Atuagagdliutit - 17.12.1996, Blaðsíða 12

12
Nr. 98 • 1996
yrftaa&a&c/é/a £/£
------—------------
GRØNLANDSPOSTEN
Grønlænderne har altid været
en del af Fristadens kultur
Et her-og-nu-signalement af Christiania - Grønlands sydligste bygd
Tamakkiisumik isigalugu inuit Christiania qimagaraluaraat
kalaallit Stjerneskibet-imi najugaqarusuttut
amerliartuinnarput. Tassani klubværelsit pingasut arfineq
marlunut amerlineqarput, taamatullu Christianiamissaaq
kalaalerpaalunnik najugaqartoqarluni.
Selvom der er en generel tendens til, at folk forlader
Christiania bliver der flere og flere grønlændere, som
ønsker at bo på Stjerneskibet. Her er klubværelserne steget
fra tre til syv, ligesom der også bor en håndfuld
grønlændere andre steder på Fristaden.
fanger mit blik et pomohæfte,
hvis nøgne forsidepige har
skråudsigt til et vægmaleri af
to eskimoer. I køkkenet er
stanken så ulidelig, at døren
straks må lukkes.
Planen er at interviewe
beboerne i klubværelserne på
2. salen. Men denne formid-
dag er ingen - bortset fra et
par nysgerrige hunde af blan-
det oprindelse - i tilstrækkelig
forfatning til at møde reporte-
ren.
Et par dage efter gøres et
nyt forsøg.
Også dennegang står en
gruppe grønlændere med et
fast greb om bajerflasken i
indgangsporten. Tilgengæld
har 1. salen været i nærkon-
takt med en kærlig hånd. Et
københavnsk tekno-band har
lejet lokalet og fået rengjort
salen til aftenens fest.
På trappen op til klubværel-
serne møder jeg en beboer,
som tydeligvis har travlt. Han
fortæller, at det nok bliver
svært at finde nogen at snakke
med i dag.
- De fleste er til begravelse.
En gammel christianit er død.
En dansker, tilføjer han og
forsvinder ned ad trappen.
Fra et af klubværelserne ly-
der der stemmer. Jeg banker
på. I værelsets to udrangerede
sofaer sidder tre grønlandske
mænd og en kvinde. Videoen
viser en cowboyfilm med
Kris Kristoffersen og på stue-
bordet ligger en næsten færdi-
gjort formiddags-tillum.
Værelsets ejer, en 32-årig
mand med brækket ben vil ik-
ke have sit navn frem, men
byder gæstfrit indenfor i klub-
værelset, hvor hans tre halv-
store hundehvalpe piler rundt
på gulvet, jagende en dietår
hos deres mor.
Samtalen går trægt. De
smiler, men det er svært at
forstå, hvad de siger. Ordene
forsvinder i en mumlen. Men
de er glade for Christiania.
- Vi kan lide sammenholdet
herude, siger de tre mænd,
mens kvinden hele tiden for-
holder sig tavst.
Der er tyst ved de andre
værelser, men lige inden jeg
skal til at dreje ned ad trap-
pen, banker jeg på en sidste
dør.
WOOUW, WOOUW, ly-
der det advarende fra en
hund, der givetvis må være
større end Tintin’s Terry.
Jeg er allerede nået et par
trin ned ad trappen, da døren
åbnes af en slingrende grøn-
landsk pige, som venligt for-
klarer, at hun er »faldet i van-
det« og i hvert fald ikke
ønsker at lade sig interviewe i
dag.
Da jeg igen står på Pusher-
street, henvender jeg mig til
de nærmeste tre hashboder og
fotografen får tilladelse til at
fotografere Stjerneskibets
smukke facade. Normalt er al
fotografering forbudt i Pus-
herstreet, men de accepterer -
bare de ikke selv figurerer på
filmen i nærhed af deres has-
hklumper, vægte og kontan-
ter.
Knap så villige er det lille
sjak grønlændere, som har
fundet ly i Stjemeskibets port.
Og det selv om, det ikke er
dem, der skal fotograferes. En
mand vakler hen til mig og
siger:
Nej, nej - det går ikke. Vi
river filmen ud. Men hvis du
betaler os, er det en anden
sag. 1000 kroner til hver, si-
ger han og blinker til sine tre
kammerater.
