Atuagagdliutit

Árgangur
Útgáva

Atuagagdliutit - 04.06.1998, Síða 18

Atuagagdliutit - 04.06.1998, Síða 18
18 • TORSDAG 4. JUNI 1998_______q ATUAGAGDI^TIT ET STJERNEFRØ I GIFTERMÅL PA GÆSTEOPTRÆDEN I GRØNLAND Sangerinden og skuespilleren Nukåka Motzfeldt har medvind i kærlighed og arbejde - Jeg snakker meget med min familie. Begge mine søstre har boet i Danmark. Nina, der er i lære som skrædder, bor her stadig, og min forældre kommer også rimeligt tit her- ned. Derfor er savnet ikke så stort. - Men jeg vil frygtelig ger- ne til Grønland i længere tid. De senere år har jeg kun været der i forbindelse med arbejde. Det er altid lidt hek- tisk. Men til jul tager jeg hjem i en længere periode. Den 27-årige sangerinde og skuespiller Nukåka, der er vokset op i Uummannaq og Nuuk, sidder i den store, røde lænestol i stuen i lejligheden på Nordlands vej på Amager. Hun kryber op i den som en kat med knæene under hagen, og de røde kirsebær er sat inden for rækkevidde på det kvadratiske stuebord. Bag hende - i den tilstødende stue med de brede plankegulve - står en mægtig skænk med billeder af familien på væggen ovenover. I det hele taget er der noget smidigt og katteagtigt over Nukåkas bevægelser. Hun opfatter sig også som et meget fysisk menneske. Der er en rød tråd fra den gang, hun spillede håndbold i Grøn- land og i øvrigt tabte 11-16 i finalen om mesterskabet, til forsøg med mavedans og afri- kansk dans i København. Til gengæld er der noget gennemsigtigt ved hendes ansigt, hvor solbrillerne er skubbet op i det sorte hår med den lille hestehale. En følsomhed og feminim mild- hed, der står i forunderlig kontrast til hendes kraftfulde personlighed på scenen. Ikke mindst i den musik- dramatiske forestilling Inuit Barok Chok, der netop er ble- vet opført i Kulturhuset i Nuuk. Teaterforestillingen fik i de danske dagblade en hård medfart af anmelderne, men den har været en personlig succes for Nukåka. Hendes sangstemme og dramatiske kropssprog har ætset sig ind i erindringen hos såvel anmel- dere som publikum. Her er et naturtalent, hvis potentiale rækker langt ud over den grønlandsk/danske scenekant. En personlighed, hvor den grønlandske baggrund lyser som solglimt gennem en usle- ben diamant. Kærligheden Og solstråler er der masser af i Nukåkas liv netop nu. Lej- ligheden, der for en stor del er indrettet med møbler indkøbt på københavnske loppemar- keder, deler hun med sin kæreste gennem det sidste halvandet år Nikolaj Coster Waldau. Han betegnes som en af de største danske film- skuespillere, efter han slog igennem i Ole Bornedals gyser Nattevagten. Og ja: de skal giftes. Og nej: hun er ikke gravid. Det er brænden- de kærlighed. Nukåka og Nikolaj nøjes dog ikke kun med kærlige favntag i de private rammer. De spiller også sammen i den danske film Vildspor, der net- op har haft premiere. - Nogen siger, at det kan være frygteligt at arbejde sammen med sin kæreste. For os var det virkeligt godt. Meget lærerigt. Men omgi- NUKÅKA MOTZFELDT velseme var også fantastiske. Filmoptagelserne foregik jo i Island. Nukåkas liv startede ellers ikke i et spotlys. De første 13 år voksede hun op i Uum- mannaq hos sin mor Vivi og faderen Josef Tuusi Motz- feldt, der den gang var skole- inspektør. For Nukåka, søstrene Maja og Nina og lil- lebroderen Peter var det en overskuelig og tryg verden. En verden, der inkluderede tyve slædehunde og masser af fiskeri og jagt. Årstiderne - Jeg husker især årstidernes skiften. Ikke mindst når solen kom frem i februar. - Men årstidernes skift er i det hele taget så tydelige i Grønland. Blandt andet fordi der i flere måneder ikke kom skibe. Vårene tyndede ud på hylderne, ja til sidst var der nærmest ikke noget. Selv den langtidsholdbare mælk slap op, og så stod den på pulver- mælk. - Derfor var det en kæmpe- begivenhed, når det første skib kom. Ja, som juleaften. Pludselig kunne vi købe æbler, is og andre gode sager. Vi havde mavepine flere dage, fortæller Nukåka og smiler indtagende og natur- ligt, mens hun nipper til kirse- bærrene. Det var også i familiehuset i Uummannaq, at Nukåka begyndte at synge og spille. - Jeg havde et plasticorgel, der kunne spille rytmer og sådan noget. Jeg prøvede og- så alle de instrumenter, jeg ellers kunne komme i nærhe- den af. Og