Det Nye Nord - 01.07.1922, Blaðsíða 10

Side 128
DET NYE NORD
Juli 1922
altsaa de tidligere »Liberale«, i Slæbetov følger Smaa-
godsejere, Advokater, Professorer, enkelte Gejstlige og
Læger, og endvidere et betydeligt Antal offentlige
Funktionærer, som alle haaber paa betydelig person-
lig Fordel. Dette Parti er naturligvis gaaet af med
Sejren, som det var at forudse. Regeringen arbejdede
netop for Højtryk ved Valgene, hindrede Oppositionen
i dens Agitation, gennemtvang ved Vold, hvad muligt
var, og gjorde sig skyldig i talrige Forbrydelser. Dette
er hvad Regeringen kalder »rene Valg«.
Resultatet er imidlertid lærerigt i mange Henseender.
Fire Ministre opnaaede intet Mandat, Regeringen fik
ialt kun 164 Mandater, Oppositionen 72, de indiffe-
rente Partiløse 10. I Valgkredsene med hemmelig Af-
stemning valgtes næsten udelukkende Oppositionens
Tilhængere. Partiernes Antal er efter Valgene skrumpet
ind til 9.
Regeringen har ogsaa faaet en ubehagelig Over-
raskelse derved, at Socialdemokratiet, der hidtil var for-
budt, foragtet og ikke anerkendt som politisk Parti, for
første Gang har vist sig paa den politiske Arena. Og
dog har de med 272,000 Stemmer — overvejende i
Kredse med hemmelig Afstemning — opnaaet 24
Mandater, og dermed blevet Oppositionens stærke-
ste Fraktion. Naar man véd, at Socialdemokratiet
i hele Tyskland i 1871 kun fik 102,000 Stemmer,
maa man erkende, at Socialdemokraterne i Ungarn
har naaet et betydeligt Resultat. Trods det, at Par-
tiet havde bebudet en maadeholden og endogsaa ud-
præget til højre orienteret Retning, fortryder Rege-
ringen allerede nu, at den ikke indførte den aabne
Afstemning alle Vegne; den har øjensynlig forregnet
sig. Der eksisterer nemlig et ganske vist usynligt,
men stadigt voksende stort Parti, som Regeringen
viser meget ringe Opmærksomhed og hvis Eksistens
den stadig benægter, det er de Sultendes, de Nød-
lidendes, de Utilfredses Parti, kort sagt det Parti,
der bestaar af forbitrede, som søger Hjælp, hvor de
mener at kunne finde den. Og saaledes er det gaaet
til, at ogsaa mange offentlige Funktionærer, der altid
havde været de tidligere Regeringers paalidelige Støt-
ter, nu stemte for Socialdemokraterne.
Nationalforsamlingen bestaar iøvrigt af 29 Magnater,
65 Storgrundejere, 48 tidligere Dommere (altsaa of-
fentlige Funktionærer) og kun faa Smaabrugere. Det
er bemærkelsesværdigt, at den eneste kvindelige De-
legerede er en højt dannet Socialdemokrat.
Det fremgaar af denne Sammensætning, at det er
lykkedes de tidligere herskende Klasser at generobre
Magten. Og da de intet har lært af Krigen, højst en
glødende Antisemitisme, vil de nu fortsætte netop der,
hvor de standsede for 8 Aar siden. Hvor denne Op-
fattelse vil føre dem hen, maa Fremtiden vise.
6.
Den nye Nationalforsamling, den anden efter Bol-
schevismen, traadte sammen den 19. Juni og har
siden stadig været samlet. Repræsentanterne — og
naturligvis ogsaa de »arme« Magnaters og Storgrund-
ejeres — første Opgave var at forhøje deres egne
Diæter i Forhold til Dyrtiden, men denne søde Pligt
opfyldte de ogsaa med en prisværdig Enighed. Det
fornemme Selskab staar nu den virkelig »arme« Stat i
22 Millioner Kroner aarlig, hvortil kommer Parla-
mentets øvrige Udgifter — yderligere 37 Millioner
Kroner. Repræsentanterne foretager sig imidlertid meget
lidt. Hadet og Partikævlet, der er saa velkendt fra
gamle Dage, ligesom Dueller og ridderlige Affærer
blandt de aristokratiske Medlemmer, lever op paany.
Til det gamle Had er imidlertid kommet et nyt og
dødeligt: det bitre Had overfor de socialdemokratiske
Deputerede. Denne Følelse har forskellige Aarsager:
1. Antisemitisme i al Almindelighed, der synes at
gribe mere og mere om sig i de dannede Kredse —
den største Del af de socialdemokratiske Deputerede
er nemlig Jøder. 2. De herskendes beklagelige og
meget store Mangel paa social Forstaaelse. 3. Den
heftige og meget udbredte Beskyldning mod Social-
demokraterne for i Forbindelse med Jøderne at have
kaldt den grufulde Bolschevisme til Live. 4. Den
skæbnesvangre Vane at slutte fra det enkelte Tilfælde
til alle, en Vane, som er Uvidenhedens farlige Led-
sager, 5. last but not least, de herskendes sørgelige
og bundløse Uvidenhed om Socialismen. Social-
demokraterne betragtes faktisk som modbydelige
Uvæsener fra andre Kloder. Dertil kommer selvfølge-
lig den alvorlige Frygt for, at Socialdemokraterne
i første Række vil forgribe sig paa Privatejen-
dommen.
Og dog er det som oftest Socialdemokraterne, der
i Nationalforsamlingen optræder med ærlig Aabenhed,
holder de lødigste Taler og øver en uforfærdet saglig
Kritik overfor Regeringens antisociale Handlemaade.
Regeringen udtaler sig stadig fornemt og salvelses-
fuldt om Nødvendigheden af Samarbejde og Forson-
lighed mellem Samfundsklasserne, om Nødvendig-
heden af den yderste Sparsommelighed, om Afskaffelse
af Troes- og Klasseskel, om Demokrati, kristeligt
Sindelag og andre kønne og virkelig nødvendige Ting;
men til Trods herfor viser den i Undertrykkelsen af
de fredsforstyrrende, mægtige Kræfter absolut ikke
den samme Jernhaand, som den med Virkning har
brugt og stadig bruger ved Valgene og de andre Magt-
spørgsmaal.
Derimod kalder Regeringen den mindste Menings-
tilkendegivelse, som gaar den imod, for destruktiv,
et bekvemt Udtryk, som egentlig kan passe paa alt
og som er meget afholdt af de desværre talrige Un-
garere, der ikke kan tænke selvstændigt. Regeringens
Presseorgan, Tidsskriftet »Szozat«, skummer ganske
aabent og ugenert af Had overfor Jøderne, hidser
stadig det naive Publikum op og kalder med Slag-
ordet »Kristenbeskyttelse« paa det usleste Racehad.
Paafaldende hensynsfuldt behandler Regeringen ogsaa