Det er på mere end een
måde to verdener, der udspil-
ler sig på hver side af det
efterhånden noget miserable
plankeværk ud til Prinsesse-
gade, hvor bus 8 - populært
kaldet Christiania-bussen - i
en jævn strøm dagen igennem
fragter grønlændere og andre
besøgende fra og til det jubi-
lerende Christiania. En stor-
bylandsby, der i efteråret nok
bekræftede sine historiske
rødder med en koncert med
den ligeledes aldrende provo
Bob Dyion, men samtidig
også har udviklet sig gennem
årene.
Dårligt image
Mange Christianitter erken-
der, at det billede, som stør-
stedelen af befolkningen har
af Fristaden, er sådan som tin-
gene fungerede for otte-ti år
siden. Christiania har altid
haft ydre fjender:rockerban-
den Bullshit og den fra
»barnsben« altid overhæn-
gende trussel om regulær ryd-
ning. Men i takt med at sidst-
nævnte trussel er aftaget de
senere år, er, behovet for sam-
menhold også blevet mindre
blandt christianitterne. Lige-
31-inik ukiulik Naja: -
»Kunngimik«
amigaateqarpugut. lnummik
ataqqineqarsinnaasumik
ingerlatitsisinnaasumillu.
Siomatigut
taamaattoqaraluarpoq,
tamannalu maannakkut
maqaasisarparput.
31-årige Naja: - Der
mangler en »konge« på
Stjerneskibet. En mand, der
kan sætte sig i respekt og få
tingene til at fungere. Det
har der tidligere været, og
det savner vi i dag.
som Murens fald sendte en
liberalistisk og-lad-mig-kom-
me-til-bølge gennem verden,
har christianitterne de senere
år i højere grad koncentreret
sig om at befæste de eksiste-
rende værdier på Christiania.
Officielt hedder det, at der
bor 900 voksne og bøm på
Christiania. Ifølge AG’s op-
lysninger, tyder meget imid-
lertid på, at tallet er nærmere
700. Når folk er fraflyttet en
Christianiabolig, er der ofte
Af Christian Schultz-
Lorentzen
Da slumstormere en efterårs-
dag i 1971 væltede et planke-
værk ud til Prinsessegade og
under stor mediebevågenhed
etablerede Fristaden Christia-
nia på den netop rømmede
Bådsmandskaserne på Chri-
stianshavn, blev grønlænder-
ne hurtigt en del af hverdags-
billedet i det »sociale eksperi-
ment« - og har været det lige
siden.
Christiania-grønlændernes
foretrukne samlingssted blev
og er i dag en tidligere lager-
bygning - Stjemeskibet - der
med sin okkergule og isbjør-
ne-dekorerede facade har ind-
gangsport ud mod Pusher-
street. I de sidste 25 år har
mange hundrede, ja måske
tusindvis - grønlændere boet
eller besøgt Stjerneskibet,
som i dag danner rammen om
godt 30 grønlænderes - for-
trinsvis mænds - trivsel. Så
når Christiania i år fejrer jubi-
læum, er det også en mærke-
dag for Christiania-grønlæn-
deme. Nogen vil måske synes
et lidt trist jubilæum. Andre
det modsatte. Der gr mange
holdninger og fordomme om
Christiania. Nogle sande.
Andre falske.
Det var grønlænderne, som
i sin tid tog initiativ til den
første junk-blokade på Chri-
stiania. Det var grønlænder-
ne, som viste mindst respekt
og underdanighed overfor
rockerbanden Bullshit, som
tyranniserede Fristaden i
1980-erne. Og grønlænder-
gruppen var repræsenteret
med sit eget optog, da Christi-
ania-veteranen og provoen
Torkild Weiss blev bisat for
nylig.
Men er samhørigheden
med Christiania sporadisk og
overfladisk eller findes der en
hverdags-fællesnævner mel-
lem grønlænderne og Frista-
den, som strækker sig udover
hash og øl? Dybere? Eksiste-
rer der et slægtskab i mentali-
teten og et reelt behov for at
leve efter et andet normsæt,
end det der udfolder sig i den
omkransende storby, som
dagligt trækker mange grøn-
lændere til Christiania.
Hundelort i døren
Første gang jeg besøger Stjer-
neskibet, møder mit syn en
nylagt hundelort i gangen ind
til den store sal på Stjerneski-
bets 1. etage. Selve salen er
indrettet med en lille scene, et
skrummel af en kakkelovn og
almindeligt rod. 1 et hjørne
Kalaallit Christianiamiittut eqqamiitsuliortutut piginnaanitik
atorlugit Stjerneskibet-ip iigai pinnersarsimavaat.
Christiania-grønlændeme udfolder blandt andet deres
kunstneriske evner på Stjerneskibets vægge.
ASS./ FOTO: AG ASS./ FOTO: AG