem mellem skær og is, som målestok i en verden af ufattelige dimen- sioner, og som et symbolsk billede på menneskets formgivende evne side om side med naturens. VED FODEN af »Livets top« trængte julekogleriet sig atter ind i os, men på en særlig vemodig måde. Her ligger kirkegården, men sten og græstørv dækkede gravene alt for sparsomt. Hvide kors markerer, hvor gravstederne ligger, og lidt udrangeret juletræspynt er nænsomt arrangeret som erstatning for de blomster, der ikke findes. Hvis man har råd dertil, er højde- punktet en indramning med et hvidmalet stakit. Stedet er så karrigt som tænkes kan. Er det mærkeligt, at menneskers forestillings- verden her er særlig rig, og at man sidestilller Grøn- lands relativt nyopdagede julemand med andre i den grønlandske sagnverden godkendte hjælpemidler: tupilakker såvel som qivi- toq’er, men modsat disse, for det godes skyld, tildeles de særlige mobile egenska- ber i lighed med dem, ånde- manerne giver deres myto- logiske figurer. Julemanden står ikke tilbage for qivit- toq'er, hvad bevægelighed angår, men kan som disse flyve gennem luften ved at rette det ene ben ud og bøje det andet. Med et arbejds- område som hele Jorden må han naturligvis være på højde med nutidig teknik, for her i området laves som bekendt Europas dårlige vejr. Byer, bopladser og ud- steder ligger milevidt fra hinanden, så for at nå retti- digt overalt må han ordent- lig bøje ben og rette ud, og når Grønland har afgivet base for hele verdens jule- mand, så må denne til gen- gæld først og fremmest varetage sit eget lands in- teresser. Han er naturligvis vidende om, at grønlandske børn efter gammel skik synger uden for husene ju- leaften for derefter at blive budt på bolcher og andet godt. Det betyder, at han i Grønland ikke bare er et begreb, men der regnes med ham. At han er jule- mand, og med en julemands forpligtelser, rokker ikke ved den kendsgerning, at han føler sig misbrugt af alle. Hans korrespondance er efterhånden af et sådant format, at han for længst har følt sig tvunget til at lade sine hjælpeånder i moderlandet, turistforenin- gerne, overtage den. SKIBET, som førte os til Upernavik, var årets første og havde den lastjuleøl med om bord, som årets sidste ved en fejlekspedition ikke havde fået med. Hav og vind styrer jo alt, så der var et eller andet at indhente. Måske kommer der skib i morgen, er talemåden, og måske bliver der mulgihed for fangst, men måske kan isen også lægger sig hin- drende i vejen - ingen ved det. Det er tilfældighederne spil med is, stor og tåge, som ingen teknik vil kunne ordne. Man søger at over- holde en sejlplan, men im- maqa kan den overmægtige natur kuldkaste alle planer, og et juleskib, der ikke når frem til bestemmelsesste- det, er næsten det værste, man ved. Det er før hændt, at en juleladning ikke nåede frem, inden vinterisen har lagt sig hindrende i vejen, og at en by derved har dob- belt portion - om ikke en fejende slædekørsel da har kunnet bringe varerne til rette sted. Derfor er den mest brugte glose i Grøn- land immaqa - måske. SOMMEREN står altid i inspektionsskibenes tegn, men når »sommerfolket« er vel af gårde, så har man det fredfyldt igen, siger de fast- boende. Julen står da for døren, men selvom man er isoleret fra omverdenen de næste måneder frem, »og atter er sig selv«, så er det- te ikke ensbetydende med, at man er afskåret fra civili- sationens hektiske travlhed i julemåneden. Nu, da også julemanden har invaderet Grønland, promenerer den- ne lyslevende på Godthåbs strøg, legemliggjort af en grønlænder, der ligesom student i moderlandet vil komme til at spille sin årlige hovedrolle, formummet i højrød housecoat og med lakbælte - for otte kroner i timen. Julekogleriet er da ikke til at standse, for i grønlændernes rige forestil- lingsverden er denne nisser- nes tipoldefar for længst blevet godtaget som en ny og kær hjælpeånd. Det er klart, at adressen på jule- brevenes ønskeindhold er blevet sneriget Grønland.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.