Det Nye Nord - 24.09.1919, Síða 4

Side 736
DET NYE NORD
24. September 1919
var muligt, og de allerede begaaede Fejl synes at kunne
demoralisere Bevidstheden i det danske Folk, er det —
forekommer det mig — en Pligt at tage Bladet fra Mun-
den. Naturligvis kan der her kun blive Tale om de gro-
vere Træk af Udviklingen — en udførligere Fremstilling
af Forholdet mellem den danske Udenrigs- og Forsvarspo-
litiks sande og falske Maal og Midler maa forbeholdes til
en anden Lejlighed.
Hvad det er, der under de sidste Aars for Tyskland
uheldige verdenspolitiske Udvikling maatte gøre Danmark
til en vigtig Genstand for de tyske Konspirationer, har det
danske Folk længe vidst eller burdet vide. Ganske vist ud-
basunerede vort mest oplyste Organ i Marts Maaned som
en stor Nyhed, at Tyskland var i Færd med at bevæge
Danmark til at gaa med til Østersøens Lukning, med paa-
følgende Dementi* 1). Denne Nyhed havde imidlertid alle-
rede f. A. den 22de November staaet i Daily Mail, i For-
bindelse med et Dementi »fra København« over Tyskland.
Men ogsaa før den Tid kunde enhver, der med en Smule
Kritik har fulgt Tidens Tegn, sige sig selv, at slige Fristel-
ser til en dansk-tysk Tilnærmelse maatte komme. Alene
Tysklands rent ud fortvivlede søstrategiske Stillinger gjorde
saadanne Planer sandsynlige. Nu havde Tyskerne endelig
talmæssig set bragt Kampflaaden op paa Linie med de i
hjemlige Farvande disponible engelske Stridskræfter, og
saa gaar England forrige Aar hen og fordobler disses effek-
tive Styrke ved Oprettelse af en speciel Hjemmeflaade i
Nordsøen, Omlægning af Kanalllaadens Støttepunkter og
Tilbagedragning af Atlanterhavsflaaden fra Gibraltar til
Berehaven i Irland! Samtidig forstærkedes de engelske
Kampenheder i første Linie i en saadan Grad, at Tyskland
ikke længer kan bruge sin nuværende Kielerkanal til Skibe
af den Størrelse, der i Fremtiden bliver nødvendige, og
som det heller ikke har! Og dertil Visheden om en Søkrig
med to Fronter: Elben og Kiel, med den ny Ulykke, at det
i Nordsøen kun kan anvende een Udfaldsport: Cuxhaven.2)
Altsaa for enhver Pris en Dækning af Østersøfronten, hvil-
ket i givet Tilfælde vilde sige en Storebæltsafspærring, der
atter kun er mulig ved en »Overenskomst« med Danmark.
Ethvert Menneske med fuld Forstaaelse og Sympati for
det danske Folks Fremtid, især enhver dansk Statsmand,
maatte naturligvis vende det døve Øre til slige Fristelser.
Der kunde kun være Tale om at give efter for et overmæg-
tigt diplomatisk Pres, saaledes som det ofte forekommer i
et lille Folks og da især i vor Historie. Men for en Gangs
Skyld sad vi i Held til op over begge Ørene. Ikke alene
havde den storpolitiske Sammenstilling udviklet sig saale-
des, at Tysklands Hegemoni i Europa overalt var trængt
tilbage, men Hjælpen mod den tyske Paatrængenhed laa
lige for Haanden, ja blev os (ikke alene med det engelske
Flaadebesøg Efteraaret 1905) saa at sige stukket ind ad
Døren. Naaturligvis maatte man se at undgaa ogsaa et
fransk-engelslt-(russisk?) Charybdis, men selv i værste
Fald var det lettere at slippe uden om det tyske Scylla,
saa at kun et usædvanligt Sammentræf af Dumhed og ond
Villie kunde føre ind i dette sidste.
