Det Nye Nord - 01.07.1922, Blaðsíða 3

Juli 1922
DET NYE NORD
Side 121
SKANDINAVIEN
MODERNE SKANDINAVISME.
Vi fortsætter Enqueten om Nutidens skandinaviske
Grundtanke med nedenstaaende Indlæg fra Professor
Edv. Lehmann:
Paa den kvindekongress, som sidste sommer holdtes
i Salzburg for at styrke interessen for folkenes
internationale samarbejde, havde jeg velkommen lej-
lighed til at gøre en evropæisk, ja international kreds
af varmhjærtede kvinder bekendt med skandinav-
ismen. Og hvilket bedre æmne kunde man finde,
naar et menneske heroppe fra Nordens lande skulde
give sit bidrag til en belysning af menneskeslægtens
udsigter til endrægtigt samliv.
Tre folk, der, skønt i afstamning og sprog saa nært
beslægtede som muligt, dog fra den tidligste tid, da
de selv endnu bestod af smaariger, har levet i kiv
og strid med hverandre, og som senere, da de blev
virkelige riger, hærgede og plyndrede hinanden i uop-
hørlige og ødelæggende krige; men som nu — efter
tusind aars forløb — er kommet paa den fornuftige
tanke, at det maaske kunde være bedre at holde fred
og venskab med hverandre, ja, hvad mere er, virke-
ligt har forstaaet at iværksætte en saadan bestræ-
belse — er det ikke et godt exempel at give sine
medmennesker til efterfølgelse?
Man kan sige, at Italiens og Tysklands enhed har
præsteret det samme; thi ogsaa disse lande samlede
sig til fredelig forening efter aarhundreders indre splid.
Men forholdet var dog her et andet. Thi der dannedes
i disse riger politiske enheder med fælles sprog; i
Norden var det tre folkeindividualiteter med større
eller mindre sproglig og politisk selvstændighed, der
mødtes i fri, venskabelig forening som slægtninge,
der ønsker at holde fred, men som dog hver for sig
vil leve sit eget familieliv.
Denne sammenslutning afgiver et bedre forbillede
for det evropæiske samliv end den egentlige rigsdan-
nelse, som verdensdelenes folk sent eller aldrig vil
bekvemme sig til. Det har derfor sin interesse at be-
lyse — til belæring for udenforstaaende og maaske
ogsaa til erindring for os selv — hvorledes denne
forening, eller snarere enighed, er kommet i stand.
Der var ydre betingelser, som andre ikke kan byde
paa: afstamningen, sprog - ligheden, de ældre tiders
kulturudskiftning var nærmere her end f. ex. hos de
slaviske folk. Men der var ogsaa betingelser, som kom
indenfra, og som andre ogsaa kunde skabe: idealis-
men, entusiasmen. Man har ofte smilet ad denne og
dens skaaltaler; men man maa erindre, at skandinav-
ismen udsprang af en idé. Den var ingen politisk
kombination, ingen økonomisk nødvendighed. Den
blev baaret frem af idealister, af mænd, der kunde
hæve sig over gammelt nag og nid, som havde varme
til at smælte den skorpe af is, som havde lagt sig
mellem Danmark og Sverige. Det var digterne, som
gik i spidsen, akademikere der fulgte efter; det blev
skolelærere og højskolefolk, som tog arven op, medens
efterhaanden den kritiske intelligens og den borger-
lige prosa blev lunken. Saalænge der var idealisme
at sætte ind, gik det endnu. Da tvivlen begyndte,
truedes stillingen, da aabenbart brud og fjendskhed
kom til i 1905, saa det ud som det hele skulde bryde
sammen.
Og alligevel holdt det. Da verden rystedes, rystedes
frænderne sammen; der blev intet Balkan ud af Skan-
dinavien saaledes som verdensmagterne havde ventet.
Der var en kongehaand, der greb styret; der var en
praktisk selvopholdelsesdrift, som greb endnu stærkere
ind; men bagom det hele levede dog den gamle ind-
arbejdede idé; uden den var det ikke gaaet. Den har
baade saat og høstet i disse stormfulde aar.
Kan de andre gøre os det kunsstykke efter? Kan
panslavismens idé forsone russere og polakker, for-
lige serber med bulgarer? Kan balkanhalvøens folk
forstaa, at de danner et hjørne af Europa, som kunde
blive stærkt, om de holdt sammen, ligesom Storbrit-
tannien nu fortvivlet kæmper for at holde sammen
paa sig selv?
Hvad er det, de alle mangler? Idéen, entusiasmen,
stærk nok til at glemme fortiden og bære over kløf-
terne! To digtere, der træder frem i en domkirke
med haandslag og laurbærkrans! Tre konger, der
haand i haand træder frem for folket under deres
rigsfaners bølgende bannere!
Og formodentlig ogsaa praktiske mænd, der forstaar
at nyt liv er bedre end gammel kiv, og at folkenes
liv nutildags maa leves — ligesom økonomiens —
under sammenslutningens mærke.
Skandinavismen, som den i øjeblikket staar paa
sine ben, stærk og tryg som ingensinde, genfødt under
tiders tryk, som skilte andre folk fra hinanden, har
noget at lære verden, som folkeslagene trænger til at
kende: nemlig hvorledes dannede mennesker bærer
sig ad i samliv med hinanden, og hvorledes endogsaa
nationer kan bære sig ad som dannede mennesker.
Hvorledes man kan afstaa fra vold og rænker, kan
se bort fra den uret, den har lidt eller tilføjet; hvor-
ledes man kan beskæmme det gamle, grimme ord, at
frænde er frænde værst; hvorledes et naturligt venne-
sind kan føre til nødvendigt samarbejde, og samvir-
ket atter styrke og befæste venskabet.
Det var det, idealisten Wilson vilde lære Europa
og som Europa ikke vil lære af ham. Han har næppe
vidst, at hans tanke allerede — uden punkter og
program — var virkeliggjort i et fjærnt og nordligt
hjørne af Europa.
Og de internationale damer, der hørte det i Salz-
burg, havde naturligvis ikke den svageste anelse