Atuagagdliutit - 04.06.1998, Qupperneq 18

18 • TORSDAG 4. JUNI 1998_______q ATUAGAGDI^TIT
ET STJERNEFRØ I GIFTERMÅL PA
GÆSTEOPTRÆDEN I GRØNLAND
Sangerinden og skuespilleren Nukåka Motzfeldt
har medvind i kærlighed og arbejde
- Jeg snakker meget med min
familie. Begge mine søstre
har boet i Danmark. Nina, der
er i lære som skrædder, bor
her stadig, og min forældre
kommer også rimeligt tit her-
ned. Derfor er savnet ikke så
stort.
- Men jeg vil frygtelig ger-
ne til Grønland i længere tid.
De senere år har jeg kun
været der i forbindelse med
arbejde. Det er altid lidt hek-
tisk. Men til jul tager jeg hjem
i en længere periode.
Den 27-årige sangerinde og
skuespiller Nukåka, der er
vokset op i Uummannaq og
Nuuk, sidder i den store, røde
lænestol i stuen i lejligheden
på Nordlands vej på Amager.
Hun kryber op i den som en
kat med knæene under hagen,
og de røde kirsebær er sat
inden for rækkevidde på det
kvadratiske stuebord. Bag
hende - i den tilstødende stue
med de brede plankegulve -
står en mægtig skænk med
billeder af familien på
væggen ovenover.
I det hele taget er der noget
smidigt og katteagtigt over
Nukåkas bevægelser. Hun
opfatter sig også som et
meget fysisk menneske. Der
er en rød tråd fra den gang,
hun spillede håndbold i Grøn-
land og i øvrigt tabte 11-16 i
finalen om mesterskabet, til
forsøg med mavedans og afri-
kansk dans i København.
Til gengæld er der noget
gennemsigtigt ved hendes
ansigt, hvor solbrillerne er
skubbet op i det sorte hår med
den lille hestehale. En
følsomhed og feminim mild-
hed, der står i forunderlig
kontrast til hendes kraftfulde
personlighed på scenen.
Ikke mindst i den musik-
dramatiske forestilling Inuit
Barok Chok, der netop er ble-
vet opført i Kulturhuset i
Nuuk. Teaterforestillingen fik
i de danske dagblade en hård
medfart af anmelderne, men
den har været en personlig
succes for Nukåka. Hendes
sangstemme og dramatiske
kropssprog har ætset sig ind i
erindringen hos såvel anmel-
dere som publikum. Her er et
naturtalent, hvis potentiale
rækker langt ud over den
grønlandsk/danske scenekant.
En personlighed, hvor den
grønlandske baggrund lyser
som solglimt gennem en usle-
ben diamant.
Kærligheden
Og solstråler er der masser af
i Nukåkas liv netop nu. Lej-
ligheden, der for en stor del er
indrettet med møbler indkøbt
på københavnske loppemar-
keder, deler hun med sin
kæreste gennem det sidste
halvandet år Nikolaj Coster
Waldau. Han betegnes som
en af de største danske film-
skuespillere, efter han slog
igennem i Ole Bornedals
gyser Nattevagten. Og ja: de
skal giftes. Og nej: hun er
ikke gravid. Det er brænden-
de kærlighed.
Nukåka og Nikolaj nøjes
dog ikke kun med kærlige
favntag i de private rammer.
De spiller også sammen i den
danske film Vildspor, der net-
op har haft premiere.
- Nogen siger, at det kan
være frygteligt at arbejde
sammen med sin kæreste. For
os var det virkeligt godt.
Meget lærerigt. Men omgi-
NUKÅKA MOTZFELDT
velseme var også fantastiske.
Filmoptagelserne foregik jo i
Island.
Nukåkas liv startede ellers
ikke i et spotlys. De første 13
år voksede hun op i Uum-
mannaq hos sin mor Vivi og
faderen Josef Tuusi Motz-
feldt, der den gang var skole-
inspektør. For Nukåka,
søstrene Maja og Nina og lil-
lebroderen Peter var det en
overskuelig og tryg verden.
En verden, der inkluderede
tyve slædehunde og masser af
fiskeri og jagt.
Årstiderne
- Jeg husker især årstidernes
skiften. Ikke mindst når solen
kom frem i februar.
- Men årstidernes skift er i
det hele taget så tydelige i
Grønland. Blandt andet fordi
der i flere måneder ikke kom
skibe. Vårene tyndede ud på
hylderne, ja til sidst var der
nærmest ikke noget. Selv den
langtidsholdbare mælk slap
op, og så stod den på pulver-
mælk.
- Derfor var det en kæmpe-
begivenhed, når det første
skib kom. Ja, som juleaften.
Pludselig kunne vi købe
æbler, is og andre gode sager.
Vi havde mavepine flere
dage, fortæller Nukåka og
smiler indtagende og natur-
ligt, mens hun nipper til kirse-
bærrene.
Det var også i familiehuset
i Uummannaq, at Nukåka
begyndte at synge og spille.
