Atuagagdliutit - 15.04.1999, Blaðsíða 14

14 • TORSDAG 15. APRIL 1999
ATUAGAGDLIUTIT
PANSERULKEN
VENDTE VINDEN
Man skal ikke kimse af gamle husgeråd
og traditioner
»Aqisseq« Jaakup ukioq naallugu angallatigisarpaa, isumaanullu naleqquttorujussuuvoq.
»Aqisseq« blev Jakobs helårsskøjte, en båd, der passer fint til hans temperament.
JAKOB POULSEN
Det var ikke nogen streng
skolemestertype, der gik
rundt oppe ved tavlen i Cen-
tralfagskolens navigations-
lokale i begyndelsen af
1970’ erne. Sammen med
Barselaj Ezekiassen gjorde
han landkrabber til søfolk
- så godt som det nu lader sig
gøre i et klasselokale. Her
har mange med Jakob Poul-
sens hjælp skaffet sig en
solid baggrund for at navi-
gere alt fra joller til store kut-
tere. Spændende og engage-
ret undervisning, hvor de
tyndslidte kort over Kattegat
føles både klamme og salte
af fantasiens skumsprøjt. Det
virkede lidt fjollet, at man
skulle »sejle« rundt på dan-
ske søkort for at lære naviga-
tion langs den grønlandske
vestkyst, men sådan var pen-
sum, og nu ved alle grøn-
landske skippere i alt fald,
hvor Fomæs fyr står.
Med Jakob som lærer var
det i øvrigt ligegyldigt, hvor
vi »sejlede«. Han gjorde
undervisningen nærværende
og fortalte ustandseligt epi-
soder fra sin tid som fisker,
og selvom vi skulle følge
Kongedybet på kortet og
tage højde for strømmen fra
Storebælt, så var det det
grønlandske vejr, de kolde
bølgers hårdhed, det pludse-
lige uvejr, skær og over-
isning, der lejredes i vor erin-
dring.
Som for eksempel den-
gang, vi snakkede vejr, milli-
bar og vindstyrker...
Om panserulken
Jakob fortalte om panser-
ulken, vejrfisken, der kunne
vise, hvor vinden blæste fra.
Dette lille »barometer« be-
står af en tørret panserulk,
der i størrelse kan minde om
en lille lodde. Som vejrfisk
arrangeres den dekorativt
med de store gældefinner
stående ud til siden, og hæn-
gende i en ganske tynd sene-
tråd (sytråd dur ikke), vil den
altid vende hovedet mod
vindretningen.
Med en søn på havet var
det klart, at Jakobs mor hav-
de en panserulk, og det skul-
le en dag vise sig, at hendes
ulk havde ganske særlig styr-
ke.
Det var i den periode, han
fiskede fra Sisimiut. En dag
lykkedes det ham at overtale
makkerne til at tage med til
Nuuk for en tid at fiske rejer
og indhandle til Godthåb
Fiskeindustri. Han syntes,
han burde være i nærheden af
moderen en periode, og da
han besøgte hende umiddel-
bart efter ankomsten til
Nuuk, lagde han mærke til, at
der var bundet en sytråd i
halen på panserulken, og at
den var fæstnet til en tegne-
stift på vinduesrammen. Pan-
serulken var hermed tvunget
til at holde snuden i én be-
stemt retning, i dette tilfælde
mod nord.
Da han spurgte moderen,
hvorfor hun havde gjort det,
forklarede hun, at det var for
at skaffe ham medvind hjem
fra Sisimiut, så han nåede
frem uden problemer.
Og vinden blæste virkelig
fra nord på hele rejsen syd-
over.
- Som den så ofte gør om
vinteren, slutter Jakob den
lille historie.
Han snyder med alderen
Jakob Poulsen blev født i
1936 og er altså 63 år. Det
skal man bare ikke lade sig
snyde af. Endnu har han ikke
været nødt til at købe ryper
på brættet eller af yngre ven-
ner, og døde rensdyr slæber
han rundt på som altid. Hel-
ler ikke hans rynker er af
nyere dato. Han har været
furet i mange år, sådan som
mennesker bliver det af pibe-
tobak og frisk luft. Og begge
dele har Jakob fået rigeligt
af.
