Atuagagdliutit - 17.12.1996, Blaðsíða 13

Nr. 98 • 1996
13
ikke flyttet nye ind. I stedet er
boligen blevet brugt til at
skaffe mere rum for andre i
huset.
En udvikling, der er gået
stik modsat i Stjemeskibet,
hvor antallet af klubværelser
er steget fra tre til syv, lige-
som der også bor en håndfuld
grønlændere andre steder på
Fristaden. Men overalt er
lysten til at udtale sig stærkt
begrænset. Man ønsker ikke
at stå frem af frygt for at kom-
me i konflikt med andre grøn-
lændere på Christiania, og
man vil i hvert fald ikke have
sit navn frem. Dertil kommer,
at såvel i Grønland som
blandt grønlændere i Dan-
mark klinger navnet Christia-
nia generelt ikke godt. Det
lugter af lavstatus. En bule
med misbrug af øl og hash.
Og det vil man ikke kædes
sammen med, når familie og
venner i Grønland lader deres
blik falde i Grønlandspostens
spalter.
Sløret glider til side
Først da AG’s udsendte gør et
tredje forsøg, glider en smule
mere af sløret til det alternati-
ve samfund og grønlændernes
situation til side.
Det to-delte klubværelse på
1. salen i Stjemeskibet kunne
have klaret en test fra de fleste
svigermødres røntgensøgende
rengøringsblik. 31-årige Naja
sidder i sofaen. I det halvmør-
ke rum gnistrer det sorte hår
og indrammer den gyldne
glød i hendes smukke ansigt.
På det røde glasbord ligger en
færdigrullet joint. Øjnene er
levende, de regelmæssige,
hvide tænder smiler og orde-
ne falder med klarhed.
- Christiania er som en lille
bygd i Grønland. Vi har altid
hinanden i nærheden. Der er
altid nogen at dele sine be-
kymringer med. Og kontak-
ten til Grønland er god. Vi
ved altid, hvad der foregår i
Vestgrønland. Kommer der
besøgende fra Grønland,
kommer de på et eller andet
tidspunkt altid ud til Stjeme-
skibet, siger Naja, som er født
i Nuuk, men som syv-årig
kom i familiepleje på Fyn i
Danmark.
Hun har som så mange
andre fastboende grønlænde-
re i Danmark tumlet med et
nagende og opslidende
spørgsmål: splittelsen mellem
at blive eller rejse til Grøn-
land. En problemstilling, som
for Naja har været yderligere
forstærket af, at hun som
grønlænder er opvokset med
danske-frikadeller og norm-
værdier. Men hvor hører jeg
egentlig hjemme? Er Grøn-
land drømmen?
Efter 10 års adresse på
Stjemeskibet følte Naja, hun
var gået i stå og rejste til
Grønland for at få rede på sin
identitet.
- Jeg følte mig ikke hjem-
me nogen steder, men Grøn-
land var heller ikke løsnin-
gen, og jeg er lige flyttet til-
bage til Christiania, som jeg
savnede. Det er her, jeg føler
mig mest hjemme, siger Naja,
som er tidligere områdekasse-
rer og en af de få grønlænde-
re, som inden for de senere år
har deltaget aktivt i Christia-
nias strukturelle liv.
Både Naja og hendes kære-
ste erkender, at Stjemeskibet
er på fejlkurs. Selv om bebo-
erne holder mandagsmøder,
GRØNLANDSPOSTEN
Sund tamarmi oqalukkuswmeq killeqartorujussuuvoq.
Oqaaseq Christiania tusarnerineqanngilaq. Nikanartutut
nipeqarpoq. Najugaqarfik immiaaqqanik hashimillu
atornerluiffiusoq.
Overalt er lysten til at udtale sig stærkt begrænset. Navnet
Christiania klinger generelt ikke godt. Det lugter af
lavstatus. En. bule med misbrug aføl og hash.
har omgangstonen, drikkeriet
og den manglende respekt for
hinanden været medvirkende
til en uheldig drejning de
senere år. Tidligere - for fem-
seks år siden - var sammen-
holdet bedre og misbrugspro-
blememe færre. Alle dem, der
turde sige noget, er rejst.
- Hvis man bad dem om at
feje gulvet, skulle de have
penge for det, selv om det er
deres hjem. De er fanget i fla-
sken. De mangler ligesom en
storebror
Stjemeskibet slås således
med to problemer. Dels et
internt problem blandt bebo-
erne om at skabe mere ordne-
de forhold. Dels at få gjort
noget ved de mange udefra-
kommende og stærkt alkoho-
liserede landsmænd, der hol-
der til i Stjerneskibets ind-
gangsport - deres sidste ånde-
hul - og som med provoke-
rende bemærkninger til tilfæl-
digt forbipasserende er med
til at skabe et dårligt miljø og
ry omkring Stjemeskibet.
