Atuagagdliutit - 02.07.1959, Blaðsíða 6

Tanker om
DET MODERNE GRØNLANDSKE BYGGERI
Den grønlandske befolkning har hidtil været ret frit stillet ved valg af bygge-
grund til familiens hus. De fleste steder har man kunnet vælge den plads, der
opfyldte den enkeltes ønsker om beliggenhed, udsigt o. s. v.
Den stadige og kraftige stigning i befolkningstallet og koncentrationen på
færre og større pladser hvor industrianlæg o. 1. giver arbejdsmuligheder, med-
fører nu, at den, der vil bo i en større by, må underordne sig planlægningen for
denne og bygge sit hus, hvor det passer ind i helheden.
Da der i de fleste byer kun er meget
begrænsede arealer, der egnede til be-
byggelse, og da anlæg af veje og
kloak- og vandledninger er meget be-
kostelige i Grønland, vil det i frem-
tiden blive nødvendigt, at en stor del
af befolkningen kommer til at bo i
koncentreret byggeri som rækkehuse
og etagehuse.
Det grønlandske een-familiehus
må vige
Dette vil igen medføre, at det nor-
male grønlandske een-familiehus uden
vand- og afløbsinstallation, og ingen
eller kun primitiv vej, efterhånden må
vige fra de egentlige byområder, og
henvises til fjernere beliggende area-
ler, der formentlig ikke i en overskue-
lig fremtid kan forventes at blive
kloakeret og forsynet med vand og
veje.
Man påregner, at der i de nærmeste
år vil blive påbegyndt — eller fortsat
med allerede påbegyndt — kloakering,
vandforsyning og vejbygning i alle de
større byer. Af økonomiske grunde vil
udbygningen af disse anlæg i begyn-
delsen hovedsagelig ske i tilslutning
til statsbyggeri som sygehuse, skoler
og fabrikker, men man vil ved plan-
lægningen af disse tage hensyn til, at
der herved samtidig bliver arealer til
rådighed for opførelse af boliger for
befolkningen, der således kan benytte
såvel veje som kloak og vandlednin-
ger.
Omstilling og tilpasning til rækkehuse
Som bekendt er der i de senere år
opført boligstøtterækkehuse forskelli-
ge steder i landet. Disse huse har væ-
ret udsat for en del kritik af beboerne,
hvilket i og for sig er forståeligt, da
det ikke har været muligt at udstyre
disse huse med moderne installationer.
Beboerne har således kun fået del
i de ulemper, der følger med at bo så
tæt på naboer, som man gør i række-
huse, og ingen af de fordele og lettel-
ser i det daglige husarbejde, der bur-
de følge med.
Da denne boligform endvidere er ret
ny i Grønland, må der naturligvis
kræves en omstilling og tilpasning af
befolkningens boligvaner, men så-
fremt man til erstatning for den fri-
hed, der følger med at bo i eget frit-
liggende een-familiehus, kan tilbyde
række- eller etagehuse med indlagt
vand, afløbsforhold, eventuelt med rig-
tigt wc, og helst også centralvarme,
måske endog med fælles varmecentral,
så den enkelte bliver fri for fyrings-
besværet, vil disse goder formentlig
gøre omstillingen lettere.
Det er en ret udbredt opfattelse, at
boligstøtterækkehusene er betydelig
dyrere at opføre end tilsvarende een-
familiehuse. Her glemmer man imid-
lertid at sammenligne husenes størrel-
se. De fleste af de opførte rækkehus-
lejligheder har således betydelig stør-
re etageareal end de almindeligste een-
familiehuse.
Eksempelvis kan nævnes at de først
opførte rækkehuse i Sukkertoppen har
et etageareal på ca. 92 m2, når det en-
kelte hus’s andel i kælder regnes med,
medens type 25, der er det største af
de i de senere år opførte eenfamilie-
huse, er på ca. 75 m2 etageareal, heri
medregnet udhusrum.
