Atuagagdliutit - 08.04.1999, Blaðsíða 12

12 • TORSDAG 8. APRIL 1999
ATUAGAGDLIUTIT
Qimrnip nuimasup, Huppur Jonathansson-ip, ilagai Niels-
Henrik Lynge aamma Juuntaaq Narsarsuanni 1995-imi.
Qimmeq akusaq Nuummeersoq. Amaa ateqarpoq Nitunit
Karlsdottir. Angutaa kinaanersoq ilisimaneqanngilaq.
j _nj j_j_r_r
KRISTJANA MOTZFELDT
have, at jeg fik forbedret min
skrift ved privatundervis-
ning, men det nægtede jeg
simpelthen, griner Kristjana
og tilføjer hurtigt: Men det
fortryder jeg i dag.
Kristjana afsluttede sin
skolegang med et fire-årigt
gymnasieforløb i Akureyri i
Nordisland. Et ophold, hun
selv finansierede for de pen-
ge, hun tjente ved at arbejde
på fiskefabrikken Isbjørnen
ved Seltjarnarnæsset i nær-
heden af Reykjavik i som-
merferierne.
Gymnasietiden fandt sted i
slutningen af 1960-erne, hvor
en ny ungdomskultur satte sit
præg overalt i verden. En
cocktail, der passede fint til
Kristjanas temperament.
- Ligesom alle andre unge
prøvede vi alt muligt. Det var
en meget politisk tid, og jeg
husker, hvordan vi engang
boykottede en eksamen i is-
landsk, fordi den blev annon-
ceret med kun en dags varsel.
Det ville vi ikke finde os i.
Vi ville ikke pr. automatik
bøje os for autoriteterne, for-
tæller Kristjana, der somme-
ren efter studentereksamen
arbejdede i sin mors ven-
indes kiosk. Herefter kørte
hun i en lejet Ford Granada
fra Amager Europa rundt
med fire veninder. Hun hav-
de da selv kun været i udlan-
det en enkelt gang. Nemlig i
England, hvor hun havde
betalt rejsen med sine konfir-
hvor hun blandt andet arbej-
der med vegetationskortlæg-
ning. Men hun er ikke kom-
met nemt til tingene. Fade-
ren, der var skipper på en
sildebåd, voksede op i Vest-
fjordene, mens moderen er
tredje generation fra Rey-
kjavik. Selv om hun beskri-
ver sin opvækst med sine to
brødre og søster i Island som
tryg, er der alle dage blevet
arbejdet hårdt for at skaffe
sig en tilværelse.
Tidlig arbejdsstart
Brødrene kom allerede ud at
tjene på gårdene som syv-
årige, mens Kristjana først
blev sendt på landet som 12-
årig - ud på en gård i Vest-
fjordene om sommeren. Her
håndmalkede hun blandt
andet to køer i hvert mål - det
vil sige to gange om dagen.
Ellers blev det til husligt
arbejde, når man undtager
høstarbejdet, hvor der stadig-
væk blev brugt heste til at
transportere den tørrede af-
grøde i laden.
Men faktisk debuterede
Kristjana allerede som seks-
årig med lønnet arbejde.
-Det gik ud på at bespise
vilde katte med madsrester
om vinteren. For 10 kroner
om ugen hjalp jeg også vores
nabo, en 80-årig gammel
dame, der havde svært ved at
gå. Babysitning var der også
meget af, husker Kristjana,
der fra 13-års alderen be-
gyndte at tage arbejde på
fiskefabrikkerne om somme-
ren.
- Den første sommer skul-
le jeg med en pincette udtage
tarme på hummere. Det var
utænkeligt selv at spise den-
ne luksus. Jeg smagte for
eksempel først rejer som 16-
årig. Krabber, sild og torsk
spiste vi ikke, men vi fik fisk
- kuller - fem gange om ugen
tilberedt efter min mors tra-
ditionelle opskrifter. Ugens
mest eftertragtede måltid var
om søndagen efter guds-
tjenesten, hvor menuen stod
på stegt lammekød, brun
sovs, grønne ærter, rødkål og
brunede kartoftler.
- Og syltetøj! Af enten
sorte- eller blåbær.
- Blåmuslinger lærte jeg
først at spise i Frankrig, og
jeg husker, hvordan vi en-
gang efter endt feltarbejde i
Vatnahverfi i sommeren
1977 kom vi ned til stranden
ved Eqaluit. Vi var dødtrætte
af rugbrød, ost, spegepølser,
marmelade og friskfangede
ørreder. Så vi islændinge
samlede blåmuslinger i en 10
liters spand, og meddelte
vore grønlandske kolleger, at
det var netop i de måneder
man uden risiko kunne spise
dem. Heldigvis kom ingen til
skade, for to dage senere fik
vi under en middag hos
pastor Jonathan Motzfeldt og
hans kone Margit at vide, at
nogle turister i Sydgrønland
var døde af at spise muslin-
ger om sommeren, fortæller
Kristjana.
Skole og boykot
At Kristjana var et kvikt
hoved, må have stået foræl-
drene klart tidligt. Som den
eneste blev hun sendt direkte
i folkeskolen, mens hendes
brødre først var startet i en
privatskole, fordi hendes mor
ønskede, at de skulle kunne
læse uden fejl ved folke-
skolens begyndelse.
