Det Nye Nord - 01.02.1922, Blaðsíða 4

Side 22
DET NYE NORD
Februar 1922
»Norden« overlevet Fredsslutningen. Denne Forening
ufortalt har imidlertid ingen af dens ledende danske
Kræfter vist en tilstrækkelig udviklet Forstaaelse af
at Fredstidens og Reorganisationsøkonomiens Prob-
lemer med endnu mer bydende Nødvendighed end
Krigstidens fordrer Fællesbehandling af og Fællesop-
træden i Tidens verdensøkonomiske Spørgsmaal. Over-
alt taler man om, at Hovedulykken er Tabet af de
gamle Markeder; man vil med Djævlens Vold og
Magt bare genoprette Verdenshandelen og kun ar-
bejde paa de gamle økonomiske Linier. Dette er imid-
lertid umuligt alene paa Grund af Valutaforvirringen,
og Norden kan ialtfald ikke vente paa, at denne ad
Aare — om adskillige Aar — kommer i Orden. Men
dertil kommer, at de fleste Landes Statsmænd i frugt-
bar Erindring om Forhold, der ikke vender tilbage,
deltager i den blinde Jagt paa Andel i Verdenshande-
len og derved ganske overser Spørgsmaalet, om ikke
det var meget bedre at anvende de mange
spredte Kræfter paa Omfordeling af de euro-
pæiske Hovedlandes Egenproduktion i Selvfor-
syningsøjemed?
Kun en verdensdelomspændende Nation som U. S. A.
kan for sit Vedkommende gennemføre dette fuldtud;
et Land som Tyskland, efter Versaillesfreden ogsaa
Frankrig, indtil 9/io, og med Kemiens rivende Frem-
skridt (Ersatz - Stofproduktionen i Fredsøkonomiens
Tjeneste) maaske endnu mere; Danmark, Norge og
Sverige hver for sig kun indtil c. 2/s. Men hvis disse
tre nordiske Lande dannede een Økonomikreds, kunde
vi være Selvforsynere for c. 9/io af alle tre Landes sam-
lede Behov; ingen kunde tvinge vor produktions-, for-
brugs- eller handelspolitiske Vilje med Toldkrige eller
lignende økonomiske Tryk; ingen udefra ødelægge
vor Valuta, og en verdensøkonomisk bestemt Krise
som den nuværende aldrig trænge inden for Nordens
Grænser. Danmark kan ved større Omlægning til
Kornproduktion frembringe Plantenæring og Flæsk
nok til 10 Millioner Mennesker, Danmark og Norge
Kød og Fisk nok til 10, Norge og Sverige alle Slags
industrielle Raastoffer og Industriprodukter nok til
12 Millioner, Kul alene fraregnet. Men selv om dette
Kulforbrug ikke efterhaanden erstattedes af de kendte
Kraftkilder, vi raader over i Norden, vilde vort Be-
hov udefra ved saadan Organisation (ren Frihandel
indadtil, Toldmure udadtil) kun andrage højst Vio af
vor Egenproduktion: praktisk talt altsaa Uafhængig-
hed, d. v. s. økonomisk og social Selvbestemmelse
naaes.
Og dog vil dette ene fornødne næppe ske, simpelt-
hen fordi denne Produktionsomlægning vil forstyrre
saamange lokale Interesser (f. Eks. en vis Svækkelse
af dansk Industri til Fordel for svensk, sukcessiv
Overflytning af danske Induslrikræfter til Sverige, af
norlandsk Landbrug sydpaa o. 1.), at den kun er
politisk gennemførlig under et eller andet Enevælde.
Nutidens Grundulykke er den, at vore politiske Styre-
former i Stat og Kommune ikke længer svarer til
Tidens økonomiske og sociale Nødvendigheder.
S aa længe sprogene staar hinanden saa nær saa
længe vil vor omgang av sig selv falde som
mellem søskende.
Kunsten for det nordiske samarbeide vil bli at søke
det der, hvor det gjør sterkere og rikere, og undgaa
det der, hvor en sammenblanding bare skaper mis-
tanke og tvang.
Fællesskap i politik har strandet saa ofte — lad
oss undgaa den kilde til uvenskap. Fællesskap i kul-
turarbeidet har saa tidt godtgjort sin store fordel —
lad oss fortsætte det til gavn og glæde for alle parter.
I aandslivet gives der virkelig et Norden, — maatte
det længe bli ved.
Mit og min Forenings Syn paa den skandinaviske
Grundtanke er jeg saa heldig ikke at behøve
at udvikle eller motivere i Ord, eftersom Dansk For-
fatterforening allerede for tre Aar siden i Gerning
har gjort sin Indsats derfor. Det nordiske Forfatter-
stævne i København i Maj 1919 skabte en varig prak-
tisk Forbindelse mellem Nordens Forfattere, idet der
oprettedes et nordisk Forfatterraad, hvori til Stadighed
Danmarks, Norges og Sveriges Forfatterforeninger
samt Finlands svensksskrivende Forfattere er repræ-
senteret. Dette Forfatterraad er at betragte som et
staaende litterært Forbund, der varetager de skandi-
naviske Skribenters fælles Interesser med større Vægt,
end om hvert Folk stod isoleret for sig. Det er kun
naturligt og styrkende, at Nordens Forfattere stræber
efter en saa vidt mulig fælles litterær Lovgivning og
hjælpes ad for at opnaa den størst mulige litterære
Retsbeskyttelse. Ogsaa paa dette Omraade skal det
nok vise sig, at den skandinaviske Enighed gør stærk.
FORUDSÆTNINGER FOR
SKANDINAVISMEN I ISLAND.
i Islændere tænker skandinavisk, saa sandt som
vi da ogsaa er et nordisk folk. Men de tanker
er helt selvfølgelige og passive: Vi er det eneste af
de nordiske folk, der ikke har ført krig med de andre.
Vi har iøvrigt af gode grunde været tilbagetrukne
— som de uopfordrede.
Kan vi blive aktive, og er der grund til det?