Ikke desto mindre kunde man allerede for et Aar siden
have visse Grunde til at befrygte, at den danske udenrigske
Kurs snart vilde aabenbare sig ikke alene som Forsøg til
en Afvigelse fra Frihedens lige Linie, men endog som en
Drejning til den farligste Side. Hertil hentydede det, naar
jeg i tidligere Artikler (Juli og Decemberhæfterne 1906, S.
600 og 971) forudsagde, at Tyskland efter sit Nederlag i
Algeciras vilde gøre de mest hensynsløse Forsøg paa at
genvinde sit Hegemoni i Europa, og udtaltet Ønsket om, at
Danmark i det afgørende Øjeblik maatte eje de rette Mænd
paa de rette Pladser.
Saa kom Traktaten af Ilte Januar 1907 med, hvad dertil
hører, og viste, at det, som jeg frygtede, netop var i Dan-
mark, Tyskland vilde tage sig betalt for sine diplomatiske
Nederlag i det øvrige Europa, og at dette Forehavende, i
Stedet for at støde paa stærk Modstand hos den danske
J) Dutte havde følgende henrivende Indhold: »Telegrahs« Korrespondent
i Berlin vil fra allerbedste Kilde have erfaret, at Tyskland intet Skridt
har foretaget hos den danske Regering for at faa Østersøen lukket ved
en Neutralisering af Sundet.« Som om man kunde lukke et frit Far-
vand ved at neutralisere det, og som om Sundet overhovedet spillede
nogen strategisk Rolle som Østersøadgang!
2) Der har derfor i den allersidste Tid været Tale om at skaffe en for de
største Linieskibe passabel indre Kanalforbindelse mellem Elben, We-
ser, Jade og Emsmundingerne. Herved vilde alle fire Udfaldsporte
kunne benyttes af hele den tyske Flaade og en Indespærring af denne
i høj Grad vanskeliggøres. Om Bekostningerne kan man danne sig en
Forestilling af den Omstændighed, at alene Udvidelsen af Kielerkana-
len vil komme til at staa i over 200 Millioner Mark, som jo nylig glat-
væk — saa at sige i Tavshed — bevilgedes af den tyske Rigsdag.
Regering, var, om ikke indledet, saa i hvert Fald paa den
harmligste Maade fremmet af denne.
Endnu for knap to Aar siden, da den engelske Flaade
gæstede København, havde den tyske Regering ikke drømt
om den Mulighed, at »die dummen Dånen« skulde være
dumme nok til at slaa ind paa en Politik, hvis Endemaal
er, at Danmark skal rage Tysklands stærkt svedne Kasta-
nier ud af Ilden i Europa, og hvis Begyndelse i desværre
altfor god Samklang dermed var en Afsværgelse af vor
umistelige Ret til alt, hvad der er dansk i Sønderjylland.