Tre brødre var de i alt, men
man kan ikke påstå at Mor
Birgitte »sprøjtede dem ud«,
som Jakob udtrykker det.
Storebroderen var syv år, da
Jakob blev født, og døde året
efter af tuberkulose. Og da
lillebror Poul kom til, var
Jakob 15.
- Hvorfor hedder du Poul-
sen, når din mor hed Møller
og din lillebror hedder
Krohn.
- Ja, det kan godt lyde lidt
mærkeligt, indrømmer Ja-
kob. - Men sagen er, at min
mor kun var gift med sin
mand i et års tid, før han
omkom på en rypejagt ved
Qaqortoq, hvor familien den-
gang boede. Gabriel Møller,
som han hed, og Frederik
Nielsen var de to første grøn-
lændere, der blev lærer-
uddannet fra et dansk semi-
narium.
- Da Mor blev gravid efter
seks års enkestand, og jeg
blev født udenfor ægteskab,
modsatte præsten sig, at jeg
kom til at hedde Møller. Han
var bange for, at det ville be-
sudle hendes afdøde mands
gode navn, så jeg måtte lade
mig nøje med min mors pige-
navn, Poulsen. Det er jeg nu
også godt tilfreds med.
Og når Poul hedder Krohn,
er det blot, fordi hans far
hedder det samme.
I lære som tømrer
- Da jeg var barn, bestemte
forældrene alting, og min
mor ville have, jeg skulle
være tømrer. Fjorten år gam-
mel blev jeg derfor ansat ved
Asmussen og Weber, og her
lykkedes det mig at komme
for sent den første dag. Vi
troede, jeg skulle møde klok-
ken syv, men de startede
hver dag klokken seks. Fem-
ten timer efter - klokken ni
om aftenen - var det fyraften.
Den dag i dag vågner jeg tid-
ligt, og står som regel op
klokken fem.
- Er du så ikke flad om
aftenen?
- Jo, kommer det prompte.
Jakob Poulsen var det
første år med til at bygge det
gamle bageri, og han tilstår
blankt, at han følte sig lidt
gammel, da bygningen i
1980’eme blev fredet.
Et godt tilbud
Læretiden var en god tid. Det
var godt arbejde, og kamme-
raterne var der heller ikke
noget i vejen med. Men alli-
gevel blev den 15-årige
knægt slemt fristet, da lands-
høvding Lundsteen en dag
spurgte, om han kunne tænke
sig at fortsætte uddannelsen i
Danmark.
- Det kunne jeg bestemt,
fortæller Jakob, - og da jeg
en fredag kom hjem fra
arbejde, sagde min mor, at de
havde spurgt efter mig på
administrationen. Der fik jeg
så at vide, at nu var alt klar til
rejsen, og da jeg fortalte min
mor, at jeg skulle afsted alle-
rede om søndagen, sagde hun
bare: - Så får vi jo travlt\
- Det havde hun ret i, men
så snart jeg kom ombord, var
der tid nok. Rejsen med den
helt gamle »M/S Disko« va-
rede en måned, for først skul-
le vi op omkring Diskobug-
ten og dernæst til Ivittuut for
at tage last, og endelig gik
det sydover til det forjættede
land.
Nyt liv i nyt land
- I Danmark kom jeg i tøm-
rerlære hos Asmussen og
Weber, det selv samme fir-
ma, jeg havde arbejdet for i
Nuuk, men uddannelsesmyn-
dighederne ville ikke god-
skrive mit første år i Grøn-
land. Jeg havde jo ikke gået
på teknisk skole, og man var
bange for, at mit niveau var
for lavt i forhold til de dan-
ske lærlinge.
- Det viste sig dog, at min
ballast var ganske udmærket,
for jeg sprang uden videre 2.
klasse over på Teknisk Sko-
le. Den grønlandske folke-
skole kunne altså uden vide-
re opveje den danske - og
mere til. Og jeg vil ellers
ikke kalde mig selv dygtig i
skolen, siger Jakob med
overbevisning.
Efter svendebrevet blev
Jakob Poulsen i Danmark,
hvor han 21 år gammel blev
gift med Tove og fik et barn,
en lille pige, der måtte vente
med navnet, til familien kom
til Grønland.
- Min mor, der jo var gået
glip af brylluppet, insisterede
på at være med ved dåben, så
Susanne måtte vente med at
hedde Susanne og kom der-
for til Grønland som en stak-
kels lille hedning.
g Forinden havde Jakob
t været i Grønland på et par
| sommertogter som tømrer på
| blandt andet Station Nord,
a Thule og flere steder på Øst-
2 kysten.
g Det gav gode penge, fordi
1 man som sommermand ikke
^ fik egentlig løn under ophol-
det i Grønland. Først ved
»hjemkomsten« til Danmark
blev hele balladen udbetalt,
og det rakte jo ganske pænt.
- Men »festen« fik ende,
da fødestedskriteriet blev
indført, fortæller Jakob Poul-
sen. Selvom en del grønlæn-
dere fra andre faggrupper
blev udsendt til Grønland,
måtte håndværkerne finde sig
at vende hjem som lokale.
Selvstændig
- Derfor var der kun én ting
at gøre, nemlig at starte for
sig selv. Så efter et par år i
Nuuk flyttede vores lille
familie til Sisimiut, hvor jeg
startede en tømrerforretning
sammen med en fyr, der hed
Bent Pedersen. »Pedersen og
Poulsen« hed vi, men det fik
folk hurtigt døbt om til »Pis
og Papir«. Forretningen gik
nu godt nok, og det var ikke
på grund af den, at jeg blev
træt af min status som selv-
erhverver.
- Min hu stod bare ikke til
landjorden. Når jeg gik rundt
og byggede huse, var det jo,
fordi min mor havde bestemt
det. Min kompagnon var
godt klar over, hvor det bar
hen og blev da heller ikke
forbavset, da jeg efter tre år
som selvstændig mester - i
1963 eller 1964 - meddelte
ham, at nu syntes jeg, jeg
havde aftjent min »værne-
pligt«.
- Vi havde bygget reje-
fabrik for en fyr, der hed
Gøtsche - det var den, der
senere blev til »Sipineq« - og
han stod og manglede en
kompagnon til en stor reje-
kutter. Det var et tilbud, jeg
ikke kunne sige nej til, så jeg
afviklede tømrervirksomhe-
den og blev fisker og reder.
- Og det var som fisker, jeg
tog ned og besøgte min mor
dengang med panserulken.
- En anden gang, jeg
besøgte hende, så hun noget
klatøjet ud, og jeg spurgte
bekymret, om hun havde
sovet dårligt.
- Nej, egentlig ikke, svare-
de hun. - Men jeg har jo ikke
sovet så meget...
- Der var noget selvfølge-
ligt i hendes måde at sige det
på, og det forstod jeg ikke, så
jeg spurgte, hvorfor hun ikke
havde sovet ret meget.
- Jamen, du ved vel, at jeg
stillede uret tilbage klokken ét.
- Jeg blev nu klar over, at
hun havde stillet uret fra
sommertid til vintertid og
spurgte undrende, hvorfor
hun ikke havde gjort det
noget før og var fået i seng til
normal tid.
- Men hun sagde afvisen-
de: De sagde, vi skulle stille
uret klokken ét, og jeg stille-
de uret klokken ét!
- Vores forældres genera-
tion var undertiden så autori-
tetstro, at det grænsede til det
Jaaku, Qussummi illuaqqamik eqqaani pisamermisut igaartoq. Jakob i en typisk situation i røg og damp ved sin hytte i Qussuk.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO