Atuagagdliutit - 21.01.1999, Qupperneq 18

18 • TORSDAG 19. DECEMBER 1998
ATU AG AG DU UTIT
indremissionsk holdning, og
alle tegn i stjerner og måne
tydede på, at Jens skulle bli-
ve landmand.
- Som 16-årig kom jeg ud
at tjene som landmandskarl
ved gårdene. Sammen med
min bror skiftedes vi til at
passe vores egen gård. Men
en dag i 1935, hvor alle sov
middagsøvn, tænkte jeg, at
jeg egentlig havde lært for
lidt.
Jeg havde kun gået i folke-
skole, og fortalte mine foræl-
dre, at jeg gerne ville have en
realeksamen. De støttede
mig. Ikke mindst min mor,
der gerne ville have, at jeg
blev præst.
- Jeg søgte ind på Hadsund
Realskole, men her mente
rektoren, at jeg havde lært
for lidt til at starte i 8. klasse.
Men hvis jeg fik lavet en
aftale med matematiklæren
og sproglæreren om ekstra-
undervisning, var det i orden.
Og sådan blev det. Mod en
betaling på en gås til jul, ind-
villigede begge lærere i at
give mig ekstraundervisning,
fortæller Jens Fynbo, der var
noget ældre end sine klasse-
kammerater, og derfor i den
anseelige alder af 16 år fik
øgenavnet “bedstefar”.
Efter en veloverstået real-
eksamen forsøgte han at ind-
fri sin mors ønske om at bli-
ve præst. Men han manglede
penge til studierne. I stedet
søgte han ind i Grønlands
Styrelse. Tanken var, at til-
bringe fem år i Grønland og
så vende hjem og overtage
gården.
En hjælpende hånd
Men Grønlands Styrelse ville
ikke have Jens Fynbo. Han
var 25 år, og Styrelsen ville
ikke tage ansvaret for hans
ansættelse. Hans “høje” alder
betød, at han ikke ville kunne
leve af den pension, han til
sin tid ville få udbetalt, men-
te Styrelse.
Men til Grønland kom han.
Efter en cykeltur i Tyskland
med en jævnaldrende kam-
merat, kom vennens far, en
sagfører, ham til undsætning.
Det skete, da han efterføl-
gende afregnede nogle udgif-
ter fra ferien på advokatens
kontor.
- Da vi var færdige med
regnskabet, spurgte han mig,
hvad jeg så skulle lave. Jeg
fortalte, at jeg gerne ville til
Grønland, men havde fået
afslag på grund af min alder.
Så bad han mig vente et øje-
blik. Lidt efter kom han til-
bage med et brev, som jeg
skulle overbringe Daugaard
Jensen, der tilfældigvis boe-
de på Postgården i nærheden.
- Jeg ved stadig ikke, hvad
der stod i brevet, men enden
blev, at Daugaard Jensen
accepterede min ansøgning,
såfremt jeg underskrev et
dokument, hvor jeg selv
påtog mig ansvaret for min
pension, fortæller Jens Fyn-
bo.
Efter to års volontørtjene-
ste ved Grønlands Styrelses
domicil i Strandgade i
København, blev Jens Fynbo
den 1. september 1938 kaldt
ind til fungerende direktør
Oldendow, der meddelte, at
han skulle afrejse med S/S
Hans Egede den 10. septem-
ber.
Til Grønland
Hans Egede lagde fra i
Trangraven den 10. septem-
ber og via Julianehåb, Ege-
desminde, Godhavn, Uma-
nak, Marmorlik og Jakobs-
havn ankom Jens Fynbo den
11. oktober til Ritenbek som
assistent på prøve og blev
modtaget af kolonibestyrer
V.B.K. Nicolaisen. Grøn-
lands-eventyret kunne for
alvor tage sin begyndelse.
På grund af de trange
boligforhold kom hans vor-
dende brud Elisabeth først til
Grønland i 1939, og den 16.
maj samme år blev de gift i
Ritenbek. Kort efter brød kri-
gen ud, og det betød en stor
omvæltning med varemodta-
gelsen i Grønland.
- Så længe varerne kom fra
Danmark var alt nøjagtigt
opført på manifest - både
kvantum, pris og antal enhe-
der, og skibenes besætninger
hjalp til ved losningen. Nu
kom skibene og ankrede op,
hvorefter vi selv måtte finde
ud af, hvem der kunne betje-
ne spil, være lugemand med
86-årige Jens Fynbo er still going strong
Af: Christian
Schultz-Lorentzen
86 år og far til fire børn, 12
børnebørn og indtil videre 8
oldebørn. Jo, der er livskraft i
generne hos Jens Fynbo, der
gennem 44 år var tilknyttet
Grønlands Styrelse, hvor han
sluttede sin karriere som dir-
ketør for KGH.
Det er efterhånden en del
år siden, at den nu 86-årige
Jens Fynbo sidst besøgte
Grønland, men erindringen
er stadig knivskarp.
- Jeg glemmer dog til sta-
dighed mere af det grønland-
ske sprog. Det er irriterende.
Men sådan er det jo, når
sproget ikke holdes ved lige,
siger Jens Fynbo.
Mens sprogfærdighederne
langsomt fortoner sig, vidner
lejligheden i Værløse tyde-
ligt om de mange års tilknyt-
ning til Grønland. Alle
værelser i den rummelige lej-
lighed er udstyret med male-
rier, kunstgenstande eller
fotografier fra Jens og hans
83-årige hustru Elisabeths tid
i Grønland. “Grønskollin-
gen”, som han kærligt omta-
ler hende.
Den personlige kontakt til
Grønland er med årene skru-
et på lavblus. Men ilden er
ikke slukket. På skænken står
et julekort fra landsstyrefor-
mand Jonathan Motzfeldt,
der mellem jul og nytår også
fandt tid til en opringning.
- Første gang jeg mødte
Jonathan var til arveprins
Knuds 70 års fødselsdag i
Qaqortoq. Jonathan var lige
kommet tilbage til Grønland
og skulle holde gudstjene-
sten. Siden fik vi meget med
hinanden at gøre. Vi kunne
være uenige, men der var
altid tale om konstruktive
diskussioner, der samtidig
styrkede vort private ven-
skab, fortæller Jens Fynbo.
Det er med begejstring,
han denne formiddag fortæl-
ler om sit liv i det nordlige.
Det blå slips matcher den
lyseblå skjorte. Nøjagtig,
som latteren indgår som en
naturlig del af hans person-
lighed. Og så besidder han en
sejhed, der falder i tråd med
tilbøjeligheden til at bagatel-
lisere egne bedrifter. Et træk,
der bl. a. slår igennem, da jeg
spørger, hvordan han fik
skamferet sin højre pegefin-
ger, hvor neglen er væk.
- Nårh, det skete, da jeg
var 18 år. Jeg var ved at male
kom, da jeg blev nødt til at
rense maskinen for rester.
Men den var ikke helt stop-
pet, og så gik det galt.
Lægen blev tilkaldt, og han
klippede fingeren til. Det var
lidt ubehageligt, men hvad
pokker...
Landmandsliv
Jens Fynbo voksede op på en
gård øst for Mariager sam-
men med sin bror og søster.
Hjemmet var domineret af en
Jens Elisabeth-ilu ernutaasa tamarmik Kalaallit Nunaat
tikeraarsimavaat. Uani assimi meeqqat qiimaqisut
qimmiaqqanik pinnguaqateqarput.
Alle børnebørnene har været på besøg hos Jens og Elisa-
beth i Grønland. Her ses et kuld unger i kåd leg sammen
med et kuld hvalpe.
Jens Fynbo, arveprins Knud-ip 70-iliinera Kangerlussuarmi nalliuttorsiutigineqarmat.
Jens Fynbo ved arveprins Knuds 70-års fødselsdag, der blev holdt i Kangerlussuaq.
LANDMANDEN DER ENDTE
SOM DIREKTØR FOR KGH
JENS FYNBO
videre. Når skibet var losset,
kunne vi gå i gang med at
eftergå skibspapirerne, finde
regningerne frem fra de ame-
rikanske firmaer, omregne
fra dollars til kroner, og der-
efter kontrollere hele lasten.
Mandskabsforøgelse?
Der kom i løbet af de fem år
en fungerende assistent til
Grønland fra skoleskibet
Danmark. Vi lærte at lade
være med at se på uret, for-
tæller jens Fynbo, der i 1943
blev flyttet til Ilulissat, hvor
Aage Knudsen var kolonibe-
styrer og Øster Jørgensen
næstkommanderende. Der
lærte Jens at forestå behand-
lingen af hellefisk og torsk,
og det var den ideelle plads
for at køre med hundeslæde.
- En stor oplevelse var det
hvert år for mig at køre til
Rodebay, Ata, Ritenbenk,
Qeqertaq og Saqqaq på
inspektionsrejse - foretage
optælling og udfærdige regn-
skaber på stedet - og så vide-
re til næste plads.
- Gennemsnits-opholdet
pr. udsted var to døgn. 40
timers arbejdsugen eller 11
timers reglen vare endnu
ikke opfundet.
Efter krigen blev Jens Fyn-
bo overflyttet til Qeqertarsu-
aq som fungerende kolonibe-
styrer og sysselmand.
- Det betød, at vi ikke kom
hjem til Danmark lige med
det samme, men min kone
indvilligede i opholdet på
den betingelse, at vi fik en
lærerinde til børnene og en
levende gris med til Qeqer-
tarsuaq, for vi havde ikke
fået samlet fugle til henkog-
ning eller lignende.
- Vi fik vore ønsker
opfyldt, og heldigvis viste
det sig sig, at der var betyde-
lige hvalrosfangster i Disko-
bugten den følgende vinter,
så vi fik masser af frisk kød.
Først den 31. juni 1947
genså Fynbo-familien igen
Danmark. Jens turde ikke
vende tilbage til landbruget
på grund af udviklingen, og
fik i stedet ansættelse i Grøn-
lands Styrelse. Først i ind-
købsafdelingen, senere grøn-
landske regnskaber i Grøn-
landsdepartementet, hvorfra
A.W. Nielsen hentede Jens
Fynbo i 1952, og i 1953 blev
han fuldmægtig i trafikafde-
lingen.
De følgende år blev Jens
Fynbo en mere og mere cen-
tral skikkelse i Grønlands
Styrelse og var med til at
præge udviklingen i Grøn-
land på flere felter. Men som
Jens Fynbo, der sluttede sin
karriere med fem travle år
som direktør for KGH, selv
siger:
Enestående