Det Nye Nord - 01.07.1922, Blaðsíða 12

Side 130
DET NYE NORD
Juli 1922
at forskønne eller skjule den egentlige Tanke. Hvor
udbredt og glødende Antisemitismen er, hindrer den
dog ikke en anselig Del af den ungarske høje Adel
i at eftertragte de jødiske Penge. Der findes nemlig
talrige Magnater af rent Blod, der sidder i Direktioner
for forskellige Banker og Aktieselskaber og inkasserer
mange Millioner Kroner uden Samvittighedsnag ene
og alene paa deres velklingende Navn.
Af det ovenfor flygtigt skitserede Billede fremgaar
det, at Tilstandene for Tiden er endnu meget værre,
end under den gamle, falske Liberalisme. Og dette
er ingen nødvendig Følge af den tabte Krig, da Un-
garn er et frugtbart Agerland. Det er alene Fordelingen
af Levnedsmidlerne, der burde være mere ligelig. De
store Formuer bliver imidiertid meget moderat be-
skattede, hvorimod de antisocialeste Forbrugsskatter
allerede er uudholdelig store. Mel, Sukker, Kød, o.s.v.
er kolossalt højt beskattet.
Regeringen bryster sig nok med, at den allerede
har udført saa meget velsignelsesrigt, men den kan
ikke bevise det ved Kendsgerninger, kun med Ord
og igen smukke Talemaader.
En bedrøvelig Følge af de forvirrede Tilstande er
den stadig mere om sig gribende Immoralitet, Bestik-
kelser og andre Tegn paa Haabløsheden i de brede
Befolkningslag.
Hvorhen alt dette fører, er ikke til at forudse. Hvad
den nærmeste Fremtid angaar, er det ene sikkert, at
den kommende Vinter vil bringe en endnu aldrig set
Elendighed med sig. Rigsforstanderen har netop for
kort Tid siden paabegyndt en national Indsamling
til Lindring af Elendigheden. Sandsynligvis vil Ind-
samlingen dog give et meget utilfredsstillende Resultat,
idet netop de aller rigeste ikke plejer at give noget,
eller kun meget lidt.
Ungarn kan efter tænkende Menneskers Overbevis-
ning kun reddes ved en sand, ægte demokratisk
Retning, der i første Retning er i Stand til at om-
lægge Formueforholdene efter en retfærdigere Basis.
Men herfor er der desværre i Øjeblikket kun lidet
Haab. Det nuværende Regime synes at være slaaet
med en skæbnesvanger Blindhed, og vil kun give
efter i yderste Nødstilfælde og for en stærkere Magt.
Af bloddryppende Voldshandlinger har Landet imid-
lertid i Løbet af de sidste 8 Aar haft tilstrækkelige.
Den virkelig uegennyttige Statsmandskløgt vil være
at lægge Grundlaget for en bedre Fremtid uden Om-
styrteiser. Folkets Tragedie ligger imidlertid deri, at
alle Forudsætninger for en Forandring til det bedre
er for Haanden, først og fremmest rigelige Levneds-
midler, hvilket dog er Hovedsagen.
8.
Den 5. Marts d. A. traadte de ungarske Dommere
og Statsadvokater sammen til en Konference, for at
raadslaa om deres fortvivlede Forhold. Præsidenten,
en anset Overdommer, indledede sin Aabningstale
med følgende sørgelige Udtalelser: »Vort ulykkelige,
lemlæstede Fædreland staar ved Afgrundens Rand.
Medens mange som rasende jager efter Livsglæder
uden nogensomhelst etisk eller Anstændighedsfølelse,
og medens der paa den ene Side er flere Tusin-
der, der svælger i Rigdom, trues paa den anden
Side brede Befolkningslag med Undergang, trods
de Barmhjertighedsgerninger, der udføres af en lille
Del af Patrioter og de udenlandske Missioner. Landet
staar overfor Ruinen, thi hele det offentlige Liv er
en væmmelig Kloak, alt er saa gement, saa neder-
drægtigt, at Mennesket kommer til at afsky Livet, et
Liv, hvor vi næppe mere har noget at søge.«
Desværre har disse haarde, men sande Ord siden
faaet en stadig stigende Aktualitet.
Dr. Marquis Géza.
WIENERBREV.
Wien, September 1922.
Der er Avisstrejke i Wien for Tiden. En længere
Tid paagaaénde Konflikt inden de grafiske Fag
har trukket Avisernes Sætter- og Maskinpersonale
med i Sympatistrejke. Og Wienerne har nu siden
September Maaneds Begyndelse været uden egne
borgerlige Aviser. De tyske Blade fra Budapest, Prag
og Bratislava, der i alle Fald i nogle Dage har faaet
Lov til at fortælle Wienerne, hvad der i Genf er for-
handlet om Østrigs og Wiens Skæbne, er nu ogsaa
blevet forbudt i Gadesalg. Wieneren raver i Blinde;
som en ulykkelig Passager i et løbsk Iltog, der med
svimlende Fart tager Tunneller og Viadukter, føler
ogsaa Wieneren dette Tempo, denne stadig intensere
»Totentanz«. Og Uvisheden er blevet end mere sitrende
og nervøs, helt uden Former og Konturer er Frem-
tiden, hver Dag bærer nye, uhyggelige Prisforhøjelser
frem. Rygterne fabrikeres, og Sedlerne svømmer ud
af Seddeltrykkeriets uudtømmelige Overflødighedshorn;
som Regn i en Skovbund en Foraarsdag siver de nye
Milliarder ud i Befolkningen og forsvinder uden at
kalde Livets Safter til Virksomhed. Intet Sted slaar
Accellerationens Lov mer træffende til, Retningen mod
Katastrofen er tydeligt angivet og Farten øger.
Og Rygterne leger videre, de former deres uhygge-
lige Kæder af blege Fantomer, en Rejsende nordfra
bliver allerede i Czechoslovakiet mødt af sensatio-
nelle Gisninger; der yngles med Nuller, og de cze-
chiske Tjenere paa Spisevognen Prag—Wien hjælper
gerne med ved Fabrikationen af nye Rygter. De er
nemlig ogsaa Veksellerere, og skræmmer de Rejsende
til at købe i Hundredtusinder til ufordelagtige Kur-
ser. Priserne er nok eventyrlige, men de afskrækker