Atuagagdliutit - 20.05.1999, Blaðsíða 13

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 20. MAJ 1999 ■ 13
Ulloq atualeqqaarfik pingaarlidnnartauvoq. Una tassa
Ellen-ip ullormi tassani assinga.
Den første skoledag er naturligvis noget ganske særligt.
Her ses Ellen på dagen.
initiativ til det fysiske møde.
Men det var Ellen, der langt
tidligere havde kontaktet
ham. Det skete året efter,
hun som ni-årig var flyttet
med moderen og stedfade-
ren, der skulle videreuddan-
ne sig, til den jydske by Brej-
ning i 1981.
- Jeg havde set mit fars
navn i et brev, han havde
sendt til min mor. En dag gik
jeg ned på biblioteket og
fandt hans navn i en telefon-
bog fra Bornholm. Og så
begyndte jeg at skrive til
ham, fortæller Ellen, der
husker årene i Brejning som
en god tid. Hun fik masser af
venner og oplevede aldrig
nogen form for racediskrimi-
nation.
- Men selvfølgelig var det
en stor omvæltning. Jeg kun-
ne kun forstå lidt dansk, men
ikke tale det. Derfor fik jeg
specialundervisning i dansk.
16 timer om ugen, fortæller
Ellen, der kryber længere og
længere op i sofaen, efter-
hånden som stemmebåndet
får frit løb.
Opholdet i Danmark kom
til at vare i fire år. I 1986
flyttede hun med moderen
tilbage til Ikerasak, da for-
holdet til stedfaderen gik i
stykker.
- Jeg var ikke meget for at
flytte fra Danmark. Jeg var
faldet godt til, og jeg havde
aldrig fået lært at skrive og
læse grønlandsk i Danmark.
Det var enormt svært at kom-
me tilbage. Jeg var vant til at
kunne tage ind til en stor by.
Nu var jeg pludselig lukket
inde i en lille bygd. Der var
ellers god grund til at tage til
Ummannaq, men det var
langt og kostede en del pen-
ge-
Alligevel en gevinst
- Men jeg kunne ikke ændre
situationen, og på sin vis
viste det sig at være en stor
gevinst. Var vi ikke flyttet
tilbage til Grønland, havde
jeg nok fået problemer med
min identitet. Ikke fordi jeg
havde problemer i Danmark,
men når man bliver ældre,
begynder man i højere grad
at tænke over sine rødder.
Derfor var det godt, at vi
flyttede, selv om det var
hårdt, da det stod på, fortæl-
ler Ellen, der ikke mindst er
taknemmelig over for sin
»gamle« skolelærer i Ikera-
sak, Jørgen Benjaminsen, der
arrangerede aftenundervis-
ning i grønlandsk. Et initia-
tiv, der gav fuld valuta.
Ikerasak kunne dog ikke
indfri Ellens behov. På en
påskeferie hos mosteren i
Ummannaq besluttede hun
sig for at blive. Hun kom til-
bage til sin gamle klasse, der
nu var blevet til 9. klasse.
- Jeg håbede, at jeg kunne
genoplive det gamle venskab
igen, men afstanden var for
stor. Det havde sat sit præg,
at jeg var vokset op i to lande
og følte mig uden for. Der-
for bekom det mig godt, at
jeg efter sommerferien blev
rykket op i 11 .klasse, fortæl-
ler Ellen, der flyttede ind på
elevhjemmet og fik øje på
andre sider af tilværelsen.
Efter folkeskolen kom hun
på GU i Aasiaat. Egentlig
ville hun helst have været
sygeplejerske eller taget en
handel- og kontoruddannel-
se, men hendes studievejle-
der rådede hende - med bag-
grund i de gode karakterer -
til at gå på GU.
En trist periode
I 1989 døde moderen, og det
påvirkede Ellen så stærkt, al
hun søgte orlov fra GU. Det
lykkedes hende aldrig at gen-
optage studierne. Hun for-
søgte, men faldt aldrig til i
den nye klasse.
-Jeg havde det ikke godt
med mig selv, og det gik ud
Ellen ajanilu Katrine, tassungalu atalluinnartutut Ellen med sin moster Katrine, som altid har været særligt
misigiuarsimavoq. knyttet til.
over interessen for skolear-
bejdet. Jeg følte mig rodløs
efter, at jeg havde mistet min
mor. Jeg havde heller ingen
stedfar og alle mine søsken-
de var rejst til Danmark. Jeg
havde dog min søns far, som
jeg mødte på GU i 1989 og
blev gift med i 1991.
