Atuagagdliutit - 22.05.1997, Blaðsíða 20

20
Nr. 38 ■ 1997
ajpagsc/é/'a C/t
GRØNLANDSPOSTEN
MIN HUND BED CARI^ JOHAN,
DA DANMARK FIK MAL
- Da jeg i 1989 gik til Grønlands Håndbold Forbunds repræsentantskabsmøde,
havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg gik derfra som formand
Den 57-årige skolelærer - og
fritidsinspektør i Maniitsoq -
Lars Kjeldgaard har købt sig
en enkeltbillet til Danmark.
Efter 21 års god og tro tjeneste
i skolevæsenet i Grønland er
tiden nu inde, til at Lars Kjeld-
gaard kan blive pensioneret.
Det har været 21 turbulente
år. Der har altid været masser
af liv og glade dage, når man
har været i selskab med Lars
Kjeldgaard. Men hvordan
startede det hele?
- Jeg blev født i Korsør den
12. juni 1940 og blev som ung
uddannet som lærer på »Den
Frie Lærerhøjskole« i Ollerup
på Fyn. Det skete i årene
1963-68. Derefter fik jeg job
som skolelærer på Mølle-
vangsskolen i Kongsted ved
Fakse, hvor jeg var i fem år.
- Det var lidt af en tilfældig-
hed, at jeg kom til Grønland.
Vi var en del lærere, der sad
på lærerværelset. Nogle snak-
kede om, at de godt kunne
tænke sig, at tage til Afrika
som lærer under Mellemfolke-
lig Samvirke.
Troede han tog
fusen på sin ven
- Jeg ville ikke sydpå - men
nordpå. Allerede dagen efter
ringede jeg til Ministeriet for
Grønland, og fik en aftale om
et møde. Samme aften ringede
jeg til en god ven på Fyn - en
lærerkollega - for at fortælle,
at jeg søgte om en stilling i
Grønland.
- Min ven hedder Alexander
Stave. Han syntes, at det var
en god idé at tage til Grøn-
land. Han ville også med, og
søgte derfor også en stilling i
Grønland. Vi var heldige, idet
vi begge opnåede en stilling
som kollegielærere i Maniit-
soq i en periode på to år.
- Jeg opfyldte kontrakten i
de to år, og rejste så derefter
tilbage til Danmark og fik mit
gamle job som lærer på Møl-
levangsskolen.
Lars Kjeldgaard havde dog
inden afrejsen fra Maniitsoq
lavet en aftale med kollegiein-
spektør Møller Jensen om, at
han gerne ville tilbage, hvis
han kunne få samme stilling,
samt en lejlighed.
Der skulle gå tre år, før tele-
fonen ringede hjemme hos
Lars i Kongsted. Det var Møl-
ler Jensen der fortalte, at nu
var stillingen og lejligheden
ledig. 1 1978 rejste Lars Kjeld-
gaard så tilbage til Maniitsoq,
og har været der lige siden.
Lejrskolen Ikkammiut -
en mærkesag
Netop i år har Lars besluttet
sig for, at han vil rejse hjem og
nyde sin pension. Han har et
hus i en lille by nær Vording-
borg, og der rejser han ned,
når skoleåret er omme. Det
blev ialt til 21 år i Grønland,
og det er da noget.
- Jeg var kollegielærer indtil
1982, hvorefter jeg søgte en
stilling som ungdomsskolele-
der, det vi i dag kalder fritids-
inspektør. Og den stilling har
jeg stadig.
Var der noget specielt -
noget - som du virkelig
brændte for?
- Ja, det var der helt klart.
Min store hjertesag er lejrsko-
len. Den ligger i Ikkammiut,
sådan cirka 27 kilometer fra
Maniitsoq. I dag er den fulds-
tændig nyrenoveret, og jeg har
igennem årene skaffet midler
fra forskellige fonde og firma-
er.
Du har selvfølgelig haft
masser af muntre øjeblikke i
dine mange år som skolelærer
- er der noget specielt du vil
fortælle om?
- Det er der da. Der er end-
da rigtig mange oplevelser.
Men en speciel episode var, da
jeg i 1973 blev sendt til Uper-
navik med kystpassagerskibet
Kunuunnguaq for at hente ele-
ver til kollegiet. Jeg skal
måske lige fortælle, at vort
kollegie havde elever fra hele
Grønland. Vi startede i Uper-
navik og samlede så elever op
i de forskellige byer ned langs
Vestkysten.
- Da jeg stod på skibet i Ilu-
lissat, og samlede elever op
fra byen og de nærliggende
bygder, så stod jeg pludselig
og manglede to elever. Deres
navne blev råbt over skibets
højtaler, hvis de nu skulle
være smuttet forbi mig, uden
jeg havde opdaget det.
- Der meldte sig to små pur-
ke på knap halvanden meter i
højden. Jeg havde godt nok set
dem gå ombord, men regnede
bestemt ikke med, at det var
de elever jeg skulle hente til
skolen. Det viste sig, at de
overhovedet ikke talte dansk,
og at de kun var 14 år - og til-
lige meget, meget små.
- Da vi så kom til Maniit-
soq, og eleverne blev indkvar-
teret, opstod der en ny episo-
de. Den ene af de små purke
kom til at bo på et splinternyt
kollegieværelse med træk og
slip. Han boede på femte sal,
og da han ikke kendte til træk
og slip hjemme fra sin bygd,
troede han, at når man boede
på femtesal og skulle trække
ud, så skulle man hive hårdt i
håndtaget.
- Han troede virkelig, at
vandet skulle trækkes helt op
til femtesal. Så han hev meget
hårdt i håndtaget, og med det
resultat, at hele indmadden i
cisternen røg med op. Kort
sagt - et totalt ødelagt toilet.
- Han fik i de to efterfølgen-
de år jobbet som bademester
på kollegiet, hvilket vil sige, at
han skulle sørge for rengøring
på kollegiets toiletter. I de to
år var toiletterne skinnende
rene - et job, der blev klaret til
UG med kryds og slange.
Først fodbold - så hånd-
bold
Sport har altid stået Lars
Kjeldgaards hjerte nær. I star-
ten af perioden i Maniitsoq
engagerede han sig som
træner. Det var ikke i hånd-
1980-imi Kågssagssuup arnartai Nunatsinni pissartanngorput. Aana Lars arsaattartunilu
arnat tulluusimaartut.
Kågssagssuk’s damer blev Grønlandsmestre i 1980. Her ses Lars med sine stolte håndboldpi
ger.
ASS./FOTO: AG'S ARKIV