Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 22.05.1997, Blaðsíða 20

Atuagagdliutit - 22.05.1997, Blaðsíða 20
20 Nr. 38 ■ 1997 ajpagsc/é/'a C/t GRØNLANDSPOSTEN MIN HUND BED CARI^ JOHAN, DA DANMARK FIK MAL - Da jeg i 1989 gik til Grønlands Håndbold Forbunds repræsentantskabsmøde, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg gik derfra som formand Den 57-årige skolelærer - og fritidsinspektør i Maniitsoq - Lars Kjeldgaard har købt sig en enkeltbillet til Danmark. Efter 21 års god og tro tjeneste i skolevæsenet i Grønland er tiden nu inde, til at Lars Kjeld- gaard kan blive pensioneret. Det har været 21 turbulente år. Der har altid været masser af liv og glade dage, når man har været i selskab med Lars Kjeldgaard. Men hvordan startede det hele? - Jeg blev født i Korsør den 12. juni 1940 og blev som ung uddannet som lærer på »Den Frie Lærerhøjskole« i Ollerup på Fyn. Det skete i årene 1963-68. Derefter fik jeg job som skolelærer på Mølle- vangsskolen i Kongsted ved Fakse, hvor jeg var i fem år. - Det var lidt af en tilfældig- hed, at jeg kom til Grønland. Vi var en del lærere, der sad på lærerværelset. Nogle snak- kede om, at de godt kunne tænke sig, at tage til Afrika som lærer under Mellemfolke- lig Samvirke. Troede han tog fusen på sin ven - Jeg ville ikke sydpå - men nordpå. Allerede dagen efter ringede jeg til Ministeriet for Grønland, og fik en aftale om et møde. Samme aften ringede jeg til en god ven på Fyn - en lærerkollega - for at fortælle, at jeg søgte om en stilling i Grønland. - Min ven hedder Alexander Stave. Han syntes, at det var en god idé at tage til Grøn- land. Han ville også med, og søgte derfor også en stilling i Grønland. Vi var heldige, idet vi begge opnåede en stilling som kollegielærere i Maniit- soq i en periode på to år. - Jeg opfyldte kontrakten i de to år, og rejste så derefter tilbage til Danmark og fik mit gamle job som lærer på Møl- levangsskolen. Lars Kjeldgaard havde dog inden afrejsen fra Maniitsoq lavet en aftale med kollegiein- spektør Møller Jensen om, at han gerne ville tilbage, hvis han kunne få samme stilling, samt en lejlighed. Der skulle gå tre år, før tele- fonen ringede hjemme hos Lars i Kongsted. Det var Møl- ler Jensen der fortalte, at nu var stillingen og lejligheden ledig. 1 1978 rejste Lars Kjeld- gaard så tilbage til Maniitsoq, og har været der lige siden. Lejrskolen Ikkammiut - en mærkesag Netop i år har Lars besluttet sig for, at han vil rejse hjem og nyde sin pension. Han har et hus i en lille by nær Vording- borg, og der rejser han ned, når skoleåret er omme. Det blev ialt til 21 år i Grønland, og det er da noget. - Jeg var kollegielærer indtil 1982, hvorefter jeg søgte en stilling som ungdomsskolele- der, det vi i dag kalder fritids- inspektør. Og den stilling har jeg stadig. Var der noget specielt - noget - som du virkelig brændte for? - Ja, det var der helt klart. Min store hjertesag er lejrsko- len. Den ligger i Ikkammiut, sådan cirka 27 kilometer fra Maniitsoq. I dag er den fulds- tændig nyrenoveret, og jeg har igennem årene skaffet midler fra forskellige fonde og firma- er. Du har selvfølgelig haft masser af muntre øjeblikke i dine mange år som skolelærer - er der noget specielt du vil fortælle om? - Det er der da. Der er end- da rigtig mange oplevelser. Men en speciel episode var, da jeg i 1973 blev sendt til Uper- navik med kystpassagerskibet Kunuunnguaq for at hente ele- ver til kollegiet. Jeg skal måske lige fortælle, at vort kollegie havde elever fra hele Grønland. Vi startede i Uper- navik og samlede så elever op i de forskellige byer ned langs Vestkysten. - Da jeg stod på skibet i Ilu- lissat, og samlede elever op fra byen og de nærliggende bygder, så stod jeg pludselig og manglede to elever. Deres navne blev råbt over skibets højtaler, hvis de nu skulle være smuttet forbi mig, uden jeg havde opdaget det. - Der meldte sig to små pur- ke på knap halvanden meter i højden. Jeg havde godt nok set dem gå ombord, men regnede bestemt ikke med, at det var de elever jeg skulle hente til skolen. Det viste sig, at de overhovedet ikke talte dansk, og at de kun var 14 år - og til- lige meget, meget små. - Da vi så kom til Maniit- soq, og eleverne blev indkvar- teret, opstod der en ny episo- de. Den ene af de små purke kom til at bo på et splinternyt kollegieværelse med træk og slip. Han boede på femte sal, og da han ikke kendte til træk og slip hjemme fra sin bygd, troede han, at når man boede på femtesal og skulle trække ud, så skulle man hive hårdt i håndtaget. - Han troede virkelig, at vandet skulle trækkes helt op til femtesal. Så han hev meget hårdt i håndtaget, og med det resultat, at hele indmadden i cisternen røg med op. Kort sagt - et totalt ødelagt toilet. - Han fik i de to efterfølgen- de år jobbet som bademester på kollegiet, hvilket vil sige, at han skulle sørge for rengøring på kollegiets toiletter. I de to år var toiletterne skinnende rene - et job, der blev klaret til UG med kryds og slange. Først fodbold - så hånd- bold Sport har altid stået Lars Kjeldgaards hjerte nær. I star- ten af perioden i Maniitsoq engagerede han sig som træner. Det var ikke i hånd- 1980-imi Kågssagssuup arnartai Nunatsinni pissartanngorput. Aana Lars arsaattartunilu arnat tulluusimaartut. Kågssagssuk’s damer blev Grønlandsmestre i 1980. Her ses Lars med sine stolte håndboldpi ger. ASS./FOTO: AG'S ARKIV

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.