Málfríður - 15.05.1999, Side 13

islændinge skriftsproget nár de taler, ingen
tvivl om det. Men noget er der om
snakken, vi danskere er nok en tand værre
til det end islændingene er.
Som den danske intonation er det
danske reduktionsmonster (eller de danske
reduktionsmonstre, de er betingede af
geografiske, aldersmæssige og sociale
forskelle) et udtaleelement, der er svært at
lære i et klasseværelse 1500 km. fra
Danmark. Men reduktionerne er lige sá
vigtige som intonationen have en bevidst-
hed om, fordi en udtale, der minder om
skriftsproget i bedste fald vil blive opfattet
som sprogfejl og i værste fald vil medfore
forstáelsesvanskeligheder.
De vigtigste reduktioner at gore elev-
erne og de studerende opmærksomme pá
er de oftest forekommende, dvs. dem der
optræder i de mest almindelige ord og
vendinger. Nogle af disse er: kunne der
udtales [’ku], skulle [sgu], tage [’ta'], have
[’ha'] og blive [’blii]; kan der udtales [’ka],
vil [’ve] og skal [’sga]; med der udtales
[’mæ], til [’te] og ved [’ve]; ikke der udtales
[’eg]; jeg der nár det er isoleret udtales
[’joci], men i syntaktisk sammenhæng
udtales [jot]. I jysk bliver de fleste e-
endelser faktisk reduceret væk — dvs.
ogsá i ord som tœnkte der udtales [’tærj'd]
og lave der udtales [’lá:w].
En sætning som Jeg kunne godt spise en
is nu skal altsá ikke udtales som [jai
’kune ’gÁd ’sbkse ’en ’is ’nu] men
nærmere som [’ja’ku ’gAd’sbisn’is’nu]. Det
er umuligt at skelne det enkelte ords
grænser. Bemærk at e’et i en er forsvund-
et. I dette tilfælde siger man ikke, at e’et
er blevet reduceret bort, men at det er
assimileret med nabolyden [n]. At assirni-
lere betyder at tilpasse. Nár n’et (eller
hvilken anden konsonant det nu mátte
være) som i dette tilfælde er stemt, danner
det en stavelse — det bliver en stavelses-
dannende konsonant.
Assimilation er i familie med reduk-
tion pá den máde, at vi bruger det som et
sprogokonomisk princip, nár vi taler.
Steffen Heger defmerer det pá denne
máde: „Ved assimilation forstár man det
forhold, at en lyd er blevet erstattet af en
anden lyd, sáledes at den nye lyd artikula-
torisk set ligner nabolydene mere end den
gamle lyd gjorde.“7 Man kunne ogsá sige
det pá den máde, at de enkelte lyde
pávirker hinanden. Hvis vi tager et ord
som handklœde udtales det ikke som
[’hÁn,klæ:ðé], men istedet som
[’hÁr),klæ:ðð], fordi det sted hvor [r)]
udtales ligger tættere pá det sted hvor [k]
udtales end det sted hvor [n] udtales.Vi
springer simpelthen hen over hvor gærdet
er lavest.
Tale- og skriftsprog
Generelt for mange af de udtaleproble-
mer,jeg har nævnt her, de forskellige vari-
anter af vokalerne, det vokalistiske r, de
stumme konsonanter, reduktionerne og
assimilationerne, er at de skaber en storre
afstand mellem tale- og skriftsproget. For
alle sprog gælder det, at udviklingen er
storre i tale- end i skriftsproget og at det
er igennem talesproget, skriftsproget
udvikler sig. Men det er mit indtryk, at
afstanden mellem de to er storre i det
danske end i det islandske sprog. Derfor er
der sá rneget desto mere grund til at være
opmærksom pá disse problemer, til at be-
vidstgore eleverne og de studerende om
dem og forst og fremmest til at ove dem i
forbindelse med taleovelser.
1 Jeg refererer her til DANIAs lydskriftalfabet, det
samme som der bruges i Den Store Danske
Udtaleordbog, Munksgaard 1991, se
Kardinalvokaldiagrammet for et overblik. Af
praktiske grunde bruger jeg i enkelte tilfælde
nogle alternative lydskrifttegn, som jeg har gen-
givet i digrammet. Hvis en vokal er lang er det
angivet med kolon foran vokalen (:).Tryk er
markeret med folgende symboler: en apostrof
ovenfor trykstærke stavelser (’) og et komma
nedenfor stavelser med bitryk (,). Stod er mark-
eret med accent aigu efter den stodte lyd (').
2 Tore Kristiansen, Frans Gregersen, Erik Moller
og Inge Lise Pedersen (red.): Dansk Sproglœre
s.180, Dansklærerforeningen 1996.
2 Ibid. s.181. Min fremhævning.
4 Den letteste máde at beskrive stodet pá er som
13