- Jeg havde et plasticorgel,
der kunne spille rytmer og
sådan noget. Jeg prøvede og-
så alle de instrumenter, jeg
ellers kunne komme i nærhe-
den af. Og de drenge, der
kunne spille guitar, forelske-
de jeg mig hurtigt i. Så kunne
vi jo spille sammen, fortæller
Nukåka, der som 13-årig måt-
te følge den øvrige familie til
Nuuk, da faderen blev valgt
til Landstinget.
- Men jeg drømmer tit om
Uummannaq. Det er altid
noget om enten skolen eller
vores hus. Jeg har ikke været
deroppe, siden familien flyt-
tede derfra. Man siger, at
byen er blevet meget større.
Jeg vil frygtelig gerne derop,
og det kommer jeg nok også,
selv om det er ret dyrt.
Afskeden med Uumman-
naq blev næsten lige så trist
som begyndelsen på den nye
tilværelse i Nuuk. Nukåka har
aldrig grædt så meget, som da
hun rejste fra Uummannaq,
og den grønlandske hoved-
stad Nuuk forekom hende at
være en faretruende kæmpe-
by. Hun turde ikke gå ud om
aftenen. Hun var bange for at
fare vild.
Fra Nuuk til USA
Men grænser brydes. Ikke
mindst når man er teenager.
Langsomt vænnede Nukåka
sig til Nuuk og kastede sig
med livsappetit over de man-
ge nye muligheder. Ikke
mindst sangen og musikken.
Efter folkeskolen følte hun
trang til at se endnu mere af
verden, og udlængslen blev
omsat til et år i huset hos en
familie i USA. Det viste sig at
være ikke helt uproblematisk.
Selv om Nukåka var indstillet
på at glide ind i familien, var
der forskellige opfattelser af
normerne.
- Moderen var meget reli-
giøs, hvad der er fint nok,
men jeg var vant til at måtte
gøre mange flere ting. Det var
som pludselig at blive tre-fire
år yngre. Min dør måtte hver-
ken være lukket, når jeg sov
eller havde venner på besøg.
Jeg måtte heller ikke se MTV,
fordi der optrådte halvt på-
klædte mennesker.
- Det var okay at gå i kirke
hver søndag, men da de også
ville have mig i søndagsskole,
satte jeg grænsen. Vi fik en
større diskussion, der endte
med, at jeg blev fritaget.
- Men det var også meget
lærerigt at være i USA. De
har nogle fede skoler med
masser af kreative fag. Når
man havde sangundervisning,
var det ikke med en lærer, der
sad og spillede guitar. Nej,
det var med rigtig stemmet-
ræning. Der var også et big
band og masser af små jazz-
grupper, hvor man kunne fol-
de sig ud. Selv om jeg allere-
de på det tidspunkt var be-
gyndt at synge og optræde,
var det en meget inspirerende
Af: Christian
Schultz-Lorentzen
tid, fortæller Nukåka, der
ellers som helhed ikke lod sig
bjergtage af den amerikanske
livsstil.
- Jeg fandt i hvert fald ud
af, at jeg er glad for ikke at
være amerikaner. De sætter
pris på helt andre værdier.
Deres madvaner, for eksem-
pel. Det hele skal gå hurtigt
og være nemt. Næsten al min
mad blev lavet i mikrobølge-
ovn. Amerikanerne har ikke
altid øje for kvalitet.
Nåede til klarhed i
fysiktimen
Efter det amerikanske eventyr
blev kursen igen sat mod
Nuuk, hvor Nukåka skulle
starte i gymnasiet. Det blev
imidlertid en meget kort kar-
riere som gymnasieelev. Alle-
rede efter den første fysiktime
fandt Nukåka ud af, at det vist
ikke lige var hende.
I stedet brugte hun sin ener-
gi på forskellig optræden og
bands som blandt andre New
Simik. Og ikke mindst i op-
starten af AG’s Radio Nuum-
miunut, hvor hun arbejdede
som studievært. Men efter et
år i hjemlandet var det igen
tid til nye udfordringer. De
mange musik- og dramasko-
ler i Danmark trak, og som
19-årig tog hun udfordringen
op og rejste til København.
- Det var en meget speciel
oplevelse at komme til Kø-
benhavn. Jeg havde kun været
hernede på ferier, og i starten
var jeg meget fascineret af
træerne. At de sådan sprang
ud og så visnede. Jeg havde
ganske vist også oplevet det i
USA, men det var først i Dan-
mark, jeg fæstnede mig ved
det i den grad.
Nukåka Motzfeldt pinniitsuunngisaannarsimavoq.
Aana ataatsimik ukioqarluni Danmarkimi.
Nukåka Motzfeldt har aldrig været særlig grim.
Her er hun ét år, i Danhiark.
Angajuni Uummannami inuuissiortoq erinarsortartun
ngortussaq qarlortaammik aliikkusersuisoq.
Ved sin storesøsters fødselsdag i Uummannaq underholdt
den vordende sanger med blokfløjtespil.
Nukåka Uummannami pikisimasoq, ilaquttanilu
Nuummut nuuleramik qimakkusunngikkaluagaa.
Nukåka i fuld udrustning i Uummannaq, som hun kun
nødigt forlod, da familien tog til Nuuk
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ/PRIVATFOTO