Atuagagdliutit - 04.12.1997, Blaðsíða 12
12
Nr. 94 ■ 1997
Lektor ved llinniarfissuaq Avgo Lynge blev sendt til Aasiaat,
fordi man mente, han udførte danskerfjendtligt arbejde
vindue fra førstesalen, og vi
kunne allevegne fra høre, at
nu var Verdenskrigen ovre.
Blev budt på marmelade
Naturligvis blev denne dejlige
meddelelse fejret på forskellig
vis. Ulrik Møller glemmer
aldrig, at de som elever blev
budt på noget ualmindeligt
som franskbrød med marme-
lade.
- Lærerne var samlet i den
bygning, vi kalder for den
gamle økonomi, og de var så
glade, at de omfavnede hin-
anden med kys og kram. Den
dag blev fejret med alle kun-
stens regler, hvor der var dans
for alle interesserede i gym-
nastiksalen, og der var ingen,
der kom med besked om, hvad
tid kosteleveme skulle i seng.
Dagen efter levede vi som gre-
ver og baroner, da vi fik til-
sendt mange cigaretter, choko-
lade og bolsjer fra skibet Jutho.
Og mens han nu er i gang
med at fortælle om specielle
begivenheder, synes Ulrik
Møller ligeså godt, han kan
fortælle om seminariets 100
års jubilæum.
- Der var stor festivitas den-
gang i juli 1945. Da der om
aftenen havde været fælles-
spisning var der offentlig
dans, og der var ingen mangel
på musikanter. Der var nogle
der spillede på harmonika,
andre på orgel, og på et tids-
punkt beklagede organist
Jonathan Petersen sig over, at
orglet var for lille, da han
ellers ville spille op til dans.
Organistelever
Kateketeleveme fik dengang
undervisning af Jonathan Pe-
tersen i orgelspil. Sidsteårs-
eleveme blev delt op i to hold,
hvor de mere kyndige blev
undervist til at kunne spille i
kirken, hvor de fik undervis-
ning to gange om ugen, mens
resten fik undervisning een
gang om ugen.
Da Ulrik Møller blev sat ind
blandt de sidstnævnte elever,
blev han meget fortørnet over
det, og da han var en mand af
vilje, begyndte han at øve sig
ihærdigt. Da han havde øvet
sig på den måde i et par år, var
rektor kommet ind til ham i
smug, mens han øvede sig. Da
han fandt ud af, hvor kvalifi-
ceret han var, foreslog han
ham, at han kunne tage til
Danmark for at uddanne sig
som organist. Men det var
ikke netop Ulrik Møllers mål,
så han blev på Seminariet.
- Avgo Lynge var en meget
god underviser, som primært
underviste i biologi og natur-
historie. Når han kom ind i
klasselokalet med store tykke
bøger, åbnede han ikke een
eneste side, men underviste
I sidste uges samtale med
pastor Ulrik Møller, fortalte
han blandt and et, at bespis-
ningen på Seminariet ikke var
det rene luksus under 2. Ver-
denskrig. Sidst i artiklen for-
talte han, at eleverne kunne få
en skefuld sukker til deres the,
som de af sult indimellem
hamstrede for ind imellem at
bytte sig til en portion alke i
byen. Dengang var der et godt
forhold mellem seminarie-
elever og borgerne i Nuuk,
hvor der kun boede omkring
700 indbyggere.
Ulrik Møller roser sine
lærere fra sin tid på Semina-
riet. Fuglsang Damgaard var
rektor, og i lærerstaben var der
blandt andet organist Jonathan
Petersen, kateket Julius Olsen,
Avgo Lynge, Frederik Nielsen
og Finn Gad. Selv om de hav-
de en god lærerstab, har han
ikke mange til overs for sin
dansklærer, Finn Gad.
- Finn Gad var en hård læ-
rer, som man ikke så frem til
at have undervisning med. Når
vi lavede fejl, eller ikke kunne
finde ud af et eller andet, fik vi
en på hovedet ledsaget af hår-
de ord. Naturligvis kunne vi
ikke få ret meget ud af en
undervisning, der hele tiden
blev fulgt op med trusler.
Arbejde som bud
- Under mit ophold på Semi-
nariet brugte rektor kun mig
som bud, og det var nok fordi
jeg var lille. Engang var en
elev blevet dræbt af et våde-
skud, og Fuglsang Damgaard
sendte mig afsted med brev til
lærerne for at fortælle om
episoden. På et tidspunkt kom
jeg til Finn Gad. Da han havde
læst brevet, begyndte han at
krydsforhøre mig om episo-
den. Og han ville partout vide,
hvilket skydevåben, der var
blevet benyttet. Jeg kunne
ikke komme i tanker om, hvad
en salonriffel hed på dansk.
- Da jeg ikke kunne få et ord
frem stirrede han meget vredt
på mig, hans hoved var
mørkerødt af vrede, og hans
øjne så onde ud. Endelig fik
jeg fremstammet, at det var en
»lille riffel«, og på den måde
slap jeg for videre overfus-
ning. Ulrik Møller husker sta-
dig, hvor lettet han blev. Han
husker også en anden episode,
hvor han under krigen funge-
rede som bud for Fuglsang
Damgaard.
- Som sædvanlig blev jeg
kaldt ind på rektors kontor,
hvor han viste mig en gul kon-
volut. Han havde skrevet alle
danskernes navne, der boede i
Nuuk, og de skulle alle uden
undtagelse have besked.