Man maa have læst den tyske Presses uophørlige Hoveren
over hele Linien (Køllerpressens kunstige Protester skulde
stikke Blaar i Øjnene paa os; at de ikke kunde være al-
vorlig mente, har desuden alle Omstændigheder ved Trak-
tatens praktiske Gennemførelse vist), for at forstaa, hvilken
Ulykke der er indledet med disse i og for sig magtløse
Ord. Saa let havde det officielle Tyskland ikke tænkt sig
at faa os ind paa det tyske Skraaplan. Man tænkte sig kun
den Mulighed at tvinge os i en kommende Krig. Reviser
herfor kan man finde i saa godt som alle tyske Udtalelser,
der har Føling med Presseafdelingen (under Hamann) i
det tyske Udenrigsministerium. Klarest og tidligst kommer
maaske den officielle tyske Opfattelse til OrdeienZukunft-
artikel fra September 1905, i hvilken Grev Rewentlow, der
foruden at være Marinefagmand er fortrolig med de Kliker,
der har mest Indflydelse paa den tyske Udenrigspolitik,
sladrer af Skole paa følgende ugenerte Maade: »Man be-
høver kun at tænke paa den overordentlige Vigtighed, som
enhver Forstaaelse med Østersømonarkierne vilde have for
Tyskland i Tilfælde af en Søkrig. For os drejer det sig
særlig om Danmark.« Derpaa udvikler han, at i Fredstid
kan Tyskland ikke vente at opnaa noget, og fortsætter
(III, S. 422): »I Krigstilfælde kunde Vejen i de danske Far-
vande spærres direkte ved Hjælp af Miner, sænkede Fartøjer,
Torpedobaade, Undervandsbaade og Midler til Kystforsvar,
følgelig vilde Danmarks Tilslutning til Tyskland i Krigen
være Idealet. Denne er naturligvis utænkelig, men ligeledes,
at det skulde kunne lykkes Danmark at bevare sin Neutra-
litet ukrænket. Det kommer altsaa an paa, hvilken af de
krigsførende Parter der kommer først. Vi har en uvurder-
lig Fordel i vor større geografiske Nærhed og Forbindelsen
over Land; gid det nu blot i det afgørende Øje-
blik ikke maatte mangle paa den fornødne Hen-
synsløshed.«
Hvad det af os udhævede Punkt angaar, kan Grev Re-
wentlow sikkert være ganske rolig. Det beviste blandt an-
det det snart efter følgende Anlæg af den store tyske Sø-
minestation paa Als — en mageløs Trusel og Uforskammet-
hed mod Danmark. Herpaa gaves der kun eet Svar for en
Nation, der ikke vilde opgive ethvert Haab om selvstændig
Liv og Fremtid: en saadan energisk Befæstning af alle
Storebæltskysterne med tilhørende Kontramineringsstatio-
ner og permanent krigsstærke Besætninger, at ingen kan
komme i Besiddelse af dem ved Overrumpling. Billigere
faar vi nu engang ingen Neutralitet. Og under Tyskland os
ikke en saadan, da er Hjælpen let at finde, især i Øjeblik-
ket, hvor saa godt som hele Verden i Haag staar paa Vagt
over for den Fortsættelse af Tysklands gamle Blod- og
Jernpolitik, der i Jugend-Stil hedder: den pansrede Næves.
Eller tror nogen, at det er for Spøg, England nu med
det atter forestaaende Besøg i danske Farvande af den en-
gelske Hjemmeflaade gør dennes Østersøtogter til et fast
Led i Marinens Øvelser? —
Hvad vi har gjort, og hvad vi har forsømt i Stedet for
at praktisere vor ufravigelige Neutralitets villie paa den an-
tydede Maade turde være sørgelig bekendt.
Derimod er det mindre bekendt, hvorledes det kan gaa
til, at Landets egne Ledere uforstyrret har set deres Snit
til over for Tyskland at indlede en Tilnærmelsespolitik,
der slaar alle Danmarks virkelige nationale og internatio-
nale Interesser i Ansigtet. Da det vilde føre for vidt at
komme ind her paa ved denne Lejlighed, skal jeg blot be-
mærke, at det naturligvis hænger sammen med den skæbne-
svangre Modsætning mellem vor Forfatnings konstitutionel-
demokratiske Repræsentation indadtil og absolutistisk-oli-
garchiske udadtil. Men det havde naturligvis ikke kunnet
gaa saa galt, om Rigsdagen blot ejede et Par Medlemmer,
der har Forusætninger for i Tide at kunne øve udenrigs-
politisk Kritik overfor Regeringen. Jeg ser herved bort fra
den Mulighed, at de har Ret, der i Traktatpolitiken o. s. v.
kun ser et Bondefangerkneb ‘) til at komme uden om Kø-
benhavns Befæstning. Dette vilde ganske vist i høj Grad ligne
J) I Ordets egentligste Forstand. Thi det var i Virkeligheden Reformbon-
den, der skulde hoppe paa Limpinden.