Tímarit lögfræðinga - 01.06.1970, Blaðsíða 50
sagde domstolen. Sagsogeren var engang en offentlig skik-
kelse. Som vidunderbarn vakte han báde beundring og
nysgerrighed. Store ting blev ventet af ham. Siden havde
han omgivet sig selv med ubemærkethed. Med hans senere
liv, ,som indeholdt svaret pá, om han havde opfyldt de
forhábninger, som han havde vakt eller ikke, var frem-
deles, mente domstolen, en sag af offentlig interesse.
Artiklen i hladet tegnede billedet af en usædvanlig per-
sonlighed, og den havde en betydelig interesse som nylieds-
stof for puhlikum. Artiklen mátte derfor anerkendes som
retmæssig.
Dominen kritiseres med rette af Andenæs sáledes: „At
tilfældet kunne have videnskabelig interesse, kunne gore
det forsvarligt at omtale det i faglige publikationer, men
ogsá her lielst uden navn og unpdvendige personlige de-
tailjer. En publikation i et populært ugeblad kan derimod
ikke forsvares med videnskelig interesse, og at reportagen
havde interesse som læsestof, kan efter retsopfattelsen hos
os ikke være tilstrækkelig14.
Man kan her tale cm et engelsk udti’yk anvendt under
Stockholm-konferencen: „The right to oblivion“.
Denne ret vil ogsá kunne fá betydning for anvendelsen
af ældre retssager som stof i boger, film eller TV-repor-
tager, nár den págældende person kan identificeres.
IV. Danske reformplaner.
Selv orn indforelsen af de ovennævnte presseetiske reg-
ler om god presseskik má betegnes som et betydeligt frem-
skridt, er det den almindelige opfattelse, at de nugældende
regler i straffeloven og den pvrige lovgivning nu má anses
for utidssvarende i henseende til at yde privatlivet til-
strækkelig beskyttelse. Dette har medfort, at det danske
Straffelovrád i 1967 har fáet overdraget at foreslá ændrin-
ger i lovgivningen med henblik pá en oget beskyttelse af
privatlivets fred.
Straffelovrádet har forelobig afgivet en betækning om
138 Tímarit lögfræðinga