- Jeg fartede Nuuk rundt, så
alle danskerne kunne få be-
sked, men jeg anede naturlig-
vis ikke, hvad brevet handlede
om. Den budtur tog meget
lang tid. Nogle af dem blev så
glade efter at have læst brevet,
at de begyndte at græde, og
det var meget mærkbart, at de
allesammen blev stærkt berørt
af brevet, og de var alle meget
gavmilde. Som den gode he-
rold, jeg var, fik jeg choko-
lade, cigaretter, bolsjer, små-
kager og mange andre gode
sager, som vi normalt ikke så
til hverdag. Så jeg var efter
hjemkomsten den helt store
giver her midt under ratione-
ringstiden, belæsset med to
store poser godter.
Der var endda nogle af dan-
skerne, der ellers aldrig havde
prøvet at ryge, som denne dag
gik udenfor for at få sig en
smøg.
Krigen er slut
- Det viste sig senere, al jeg
havde bragt budskab om en
pengeindsamling. Man ville
arrangere en auktion, hvor
pengene skulle bruges til hjæl-
peforanstaltninger i Danmark,
når krigen var forbi. Jeg har
også erindringer fra den begi-
venhed.
Der kom mange til auktio-
nen i gymnastiksalen. Blandt
auktionsgodset var Dannebrog
blandt tilbuddet. På et tids-
punkt stoppede buddene efter
et bud på 15 kroner, hvorefter
landsfoged Eske Brun bød
100 kroner. Han fik flaget, for
dengang var 100 kroner man-
ge penge.
Ulrik Møller husker bud-
skabet om krigens slutning på
denne måde:
- Dengang var der ingen bad
på Seminariet, men der var en
separat badstue, hvor eleverne
kunne få sig et bad en gang
om ugen. Den dag, hvor kri-
gens slutning blev offentlig-
gjort, gik jeg og min ven Sejr
Abeisen til badstuen for at få
os et bad. Der var imidlertid
meget koldt i badstuen, og vi
blev enige om at gå os en tur,
mens det blev varmere. Mens
vi var på vej ned til koloni-
havnen så vi Mads Berthelsen,
der nu er afgået ved døden,
komme råbende ud fra syge-
huset med et stort flag.
- På det tidspunkt boede læ-
gen Saxtorph i et hus i nær-
heden, der blev kaldt »fjeld-
gængerens hus«. Han kom ud
med Dannebrogsflaget fra et
Kangaatsiamut Uummannaq ilanngullugu kommunalbesty-
relksimi ilaasortat inuussutissarsiutit pillugit 1963-imi Qul-
lissani ataatsimiinnerannit assilisaq. Ulrik Møller tunorlern
qiterlersaavoq.
Det er kommunalpolitikere fra Kangaatsiaq i syd til Uum-
mannaq i nord der er samlet til en møderække i Qullissat i
1963 om erhvervsmuligheder på de respektive steder. Ulrik
Møller er nummer fem fra venstre på bagerste række.
med stor og levende entusias-
me, og jeg har aldrig set, at
han åbnede een eneste bog.
Blev sendt væk
- Avgo Lynge var meget aktiv
samfundsborger. Han startede
foreningen »Nunatta Qitor-
nai« (grønlands børn). Det
handlede om rent oplysnings-
arbejde og havde ikke noget
med religion at gør. Engang
fandt provst Aage Bugge ud
af, at han havde denne virk-
somhed. Det var provsten ikke
tilfreds med, og vi hørte, at
han ville sende ham til Aasi-
aat, sikkert fordi han i sit op-
lysningsarbejde satte spørgs-
målstegn ved danskernes må-
de at administrere på, og der-
for ville de for alt i verden af
med ham.
Ulrik Møller fortæller, at
borgerne i Nuuk forståeligt
nok ikke kunne lide, at han
skulle sendes afsted, og derfor
holdt de møde i den kristelige
forenings hus for at kunne
fremkomme med deres pro-
test. Desuagtet blev Avgo
Lynge i 1943 sendt afsted til
Aasiaat, hvorefter han var bor-
te fra Nuuk i et par år. Det var
danskerne der dengang havde
kolonimagten, og de opførte
sig derefter.
- Vi, der dengang var elever
på Seminariet, fik af lærer-
kollegiet forbud mod at del-
tage i mødet, men næsten alle
blev enige om at deltage alli-
gevel. Da ledelsen af Semina-
riet fandt ud af, at vi havde
deltaget i mødet, fik alle ele-
ver forbud mod at melde sig
ind i enhver form for forening
- og det var noget, rektor be-
stemte. Fra da af stiftede ele-
verne selv foreninger som
»GSS« og »Ikinngut«.
Sporten højt prioriteret
Før i tiden var sporten højt
prioriteret på Seminariet. I
forhold til i dag var der mange
sportsgrene, der blev dyrket,
blandt andet højdespring,
spydkast med videre, der slet
ikke dyrkes i dag.
- En gang begyndte den
amerikanske konsul Bernhard
at træne os i boksning. Den-
gang var der allerede boksere i
Grønland, som vi for eksem-
pel så, da boksere fra Qullissat
i 1943 kom et smut til Nuuk,
men senere fandt vi ud af, at
Bernhard havde lært os andre
bokseteknikker. Det var en
god træningstid, og da vi
dimitterede fra Seminariet,
blev vi alle inviteret til konsu-
lens bolig.
Efter at have gået seks år på
Seminariet, blev Ulrik Møller
dimitteret den 18. april 1949
som 19-årig. Han husker, at
der ikke var det store festivitas
omkring dem, men under