„Altangangshuset", der blev påbe-
gyndt i Sukkertoppen i 1957, indehol-
der lejligheder på omtrent samme eta-
geareal sbm boligstøttehus type 16, og
prisen for hver lejlighed viser sig at
svare temmelig nøje til prisen for ty-
pe 16.
skuldre
Hvis man i dag vil vide noget om,
hvordan ens oldeforældre eller tip-
oldeforældre levede deres jævne hver-
dag, så kan man naturligvis give sig
til at studere de værker, der findes om
danskes liv gennem tiderne, men langt
lettere og langt mere fornøjeligt er
det på en fridag at besøge Dansk Fol-
kemuseum på Nationalmuseet. Dette
museum grundlagdes af den initiativ-
rige Bernhard Olsen i 1879. Indsam-
lingen af museumsgenstande begyndte
i 1881 og i 1885 åbnede så museet sine
døre for publikum.
Bernhard Olsen, der også var Tivoli-
direktør, havde placeret museet i Pan-
optikonbygningen, hvor han brød med
traditionen inden for museumsverde-
nen, idet han ikke nøjedes med at ud-
stille genstande i montrer, men lavede
fuldkomne interiører, så gæsterne fak-
tisk kom på besøg i gamle stuer og
følte sig hensat til svundne tider. Det
virkede så stærkt på de besøgende,
som ofte havde indtrykket af, at de
mennesker, der hørte hjemme i stuer-
Ikke billigere —
Når det ikke, som ventet, er blevet
billigere at bygge rækkehuse end een-
familiehuse, skyldes det, at rækkehu-
sene kræver større udsprængnings- el-
ler funderingsarbejder, end der almin-
deligvis ofres på eenfamiliehusene, li-
gesom udførelsen i 2 etager med delvis
kælder kræver kraftigere konstruk-
tioner end eenfamiliehusene, og ende-
lig må der udføres brandsikring i no-
get større udstrækning end det er nor-
malt ved de fritiliggende grønlandske
eenfamiliehuse.
Når man i Danmark regner med, at
rækkehuse er noget billigere end een-
familiehuse af samme størrelse og
kvalitet, skyldes det, at udgifterne til
byggegrund med vej og kloak udgør
en temmelig stor del af de samlede
omkostninger. For et eenfamiliehus
er denne udgift normalt 15—20°/o af
de samlede omkostninger, og når der
kan lægges 3—4 rækkehuse på den
samme grund, bliver denne udgift na-
turligvis tilsvarende mindre for ræk-
kehuset.
— men det bliver det
Tilsvarende forhold vil komme til
at gøre sig gældende i Grønland, når
man kommer så vidt at alle boliger i
byområderne kan (og skal) forsynes
med veje, kloaker og vandledninger.
Der er endog nogle, som mener, at det
i Grønland vil koste det samme at for-
ne blot var forsvundet for en stund,
så beboet virkede rummene.
Der indtraf imidlertid en brand,
hvorefter museet i 1926 flyttede til
nogle midlertidige lokaler, og i 1934
rykkede Dansk Folkemuseum ind i
Nationalmuseet.
— Hvad rummer så dette brogede
og farverige museum?
Lederen af Dansk Folkemuseum, dr.
Axel Steensberg, som har ladet tan-
kerne gå tilbage for i korte træk at
belyse museets historie svarer:
— Folks liv fra Enevældens indfø-
relse til nutiden, ting og genstande, ja
og hele lejligheder, de nyeste erhver-
velser stammer fra saneringerne i
Adelgade og Dr. Tværgade. Fra bon-
dens liv har man så at sige alt til be-
lysning af hans liv og virke. De gamle
gårde, der var rammen om bøndernes
liv kan ses på Frilandsmuseet, men vi
har de mere forgængelige og skrøbe-
lige ting herinde. Museets indhold kan
kort siges at være bonde- og herre-
gårds-kultur og bykultur.
I de senere år har man udvidet ar-
Den konstituerede rådgivende
arkitekt for landshøvdingeembe-
det VESTI ANDERSEN har på
opfordring skrevet denne artikel
om moderne boligbyggeri i
Grønland.
^^ ^ ^ ^-------------— —t
syne et spredt eenfamiliehuskvarter
med gode veje, som at forsyne et ræk-
ke- og etagehuskvarter med både veje,
kloak og vand.