de drenge, der kunne spille guitar, forelske- de jeg mig hurtigt i. Så kunne vi jo spille sammen, fortæller Nukåka, der som 13-årig måt- te følge den øvrige familie til Nuuk, da faderen blev valgt til Landstinget. - Men jeg drømmer tit om Uummannaq. Det er altid noget om enten skolen eller vores hus. Jeg har ikke været deroppe, siden familien flyt- tede derfra. Man siger, at byen er blevet meget større. Jeg vil frygtelig gerne derop, og det kommer jeg nok også, selv om det er ret dyrt. Afskeden med Uumman- naq blev næsten lige så trist som begyndelsen på den nye tilværelse i Nuuk. Nukåka har aldrig grædt så meget, som da hun rejste fra Uummannaq, og den grønlandske hoved- stad Nuuk forekom hende at være en faretruende kæmpe- by. Hun turde ikke gå ud om aftenen. Hun var bange for at fare vild. Fra Nuuk til USA Men grænser brydes. Ikke mindst når man er teenager. Langsomt vænnede Nukåka sig til Nuuk og kastede sig med livsappetit over de man- ge nye muligheder. Ikke mindst sangen og musikken. Efter folkeskolen følte hun trang til at se endnu mere af verden, og udlængslen blev omsat til et år i huset hos en familie i USA. Det viste sig at være ikke helt uproblematisk. Selv om Nukåka var indstillet på at glide ind i familien, var der forskellige opfattelser af normerne. - Moderen var meget reli- giøs, hvad der er fint nok, men jeg var vant til at måtte gøre mange flere ting. Det var som pludselig at blive tre-fire år yngre. Min dør måtte hver- ken være lukket, når jeg sov eller havde venner på besøg. Jeg måtte heller ikke se MTV, fordi der optrådte halvt på- klædte mennesker. - Det var okay at gå i kirke hver søndag, men da de også ville have mig i søndagsskole, satte jeg grænsen. Vi fik en større diskussion, der endte med, at jeg blev fritaget. - Men det var også meget lærerigt at være i USA. De har nogle fede skoler med masser af kreative fag. Når man havde sangundervisning, var det ikke med en lærer, der sad og spillede guitar. Nej, det var med rigtig stemmet- ræning. Der var også et big band og masser af små jazz- grupper, hvor man kunne fol- de sig ud. Selv om jeg allere- de på det tidspunkt var be- gyndt at synge og optræde, var det en meget inspirerende Af: Christian Schultz-Lorentzen tid, fortæller Nukåka, der ellers som helhed ikke lod sig bjergtage af den amerikanske livsstil. - Jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg er glad for ikke at være amerikaner. De sætter pris på helt andre værdier. Deres madvaner, for eksem- pel. Det hele skal gå hurtigt og være nemt. Næsten al min mad blev lavet i mikrobølge- ovn. Amerikanerne har ikke altid øje for kvalitet. Nåede til klarhed i fysiktimen Efter det amerikanske eventyr blev kursen igen sat mod Nuuk, hvor Nukåka skulle starte i gymnasiet. Det blev imidlertid en meget kort kar- riere som gymnasieelev. Alle- rede efter den første fysiktime fandt Nukåka ud af, at det vist ikke lige var hende. I stedet brugte hun sin ener- gi på forskellig optræden og bands som blandt andre New Simik. Og ikke mindst i op- starten af AG’s Radio Nuum- miunut, hvor hun arbejdede som studievært. Men efter et år i hjemlandet var det igen tid til nye udfordringer. De mange musik- og dramasko- ler i Danmark trak, og som 19-årig tog hun udfordringen op og rejste til København. - Det var en meget speciel oplevelse at komme til Kø- benhavn. Jeg havde kun været hernede på ferier, og i starten var jeg meget fascineret af træerne. At de sådan sprang ud og så visnede. Jeg havde ganske vist også oplevet det i USA, men det var først i Dan- mark, jeg fæstnede mig ved det i den grad. Nukåka Motzfeldt pinniitsuunngisaannarsimavoq. Aana ataatsimik ukioqarluni Danmarkimi. Nukåka Motzfeldt har aldrig været særlig grim. Her er hun ét år, i Danhiark. Angajuni Uummannami inuuissiortoq erinarsortartun ngortussaq qarlortaammik aliikkusersuisoq. Ved sin storesøsters fødselsdag i Uummannaq underholdt den vordende sanger med blokfløjtespil. Nukåka Uummannami pikisimasoq, ilaquttanilu Nuummut nuuleramik qimakkusunngikkaluagaa. Nukåka i fuld udrustning i Uummannaq, som hun kun nødigt forlod, da familien tog til Nuuk ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ/PRIVATFOTO

x

Atuagagdliutit

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.