Det Nye Nord - 01.02.1922, Blaðsíða 8

Side 26
DET NYE NORD
Februar 1922
Sag afgøres i et Fællesmøde af de to Parlamenter.
Forfatterne betragter det som ret sandsynligt, at man
vilde faa et staaende Fælles-Finansudvalg.
Indenfor hvert sit Omraade vilde de to Parlamenter
være lige uafhængige af hinanden; intet af dem vilde
blive et 2. Kammer. Og intet af dem tænkes delt i
2 Kamre.
Den væsentligste Fordel ved det her omtalte Forslag
vil foruden Aflastningen af det nuværende Parlament
og Regeringen være den, at Vælgerne faar Lejlighed
til at tage Stilling til to forskellige Interesse-Sfærer
hver for sig. Man vilde f. Eks. kunne stemme paa
en konservativ Kandidat til det politiske Parlament
og paa en Socialdemokrat til det sociale. Ganske vist
bidrog man i saa Fald til, at det Fællesmøde, der
f. Eks. skulde fastsætte Hovedsummen for Forsvars-
Budgettet, fik en mindre konservativ Sammensætning,
end hvis der valgtes flere konservative ind i det sociale
Parlament. Men Adgangen til at stemme forskelligt
til de to Parlamenter maa dog alligevel betragtes som
en Fordel.
En anden Side af Sagen fremhæves stærkt af
Webb’erne, nemlig den større Betryggelse for den en-
keltes personlige Frihed. Det sociale Parlament kan,
som allerede nævnt, ikke gøre en Handling strafbar,
f. Eks. udstede Alkoholforbud, uden det politiske
Parlaments og Justitsministerens Medvirken. Det kan
heller ikke ved en Strikes Udbrud, f. Eks. ved Post-
væsenet, sætte Soldater til at udføre de strikendes
Arbejde. Derom maa det henvende sig til Justitsmi-
nisteren; og denne er kun ansvarlig overfor det po-
litiske Parlament, der ikke i samme Grad som det
sociale, under hvilket Postvæsenet tænkes at sortere,
vil være Part i Sagen.
Om Forslaget som Følge af disse og eventuelt andre
Fordele er anbefalelsesværdig! i England, skal jeg lade
usagt.
Her i Danmark — tror jeg — vilde en saadan
Todeling af den parlamentariske Repræsentation ikke
være ønskelig. Vi har for faa Politikere med virkeligt
Overblik til, at det gaar an at dele dem mellem to
Forsamlinger med hver sit Arbejdsomraade.
Og den Betryggelse for den personlige Frihed, som
ovenfor nævntes, vil kunne opnaas ad anden Vej.
Jeg anser derfor den Ordning, jeg i Tilslutning til
Rathenau skildrede i den førnævnte Artikel i »Det nye
Nord« for Marts 1920, for mere tillokkende end
Webb’ernes dualistiske Forslag. Men dettes Frem-
komst synes mig et meget vægtigt Vidnesbyrd om
Uholdbarheden i det nuværende System. En Ordning,
som Mennesker med dette berømte Forfatterpars Ind-
sigt og Dømmekraft udtaler en saa afgjort Forkastelse
af, som de her gør for den nuværende engelske For-
fatnings Vedkommende, er formentlig moden til Af-
løsning. Hvis deres Kritik kun rettede sig mod Over-
huset, kunde den maaske betragtes som os uvedkom-
mende. Men den gælder tillige, ja vistnok hovedsagelig
Underhusets Stilling, der jo hidtil er betragtet som
Mønstret for al Parlamentarisme.
II.
Webb’erne er Socialister. Og det er en socialistisk
Fremtidsstat, hvis Grundtræk de tegner for os. De
vækker ingen Forhaabninger om, at man lige paa een
Gang kan komme ind i et Lykkeland. Omdannelsen
vil tage Tid. Kontinuiteten vil blive bevaret. I enhver
ny Samfundsform er der Elementer, som skyldes tid-
ligere Trin i Udviklingen; det vil der ogsaa være i
det kommende socialistiske Samfund. Privatkapitalis-
men vil blive afløst af Socialismen som fremher-
skende Samfundsform. Men dette vil ikke ude-
lukke, at en Del Virksomheder under den fremtidige
Tingenes Tilstand vil blive drevet privatkapitalistisk.
Hvor meget eller hvor lidt, maa Tiden vise.
Maalet er ikke at uniformere Tilværelsen, men at
skabe bedst mulige Vilkaar for hele det arbejdende
Samfund. De, som er i Stand til at arbejde, skal ikke
kunne »leve af at eje«, som det udtrykkes paa Engelsk,
»leve af deres Penge« vilde vi sige. Rige Lediggængere
har vi vel ikke ret mange af her i Danmark. Engelsk
Overklasse er noget andet end vor. Men vi kender
adskilligt til dette, at en uforholdsmæssig stor Del af
Nationalindtægten glider i deres Lommer, som ejer,
og alt for lidt i deres, som ikke har væsentligt andet
end deres Arbejdskraft at leve af.
Overgangen vil ske gennem en Socialisering.
Men denne vil lige saa lidt foregaa i een bestemt
Form, som den vil komme pludselig.
Forfatterne tænker sig en Forøgelse af saavel Sta-
tens som Kommunernes og de kooperative Forenin-
gers Virksomheder indenfor Produktion og Omsæt-
ning; men de fremhæver udtrykkeligt, at Antallet af
direkte Statsvirksomheder ikke kan antages at blive
stort, næppe et Dusin. Det vil dreje sig om Post,
Telegraf, Kulminer, Forsikringsvæsen og ganske en-
kelte andre Virksomheder. De nævner i denne Sam-
menhæng »the service of keeping current and deposit
accounts, which is the basis of British banking«.
Det er en Svaghed ved hele Fremstillingen, at Bank-
væsenet kun lige nævnes. Det er af saa afgørende
Betydning for Samfundsøkonomien, at der i en Bog
som denne burde være sagt noget mere om det. For-
klaringen maa formodentlig søges i, at Webb’erne ikke
paa dette Omraade har den Sagkundskab som paa
flere andre. Storbankernes Indordnen under en Sam-
fundsledelse turde i Virkeligheden være det, hvormed
enhver rationel Socialisering vil have at begynde.
De tænker sig en staaende »Commitee on Produc-
tivity« nedsat af det sociale Parlament, et staaende
Udvalg til Fremme af Erhvervslivet. Det skulde have
Overtilsyn med alle saavel kapitalistiske som sociali-
serede Virksomheder og søge at fremme ikke blot
Erhvervslivets tekniske Udvikling, men ogsaa dets