Det Nye Nord - 01.07.1922, Blaðsíða 7

Juli 1922
DET NYE NORD
Side 125
UDLANDETS POLITI
DE INDREPOLITISKE FORHOLD
I UNGARN.
Budapest, August 1922.
Det mongolsk-altaiske Folkeslag, Magyarerne, slog
sig i Slutningen af IX. Aarh. ned i Europas
Midte og grundlagde Ungarn.
Landet var oprindelig et selvstændigt Kongerige
under nationale Herskere. Da det imidlertid — takket
være Striden mellem de herskesyge ungarske Tron-
prætendenter — i Aaret 1526 lykkedes det østrigske
Habsburg-Dynasti at sætte et af sine Medlemmer paa
den ungarske Trone, begyndte Ungarns Selvstændig-
hed at vakle, og 1722 blev den østrigske Pragma-
tiske Sanktion antaget ogsaa i Ungarn. Den ungarske
Trone gik i Følge denne definitivt i Arv til Efter-
følgerne af det Habsburgske Dynasti, idet den ungar-
ske Forfatning og Frihed garanteredes. Dermed lagdes
Grunden til det senere saa mægtige østrig-ungarske
Monarki.
Siden 1526 har Ungarns Herskere altsaa været af
fremmed Afstamning. Deres Opdragelse og følgelig
ogsaa deres Følelser drog dem til Østrig, medens
Ungarn i Tidens Løb i stadig højere Grad blev
betragtet og behandlet som østrigsk Provins og
Udbytningsdistrikt. Den naturligt deraf følgende sta-
dige Gæring brød 1848 ud i de tunge, men ærerige
Frihedskampe, som det herskende Dynasti kun gik
sejrrigt ud af takket være en stærk væbnet Hjælp fra
russisk Side. Der oprandt nu for Ungarn et yderst
mørkt Tidsrum, i hvilket Dynastiet udøvede den gru-
fuldeste Absolutisme. Denne Periode varede til 1859,
og Ungarn gjorde i denne Tid kun passiv Modstand.
Den ungarske Nations indre Livskraft gjorde sig
imidlertid efterhaanden gældende i den Grad, at
Tvangsherredømmet ikke ret længe kunde opretholdes.
Ogsaa den europæiske politiske Situation udviklede
sig i en for Østrig ugunstig Retning, men først Østrigs
Udtræden af det tyske Forbund i 1866 nødvendig-
gjorde en Nyordning og Forsoning med Ungarn.
Alle disse Begivenheder viser, at Forbindelsen mel-
lem Ungarn og Østrig havde været unaturlig, og at
den ungarske Nations Følelser overfor dens Herskere
ikke kunde være hjertelige.
2.
I 1867 blev Ungarn et konstitutionelt Kongerige.
Den østrigske Kejser havde stadig været Konge af
Ungarn. Ungarn fik nu sin Selvstændighed og For-
fatning tilbage, men stod i en Realunion med Østrig,
og de fælles Anliggender rakte over Udenrigspolitik,
Militærvæsen og den dertil svarende Del af Finan-
serne. Desuden udgjorde begge Lande eet Toldom-
raade.
Udadtil kom dog Selvstændigheden knap nok til
Syne. Ungarn har absolut ingen Indflydelse haft paa
Udenrigspolitiken, og økonomisk set var Ungarn altid
en Slags østrigsk Koloni. Dette Forhold kunde trods
alt kun brydes som en Følge af Verdenskrigen og
vedvarede indtil 1918.
Aarsagerne til, at man taalte denne aarhundred-
lange Udbytning, er mange. Først og fremmest kom-
mer naturligvis Befolkningens Umodenhed i Betragt-
ning. Den ungarske Befolkning har desværre aldrig
interesseret sig for Politik, en Egenskab, der stadig
styrkedes af Regeringerne, idet Nationens forfatnings-
mæssige Førere dels af Overbevisning, dels af Egoisme
stadig holdt paa Realunionen. Befolkningens store
Flertal havde altid stillet sig fjendtlig overfor Fælles-
skabet med Østrig, og den talmæssig set svage Op-
position kæmpede stadig for Landets virkelige Uaf-
hængighed. Men Dynastiet taalte kun en Regering,
der var den følgagtig, og da ogsaa Hæren var i det
østrigsk-sindede Dynastis Magt, var der naturligvis
intet at opnaa.
Det fremgaar heraf, at Regeringerne var afmægtige
overfor Dynastiet, men derimod almægtige indadtil,
en Omstændighed, de ogsaa samvittighedsfuldt har
udnyttet.
Ungarn havde altid været et Land med mange
store Landejendomme, hvor følgelig de store Grund-
ejere var de egentlige Magthavere, identiske med den
højere og lavere Adel og den høje katolske Klerus,
som alle havde fælles Interesser.
3.
Den vigtigste Del af enhver Forfatning er Lovgiv-
ningen og den dermed sammenhængende Valgret. Og-
saa denne er naturligvis bleven udviklet i Overens-
stemmelse med Magthavernes Interesser.
Parlamentet (Rigsdagen) var bygget paa To-Kammer-
systemet og bestod af Magnaternes og Repræsentan-
ternes Hus. Magnaternes Hus bestod af: 1) Arvelige
Medlemmer hørende til den højere Adel (Medlemmerne
af Kongehuset, endvidere Hertuger, Grever og Baro-
ner, der aarlig betalte en Skat paa mindst 6000 Kr.).
2) Medlemmer, udnævnt i Kraft af deres Embeder
(statsretslige Rangspersoner, øverste Justitsembeds-
mænd og den kristne Kirkes Overhoveder). 3) Paa
Livstid udnævnte Medlemmer (nogle Bankdirektører,
Professorer o. s. v.).
Medlemmerne af Repræsentanternes Hus blev valgte.
Aktiv Valgret havde kun Mænd over 20 Aar, der
enten betalte en vis Skat eller havde Diplom for høj-
ere Uddannelse. Militæret og Folk i afhængige Stil-
linger (altsaa ogsaa Arbejderne) havde ingen Valgret.
Afstemningen var ikke hemmelig. Passiv Valgret til-