Når talen er om alle de moderne
installationer, som i fremtiden vil bli-
ve almindelige i grønlændernes boli-
ger, må det ikke glemmes, at disse
koster både i anlæg og drift, og at det
derfor er en forudsætning, at beboer-
ne har gode og stabile indtægter.
Dette har alle jo ikke i dag, men den
stadige udbygning af fiskerianlæg m.
v. vil i fremtiden gøre det muligt for
stadig større dele af befolkningen at
skaffe sig indtægter af en sådan stør-
relse, at de kan få del i det gode som
en rummelig og veludstyret bolig er.
Fra boligstøtteudvalgets side vil man
i de nærmeste år vise en vis tilbage-
holdenhed med opførelse af række-
huse, idet man kun ønsker at opføre
sådanne på steder, hvor de kan forsy-
nes med de omtalte installationer, og
hvor der er folk, der kan og vil betale
herfor.
Man håber så herved at åbne stadig
større dele af befolkningens øjne for
de fordele, der kan opnås i sådanne
boliger, således at flere og flere vil
sætte sig som mål at få en bolig i et
veludstyret række- eller etagehus.
bejdet til også at omfatte europæisk
folkekultur. Vi vil f. eks. gerne have
en keramiksamling til belysning af
andre landes kunst på dette område.
— Hvordan og hvornår kommer De
selv ind i billedet, dr. Steensberg?
— Jeg begyndte i Nationalmuseets
1. afdeling i 1933 som studentermed-
hjælper. Derefter kom jeg ud i marken
og først i 1936 havnede jeg i 3. afde-
ling og i 1939 fastansattes jeg.
— Men må vi ikke høre lidt om De-
res løbebane før den tid.
— I 1927 forlod jeg en fodermester-
plads, hvor min arbejdsdag havde væ-
ret fra 4 morgen til 9 aften. Jeg kom
på Askov Højskole, og det blev be-
stemmende for min livsbane. Der er så
mange ting, der kan komme til at
spille en rolle i ens liv. Jeg havde vel
drømt om at blive højskolelærer, men
det blev ikke — jo jeg var højskole-
lærer en kort tid på Stevns. Jeg tror
godt, at jeg kunne være blevet høj-
skolelærer og for så vidt også land-
mand, selv om en slægtning havde
sagt, at det duede jeg ikke til. Arkæo-
log blev jeg simpelthen, fordi jeg ikke
hører hjemme i bysamfundet, jeg føler
mig knyttet til den danske jord og hø-
rer hjemme på overdrevet. Arkæologi
har jeg jo egentlig aldrig studeret, jeg
blev medhjælper i 1. afdeling, men det
var ikke mit studiefag.
Det var overinspektør Uldall, der i
dag er Frilandsmuseets leder, som fik
mig trukket ind i Folkemuseet, og her
er jeg blevet.
— Bordet fangede?
— Netop og det skyldes nok ikke
bare min interesse, men også det lyk-
kelige forhold, at vi her har været en
flok unge, der fik lov til under ideelt
samarbejde at præge museet. Det er
vi stadig glade for, for det sjældent,
at noget sådant lader sig gøre i et
gammelt museum.
Fra kongehus til lazarone
—Hvordan arbejder man så på
Dansk Folkemuseum?
— Til at begynde med drejede alt
sig om indsamling, men nu er under-
søgelserne det primære. Vi er lykke-
ligvis nået så vidt, at vi nu kun har
huller i rækkerne at fylde, og det la-
der sig nok gøre med tiden. Vi lægger
(Fortsættes side 20).
AJS Dansk glasuldfabrlklmit igal&mernglt amutdlarnerinik uvsigsausiat issimut, kissaxnut nlpimutdlo pitarnavérsautigiasarniåkit
Aktieselskabet
Dansk G las uld fabrik
(Aktieselskabet for Kemisk Industri)
Kan man se fremtiden i møde
uden at kende fortiden?
Nej, det kan man ikke, mener museumsinspektør, dr. Axel Steensberg,
der leder Dansk Folkemuseum, for vi står kulturelt på vore forfædres
6