- Fandt du så trygheden
der?
- Mere eller mindre. Der
var vold.
- Slog han dig?
- Ja.
- Har du nogensinde meldt
det til politiet?
-Nej.
- Hvorfor?
- Jeg har aldrig snakket om
det officelt før, men jeg troe-
de, vi kunne redde stumper-
ne. At vi med tiden kunne få
bearbejdet problemerne. Jeg
ville beskytte forholdet, men
jeg vidste heller ikke, hvor
jeg skulle gå hen, hvis jeg
forlod ham. Da jeg selv er
vokset op uden en far, var det
meget vigtigt for mig, at min
søn ikke skulle opleve det
samme, siger Ellen, der i
1994 fik nok og forlod sin
ægtemand for at slippe fri af
volden bag de fire vægge.
Nye tider i Nuuk
I mellemtiden var Ellen Kri-
stensen - bortset fra en er
periode som butiksassistent i
Brugsen - startet på handels-
og kontorudannelsen hos
Tele. Da man midt i hendes
praktikperiode lukkede regn-
skabsafdelingen i Aasiaat,
fik hun tilbud om at fuldføre
uddannelsen i Nuuk - og slog
til. Men heller ikke dette
skift var nemt.
- Der gik en måned før jeg
fik lov til at tage min søn
med. Det var en meget hård
periode rent psykisk. Jeg
havde oplevet min mors
dødsfald, og nu risikerede
jeg måske at miste min søn.
Vi har altid været meget
knyttet til hinanden, så det
tog hårdt på mig. Men hel-
digvis løste problemet sig, og
jeg kunne begynde mit nye
liv. Endelig følte jeg, at jeg
kunne være mig selv med
min egen mening og hold-
ning. Det var som at vende
tilbage til gymnasietiden,
husker Ellen, der efter sin
læretid fik tilbudt arbejde
hos Tele, hvor hun arbejde-
de, indtil hun blev valgt ind i
Folketinget.
Politik smitter
Nogle år forinden havde hun
mødt Johnny Henriksen, der
i årevis havde været medlem
af Atassut. Den politiske
interesse smittede, og i 1995
meldte Ellen sig ind i parti-
et. To år efter blev hun
opstillet ved valget til kom-
munalbestyrelsen i Nuuk.
- Jeg troede ikke, at jeg vil-
le blive valgt ind. På den
anden side vidste jeg, at der
var andre med samme hold-
ninger som mig. Nemlig at
der skal gøres noget for børn
og unge, som man alt for ofte
tager beslutninger henover
hovedet på, siger Ellen.
To år efter gentog hun
bedriften til Folketingsval-
get, da hun overtog partikol-
legaen Otto Steenholdts
plads.
- Jeg kom nok ind på grund
af mine holdninger på børne-
og ungdomsområdet. Men
der var også behov for et
generationsskifte, og så hav-
de jeg under valgkampen
gjort mig stor umage for at
være mig selv, lyder Ellens
bud på hemmeligheden bag
kanonvalget.
Onde tunger vil vide, at
hendes kæreste Johnny Hen-
riksen med sin lange politi-
ske erfaring har mere end en
enkelt finger med i spillet. At
han sidder i kulissen og sty-
rer Ellen som en marionet.
- Det føler jeg overhovedet
ikke, selv om han godt kan
blive taget med på råd. Han
er en fantastisk god samar-
bejdspartner. Men til syven-
de og sidst er beslutningen
min alene.
- Virker sådanne beskyld-
ninger sårende på dig?
- Nej. Folk skal have lov til
at tro, hvad de vil. Jeg ved jo
inderst inde, hvad der er rig-
tigt, siger Ellen. Hun mener,
det er godt, at Atassut er
kommet i opposition, så par-
tiets medlemmer kan begyn-
de at koncentrere sig om ud-
formningen af fremtidens
politik.
Hvem der så skal stå i
spidsen for den praktiske
udførsel, vil fremtiden vise.
Ellen kunne være en for-
mand i svøb, men foreløbig
har den unge politiske storm-
løber sit at se til som medlem
af Folketingets udenrigspoli-
tiske nævn, uddannelsesud-
valget, som næstformand i
udvalget for grønlandske
love og som stedfortræder i
sundhedsudvalget.
Ellen politikeritut silassorissuuginnanngilaq. Aammattaarmi pinnersuuvoq.
Ellen er ikke kun en begavet politiker. Smuk er hun også.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO