Tímarit lögfræðinga - 01.06.1970, Blaðsíða 47

afdwde var knyttet til, og som bladet ikke anf0rte noget
grundlag for, fandt nævnet ligeledes usonnnelige.
Nævnet fandt, at bladet pá det groveste havde brudt
reglerne for god presseskik og udtalte derfor sin alvorlig-
ste misbilligelse.
Medens den blotte porttrætgengivelse af en person i
presse eller TV i almindelighed má anses som tilladelig
og næppe kan rammes som strafbar krænkelse af privat-
livets fred, stiller forholdet sig anderledes, hvor billedet
efter sit eget indliold eller den ledsagende tekst giver oplys-
ning om en begivenhed eller situation, der er krænkende
for den portræterede person. Retsstridigheden af billed-
gengivelsen má her, som ellers hvor der er sporgsmál om
krænkelser af privatlivets fred, bero pá et konkret skon
over offentliggorelsens forsvarlighed, hvorved særlig má
tages i betragtning, om den holder sig inden for rammerne
af, hvad der i ahnindelighed er anerkendt som foreneligt
med god presseskik.
Jeg skal nu omtale nogle konkrete tilfælde, som ligger
pá grænselinien.
I en dansk retssag (U. 1944, s. 608) havde en gift kvinde,
fru A, truffet aftale med bogtrykker B om at lade sig
fotografere nogen af fotograf F, idet billederne skulle
bruges i en reklame for julelys, hvor indstævnte skulle
opti-æde som alf og liave tyllsgevandter pá, der senere
skulle retoucheres pá billederne. Da B senere skulle udgive
et værk, indeholdende digte, der illustreredes med nogne
kvindeskikkel-ser, henvendte han sig til F, og fik af ham
til hrug herved udleveret fotografierne, som han brugte
i værket. Fru A havde for fotografierne fáet 50 kr. i
honorar og forbeholdt sig, at de ikke benyttedes pá anden
máde end aftalt. Ved 0.L.D. af 24. februar 1944 statuere-
des det, at B og F ved den nævnte benyttelse havde gjort
sig skyldig i en retsstridig krænkelse af fni A, og at de
var solidarisk ansvarlige herfor. I dommen vedrorende B
hedder det:
Tímarit lögfræðinga
135