- Jeg har aldrig haft proble-
mer i skolen. Måske lige
bortset fra min skrift, som
lærerne klagede over. Det
gik min mor på, så hun ville
Kristjana har hele livet været vant til at tage fat
havets mor. En pakke rød
Prince ligger inden for ræk-
kevide, der er kaffe i hendes
kop, og man fornemmer, at
Kristjana har en medfødt sel-
skabelig og udadvendt natur.
Hun er klar til at tale i time-
vis, og det er ikke helt nemt
at styre interviewet. Man
mærker det er en viljestærk
kvinde, som er vant til at
træffe beslutninger. På sin
egen måde en karriere-
kvinde, der har begge ben
solidt placeret i mulden og
samtidig let til grinet.
Dagen i forvejen var
Jonathan og Kristjana til
gallamiddag med den syd-
afrikanske regeringsleder
Nelson Mandela. En ufor-
glemmelig oplevelse, der
fuldstændig overskyggede, at
EU-kommissionen gik af
samme aften, siger Kristjana.
Alligevel er det ikke den
oplevelse, der ligger på læ-
ben. Det er den lidet charme-
rende møde med den danske
fiskekultur.
For to dage siden bestilte
hun tre torskehoveder hos en
københavnsk fiskehandler,
men da hun dukkede op, var
der ingen torskehoveder.
Men hun kunne prøve i næste
uge, lød beskeden fra fiske-
handleren. Og sandt er det, at
torskehoveder ikke umiddel-
bart er til at opdrive i Køben-
havn, hvor fiskehandlerne
som regel også står til
dumpekarakter, når levneds-
middelkontrollen kigger for-
bi. Det delikate fiskekød
værdsættes ikke dernede, og
derfor ryger torskehovderne
som oftest i havet, fortalte
fiskekonen udenfor Chris-
tiansborg engang til Kristja-
na.
Kristjana er i dag ansat ved
Grønlands Naturinstitut,
-Jeg har truffet to gode be-
slutninger i mit liv. Den ene
var, da jeg sagde ja til Jo-
nathan. Den anden da jeg i
1968 valgte at gå i gymnasiet
ude på landet i Akureyri, i
stedet for i Reykjavik, hvor
jeg ellers er født og opvok-
set, siger 48-årige Kristjana,
der den 9. august 1992 blev
gift med Jonathan i Hvalsø
Kirkes ruin i Sydgrønland.
Hun har på tætteste hold
oplevet Jonathans liv de sid-
ste 10 år. Opture og nedture
med politiker-præsten, der
frem for nogen har domine-
ret den politiske scene i nye-
re grønlandsk historie. Om
kampen mod alkoholen, der
kunne have kuldsejlet hans
tilværelse.
- Det er jo vores privatliv.
Men jeg var aldrig i tvivl om,
at han ville holde op med at
drikke. Spørgsmålet var blot
hvordan, og han gjorde det
rigtige, da han gik i behand-
ling, siger Kristjana, og lader
reporteren forstå, at tættere
kommer vi ikke privatlivet
mellem hende og Jonathan.
Torskehoveder
AG møder Kristjana i Hjem-
mestyrets Danmarkskontor i
København. Den mørkeblå
sælskindspels er netop blevet
henvist til garderoben, og vi
sidder nu ved et lavt sofabord
i mødelokalet. På fingeren
funkler en grønlandsk ring
og om halsen en halskæde af
Af Chr. Schultz-Lorentzen
KØBENHAVN: - Jonathan
er et frihedens menneske, der
mener, man skal tage ansva-
ret for sit eget liv.
Sådan lyder skudsmålet af
landsstyreformand Jonathan
Motzfeldt, når Kristjana i få
ord skal sammenfatte, hvor-
dan det er at være gift med
den grønlandske regerings-
leder; om hvordan det er at
skulle dele livet med en
mand, hvor hustruens rolle i
offentligheden tit er af mere
anonym karakter, mens spot-
lyset uafladeligt fokuserer på
ægtefællen.
1972-imi ilinniarnertuun-
ngorlaaq. - Taamanikkut
nujalerisut eqqarsaatigine-
qameq ajorput, Kristjana
AG-mut nassuiaavoq.
Nystudent 1972. - Vi tænkte
ikke på frisøren dengang,
forklarer Kristjana til AG.
GRØNLANDS FØRSTEDAME 0
VED HVOR SKADET SKAL STA
Rigshunden, Huppur Jonathansson, sammen med Niels-
Henrik Lynge og Jonathan i Narsarsuaq i 1995. Klogt
gadekryds fra Nuuk. Moderen hed Nuunu Karlsdottir.
Faderen er ukendt.
Ilinniarnertuunngorniarfimmi atuartut nalliuttorsiortut
1. december 1971-imi, niviarsissallu tamarmik inuiaqatigiit
immikkoorutigalugit atisaannik atorput. Taamanikkut
Kristjanap siullermeerluni aanami atisai atorpai.
Skolefesten på gymnasiet 1. december 1971, hvor alle piger
skulle have nationaldragt på. Det var første gang, Kristjana
bar sin farmors dragt.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO