Atuagagdliutit - 08.04.1999, Blaðsíða 13

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 8. APRIL 1999 • 13
Igaliku Kujallermi 1977-imi Vatnahverfi-mut angalanissap aallartinnerani. Saamerlernit
takuneqarsinnaapput Gudmundur Gudjonsson, Einar Gislason, Kristjana, Lasse Bjerne
aamma Jørgen Jeremiassen.
Igaliku Kujalleq i starten af feltvandringen igennem Vatnahverfi 1977. Fra venstre ses
Gudmundur Gudjonsson, Einar Gislason, Kristjana, Lasse Bjerge og Jørgen Jeremiassen.
mationspenge. Men nu gjaldt
det det øvrige Europa
- I to måneder kørte vi
Europa tyndt. Rent bogstave-
ligt. Da vi afleverede bilen
udenfor vandrehjemmet på
Bellahøj troede biludlejeren
næsten ikke sine egne øjne.
Kilometertælleren viste, at vi
havde tilbagelagt 13.000 kilo-
meter. Så vi var virkelig på
farten, men nåede da at kom-
me tre gange i Stadsoperaen i
Wien, fortæller Kristjana,
som inspireret af rejsen over-
vejede en fremtid i turistbran-
chen. Det blev til et job i re-
ceptionen på et islandsk hotel,
men den boglige næring sav-
nede hun.
I 1973 rejste hun til Frank-
rig for at studere tysk, fransk
og litteratur ved universitetet
i Strasbourg. Efter et halv-
anden vinter vendte hun til-
bage til Island, hvor hun til-
meldte sig universitet og
fulgte lektionerne i svensk,
grønlandsk og geografi. Det
endte med en bachelorgrad.
Mødet med Grønland
I 1976 indtraf der imidlertid
en begivenhed, som både
professionelt og privat skulle
få stor betydning. Hun mødte
sin gamle biologilærer Ingvi
Thorsteinsson, som tilbød
hende et sommerjob med
kortlægning af vegetationen i
Island. Hun hoppede så at
sige fra receptionen til mar-
ken. Og her befandt hun sig
vel. Det blev dog til et enkelt
sidespring som lærer ved en
lille folkeskole med kun
14 børn fordelt på otte
klassetrin i Nordvestisland.
Herefter blev hun i 1979 an-
sat ved Landbrugets Forsk-
ningsinstitut i Island.
Jonathan Motzfeldt havde
i Landsrådet allerede arbej-
det nogle år med udviklings-
mulighederne for landbrug i
Grønland. Han havde været i
kontakt med det islandske
forskningsinstitut, fordi han
gerne ville have kortlagt
vegetationen i Grønland og
få beregnet bæredygtigheden
for vegetationen til fåre-
græsning.
- Det endte med et fem-
årigt projekt, hvor jeg deltog
som feltmedarbejder, og det
var her, jeg mødte Jonathan
første gang. Det var i Igaliku
i sommeren 1977, hvor han
kom op til landingspladsen,
netop som dyrelægen Char-
les Rose var i fuld gang med
at kastrere en hest. Senere -
efter en uges vandring fra
Igaliku Kujalleq igennem
Vatnahverfi til Eqaluit - blev
vi hentet fra Upemaviarsuk
og dagen efter inviteret til
middag hos Jonathan og
Margit.
I 1984 tog Kristjana for
første gang på vinterferie i
Sydgrønland og året efter,
sommeren 1985, rejste hun
med Disko op langs vest-
kysten til Upernavik og til-
bage til Qaqortoq.
Senere mødte hun Jo-
nathan igen. Det var ved
Fåreholderforeningens 75 års
jubilæum. Nu var Jonathan
blevet landsstyreformand og
fraskilt. En situation, der før-
te til et seriøst kærestefor-
hold, som efter to år blev
kronet med brylluppet i
Hvalsø Kirke.
Den gode respekt
- I starten havde vi kun en
vakantlejlighed i Nuuk, men
da vi opholdt os meget i Syd-
grønland, var det til at leve
med, fortæller Kristjana, der
fortsatte sit arbejde som kon-
sulent, indtil hun i 1995 blev
ansat ved Grønlands Natur-
institut.
Som islænding har hun en
god baggrund for at sam-
menligne udviklingen i de to
lande.
- Den har på mange måder
været den samme med fiske-
riet som det bærende er-
hverv. Men udviklingen er
på nogle felter gået hurtigere
i Grønland end i Island. Det
var i. Grønland jeg således
første gang så en fax og en
videomaskine, fortæller Kri-
stjana, som holder af det
grønlandske køkken. Men
det er ikke alt, hun får lov til
at tilberede. I køkkenet her-
sker der en særlig arbejds-
deling.
- Jeg tager mig af lam/får,
moskusokse, rensdyrkød og
lignende, mens Jonathan står
for tilberedningen af torsk,
sæl og fuglene: edderfugle,
islom, lomvier og rider. Ry-
per er undtagelsen. Det er
mit arbejdsområde, fortæller
Kristjana, som gør sig umage
for at holde tæt kontakt til sin
familie og i det hele taget
pleje de islandske rødder.
Men hjertet banker også hef-
tigt for Grønland.
- Det bedste træk ved den
grønlandske kultur er, at man
respekterer hinanden på
tværs af generationer, og at
man stadig kan udtrykke stor
glæde ved små ting, siger
Kristjana, som - hvis hun
skal karakterisere sit eget liv
- siger:
- Det er som et stort
puslespil.
9. august 1992-imi katinnermit assilisaq. Qaaqqusat 300-400-t nuannattorsuupput.
Bryllupsbillede 9. august 1992. Det var en ren folkefest med 300-400 gæster.
ASS./FOTO: KIRSTEN URSEN EGEDE NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO