Atuagagdliutit - 06.05.1999, Síða 15

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 6. MAJ 1999 • 15
USA-mi ilaquttat ilagalugit. Tunorlemit saamerlemit nr. 4-raavoq anaana Reubena, nr. 5-
iullunilu ataata Alex.
Sammen med familien i USA. Det er mor Reubena og far Alex, der står som nr. 4 og 5 fra
venstre i bageste række.
høj kvalitet. Jim underviste i
10 år i musik, men holdt så
en pause på ni år for på video
og CD at udvikle et grøn-
landsksproget musik-under-
visningsprogram. Da den
opgave var udført, blev han
igen knyttet til Ilinniarfis-
suaq.
- Det er klart, at jeg med
min uddannelsesmæssige
baggrund har mulighed for at
hjælpe mennesker med deres
musikalske udvikling. Jeg
har gjort mig umage for ikke
at dominere for meget. Skal
man lære noget og udvikle
sig, er det vigtigt, at man
ikke hæmmes af en mindre-
værdsfølelse, som man
naturligt får, når man møder
sin overmand på et hvilket
som helst område.
- Men her i vores kultur-
kreds er der slet ingen grund
til musikalsk mindreværds-
følelse. Her kan der skabes
en helt enestående og origi-
nal musikstil, som tager sit
udspring i sproget.
Musik og sprog hænger
nemlig sammen, og den ryt-
misk og lydmæsigt set helt
unikke opbygning af det
grønlandske sprog kan altså
føre til en egentlig grøn-
landsk eller inuitsk musik.
Nu er det grønlandske
sprog for Jim Milne ikke blot
grundlaget for en ny, natio-
nal musikstil i Grønland. Det
er også et sprog, man taler til
hinanden på.
- Og det har voldt mig sto-
re problemer, fortæller han i
fortsættelse af sidste uges
beretning.
- Det var mit absolutte for-
sæt, at jeg ville lære grøn-
landsk, men grammatikken
har været så vanskelig for
mig, at jeg på et tidspunkt
syntes, at jeg havde nået
grænsen for, hvad jeg kunne
lære.
Jeg har oplevet adskillige
nederlag i tidens løb. Engang
var jeg på Sømandshjemmet
her i Nuuk, hvor jeg troede
jeg på grønlandsk bestilte
franskbrød med spejlæg.
- Men ekspeditricen, der
havde spurgt, om jeg virkelig
mente, hvad jeg sagde, brag-
te mig kogte kartofler med
pebermyntegele. For ikke at
afsløre min fejltagelse - og af
ren og skær flovhed - spiste
jeg det hele.
- Jeg tror nok, hun fik lidt
dårlig samvittighed, for i den
kommende tid påtog hun sig
at undervise mig, hver gang
jeg kom. Hun allierede sig
med en kollega, der oversatte
til engelsk, og først når jeg
kunne afgive ordren korrekt
på grønlandsk, effektuerede
hun den.
Intalik
Det var ikke indbildning, da
Linda og Jim Milne følte sig
hjemme allerede ved ankom-
sten til Nuuk. De faldt til og
skabte sig en tilværelse, som
passede dem langt bedre, end
de havde turdet tro på.
I USA var det ikke lykke-
des dem at få børn. Og Jim
mener, det var fordi tilværel-
sen var for stressende. De
havde ikke den fornødne ro
over livet, og der var ikke
rimelig grobund for at sætte
et barn i verden.
Men efter nogle år i Grøn-
land - og efter i alt 13 års
ægteskab - blev Linda gra-
vid; Intalik kom til verden.
Det er en helt lys Intalik, som
ikke desto mindre er fra
Grønland med hud og hår.
Intalik, Linda og Jim Mil-
ne har en stor familie. Den
består af BahåT-samfundets
medlemmer, alle mennesker
som familien føler sig stærkt
knyttet til.
Jim Milnes liv skiftede
fuldstændigt kurs, da han
blev BahåT. Før den tid øve-
de han 8-10 timer hver dag
for at blive verdens største
pianist, og det var ikke nok.
Han begyndte at skære tæn-
der i søvne, voldsomt og lar-
mende, og har slidt tænderne
flade som en drøvtyggers.
Det er slut. Jim, Linda og
Intalik lever i den bedste har-
moni med sig selv og sam-
men med det samfund og de
mennesker, der omgiver
dem.
Dette er for mig en afspej-
ling af, hvad Bahå’u’llåh har
skrevet i bogen »Skjulte
Ord«:
Om du end ilede gennem
rummets uendelighed og rej-
ste over himlen i dens hele
udstrækning, ville du dog ik-
ke finde fred, undtagen i
lydighed med Vort bud og i
ydmyghed for Vort ansigt.
Jim Milnep qatanngutai Mike aamma Bob Kalaallit Nunaanni aavartut, USA-mi pisamermittut pisisseq qarsullu sakkugalugit.
Jim Milnes to brødre Mike og Bob på rensdyrjagt i Grønland, hvor de som hjemme i USA brugte bue og pil.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO