Tímarit lögfræðinga - 01.06.1970, Blaðsíða 31

det i dag er langt lettere at trænge ind pá privatlivets om-
ráder fra masseniediernes side, end det var for i tiden.
Som alle ved, er vi i de senere ár blevet velsignet med en
sand overflod af tekniske hjælpemidler, sásom skjulte
lytteapparater, mikrofoner, radiosendere, bándoptagere,
spionkameraer, smáperiskoper etc., som giver enhver
form for spionage fortræffelige vilkár.
Beskyttelsen af privatlivets fred indeholder mange van-
skelige juridiske problemer. Hvor gár til eksempel grænsen
for privatlivet? Mod hvilke angreb skal privatlivets be-
skyttes? Hvorledes skal det beskyttes? Skal man anvende
straf eller erstatning eller forbud, og hvilken form for
bjemmel skal man anvende, og hvilke myndigbeder skal
tage sig af sagerne?
II. Retsudviklingen i de vestlige demokratier.
I de vestlige demokratier fandtes der som bekendt alle-
rede i ældre tid adskillige regler, som beskyttede person-
ligheden og privatlivets fred. Efter anden verdenskrig er
problemerne imidlertid blevet aktualiserede, og pro'blemet
har niodt betydelig interesse báde fra de juridiske forfat-
teres og fra lovgivningens side.
I denne forbindelse bor opmærksomheden henledes pá
art. 12 i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder-
ne fra 1948 og Europakonventionen fra 1950 om men-
neskerettigliederne, hvorefter art. 8 forpligter signatar-
magterne til at opretholde respekten for privatlivet og
familielivet, korrespondanoe-hemmeliglieden og samtidig
opregner de grunde, som kan fore til at gore afvigelser
fra disse principper. Endvidere má det nævnes, at Den
internationale juristkommission har arbejdet intensivt
med disse problemer og afholdt en speciel konference
herom i Stockholm (maj 1967). Under Stockholm-
konferencen blev der vedtaget en udforlig udtalelse om
retten til privatlivets fred, hvor der gás ind pá alle de
forskellige problemer, der kan opstá i denne forbindelse,
Tímarit lögfræðinga
119