Stjemeskibet er blandt
grønlændere i København
kendt for at være et sted, hvor
der altid er gang i den. At folk
rent faktisk bor der og har en
hverdag - spiller en mindre
rolle. Det giver larm, og sove-
hjertet skal være mere end
normalt robust, hvis man skal
kunne passe et arbejde. Mens
de fleste områder på Christia-
nia for eksempel har regler
om, at ingen må spille høj
musik efter midnat og før
klokken 12 om formiddagen,
er der frit slag i Stjemeskibet.
»Konge« søges
Foruden de godt 30 faste
beboere opholder der sig ofte
op til 20 besøgende, som har
inviteret sig selv. De sover i
det store rum, på loftet og i et
lille koldt og vindblæst mm
med kakkelovn, der støder op
til portens indgangshal. Ba-
jerne og hashen er deres fæl-
lesnævner.
- Der mangler en »konge«.
En mand, der kan sætte sig i
respekt og få tingene til at
fungere. Det har der tidligere
været, og det savner vi i dag,
siger Naja. Hverken hun eller
kæresten tror, at folk udefra
kan løse problemerne på
Stjemeskibet.
- Det skal være een eller
flere beboere fra Stjemeskibet
selv, som skal sætte tingene
på plads. Een, der kan skabe
respekt omkring sig, siger
Najas danske kæreste, der
selv er ved at iværksætte et
initiativ, han ikke vil komme
nærmere ind på. Han har boet
i Grønland i 10 år og foret-
rækker at omgås grønlændere
fremfor danskere.
Om Stjemeskibet også vil
være en del af Christianias
fremtid, er de ikke i tvivl om.
- Christiania vil altid be-
skytte Stjemeskibet. Ikke
mindst de gamle christianitter
kan huske, hvordan det var
grønlænderne, der iværksatte
den første junkblokade. Sam-
tidig er der en samhørighed
mellem vildskuddet Christia-
nia og det vilde og på mange
måder antarkistiske Grøn-
land. De hører sammen, siger
parret.
Grønlændere bør
integreres bedre
Christianias beboerrådgivning slås for at forbedre
grønlændernes forhold
- Christianias beboerråd-
givning har gjort mange
gode ting i forhold til grøn-
lænder-gruppen. Men som
helhed kunne der fra Chri-
stianias side godt være
mere opbakning til at få
grønlænderne integreret
bedre i Fristadens struktur.
Man burde for eksempel
ansætte flere grønlændere i
virksomhederne - i stedet
for al lade dem leve isoleret
inde i Christiania. Men det
er problemer, vi arbejder
med. Både på et personligt
plan og i grupper. Grønlæn-
derne har jo også selv et
ansvar for at lade sig inte-
grere.
Det fortæller socialrådgi-
veren og grønlænderen
Hans Chr. Petersen, der
som få kender til grønlæn-
dernes sociale forhold på
Christiania. Han har siden
1991 været ansat i Grøn-
lændernes Hus i Køben-
havn og arbejdet som op-
søgende medarbejder på
Vesterbro og Christiania.
Fra august i år har han -
med hjælp fra midler fra
storbypuljen under Social-
ministeriet - koncentreret
alt sil arbejde om de cirka
30 grønlændere i Christia-
nia. En gruppe, der for en
stor del er belastet af et
voldsomt forbrug af hash
og øl.
Herfra og Videre
Udgangspunktet for Hans
Chr. Petersens opsøgende
arbejde er Christianias be-
boerrådgivning »Herfra og
Videre«, som har til huse i
Fredens Ark. I første om-
gang har han målrettet ind-
satsen om Stjerneskibet -
grønlændernes foretrukne
bo- og samlingssted - men
har på grund af forholdene
måtte udskyde flere projek-
ter. Man skulle således alle-
rede nu have været i gang
med en større tiltrængt
renovering af Stjerneski-
bets forfaldne fællesrum.
Men det er sat midlertidigt i
bero på grund af problemer.
Men også inden Hans
Chr. Petersen blev ansat på
fuld tid på Christiania, hav-
de »Herfra og Videre« gen-
nem flere år forsøgt at sæt-
te fokus på grønlænderne.
Et arbejde, der skete i tæt
samarbejde med Grønlands
Hjemmestyre og Socialcen-
tret Christianshavn. Dels
blev der arrangeret udflug-
ter. Dels forsøgte man at
skabe nogle bedre fælles
rammer i Stjerneskibet.
Men det var som at løbe i
sne til skridtet.
- Vi endte med at være en
servicefunktion. Det lykke-
des os aldrig at få grønlæn-
derne til at tage ansvaret for
deres eget liv. Og det er jo
det hele arbejdet handler
om:at yde hjælp til sel-
vhjælp, fortæller Kimona,
en tidligere mangeårig
medarbejder og nu vikar
hos »Herfra og Videre«.
Skub i afgiftningen
Med ansættelsen af den 37-
årige Hans Chr. Petersen
håber »Herfra og Videre«
at få sat nyt skub i aktive-
ringen og aflusningen af
grønlænderne. Et vanske-
ligt og tidskrævende arbej-
de. Men nødvendigt, hvis
ikke flere skæbner skal
tabes på gulvet.
- Selvfølgelig kan det
lade sig gøre. Spørgsmålet
er blot, hvordan man væl-
ger at arbejde med grøn-
lændernes misbrug.
- Man må gøre sig klart,
at misbrugsarbejde er me-
get besværligt. Mange af
grønlænderne har meget
tunge problemer, som kræ-
ver en målrettet indsats.
Skal kursen ændres, forud-
sætter det, at den enkelte er
interesseret i at blive be-
handlet. At han tager ansva-
ret for sit eget liv. Alene at
nå til det punkt, kan være et
krævende stykke arbejde,
siger Hans Chr. Petersen,
som selv er i færd med at
supplere sin socialrådgiver-
uddannelse med en terapeu-
tisk uddannelse - Alkohol
og Psykoterapi - hos mis-
brugsterapeut Jesper Gru-
bach.
En uddannelse, som flere
af de øvrige medarbejdere
på »Herfra og Videre« alle-
rede har gennemgået, og
som gør dem i stand til at
udføre decideret alkoholbe-
handling på Christiania,
hvilket der generelt er et sti-
gende behov for.
Til gengæld er der ikke
problemer med hårde stof-
fer. De er bandlyst på Chri-
stiania, og straffen er bort-
visning for stedse, hvis en
christianit eller en besøgen-
de er i besiddelse af narko.
Men stiknarkomaner og
grønlændere, der indtager
rygeheroin, er ikke et
ukendt fænomen, men har
gennem de sidste fire-fem
år været et stigende pro-
blem blandt grønlænderne
påVesterbro. Et problem,
der forværres af, åt Vester-
bro-grønlænderne accepte-
rer narkomanerne i deres
gruppe, hvorved risikoen
for at få spredt misbruget
bliver mere alarmerende.
Ud på landet
En af de metoder, Hans
Chr. Petersen også lægger
stor vægt på, er længere
sommerhusudflugter uden
for Christiania - finansieret
af en speciel grønlænder-
pulje, som »Herfra og
Videre« råder over.
- Pointen er, at grønlæn-
derne kommer væk fra
Christiania. Væk fra deres
misbrug og normale miljø,
så de kan få nogle nye
impulser. Normalt udvæl-
ger vi ikke deltagerne. Men
kan vi se, at folk har behov
for at blive stabiliseret i
deres liv, kontakter vi dem.
Ellers er det frivilligt.
- Vores næste tur sker i
samarbejde med Christiani-
as Sundhedshus. Helt basalt
vil vi tage fat på sundheden
i deres liv her og nu, siger
Hans Chr. Petersen, som
mener, grønlænderne har
potentiale til at bidrage
langt mere konstruktivt til
livet på Christiania.
- Faktisk formår de en hel
masse selv. Men de mang-
ler den tilstrækkelige selv-
tillid og styrke til at vise,
hvad de rent faktisk kan ud-
rette, siger Hans Chr. Peter-
sen, som beskriver samar-
bejdet med Socialcentret
Christianshavn som tæt og
godt.
- Men jeg savner en grøn-
landsk medarbejder på so-
cialcentret. En sagsbehand-
ler, som har kontakten til
alle grønlænderne, og som
kan forstå deres sprog. Det
ville lette arbejdet. Men det
er et problem, man arbejder
på at løse, siger Hans Chr.
Petersen.
Kontakt med baglandet
Mens de fleste grønlændere
lever en relativt isoleret til-
værelse blandt de andre
christianitter, modtager de
til gengæld hyppigt besøg.
Både fra Grønland og andre
dele af København. Det be-
viser, at de har god kontakt
til familie og venner. At de
ikke er isoleret. Men drøm-
mer de selv om at vende til-
bage til Grønland?
- Det er nok meget for-
skelligt. Jeg har selv ople-
vet følelsen af identitetsløs-
hed i de 19 år, jeg har boet i
Danmark. Det blev først
nemmere, da jeg for seks år
siden besluttede at blive
boende her. Og jeg er glad
og stolt over min egen iden-
titet og kultur. Når man ac-
cepterer det, falder man
bedre til i et fremmed land.
At være bevidst om sin
egen baggrund, er den bed-
ste ballast, siger Hans Chr.
Petersen.