Atuagagdliutit - 02.07.1959, Blaðsíða 12

Læserbreve
“ KLIP
Udstedsbørn — og skolen
De små steder behandles skolemæssigt som negrene i Amerika! hævder
K. Møller, Avigait
Det gør mig ondt at se, at det er
blevet umuligt — næsten umuligt —
for bopladsernes ungdom at komme i
højere skoler. Dette betragter jeg som
et tilbageskridt i opbygningstiden.
Når man tænker på, at vi har de
samme love og har det samme flag,
da kan man ikke lade være med at
sammenligne behandlingen af de små
steder skolemæssigt med behandlingen
af negrene i Amerika.
Elev-udtagelsen før 1950 var upå-
klagelig; men efter dette år kom der
et skævt forhold. Hvis dette skæve
forhold findes i lovene, må man håbe,
at dette bliver fjernet.
Jeg er fuldstændig klar over, at
disse forhold skyldes den nye skole-
ordning, og denne nye skoleordning
har fået til følge, at næsten kun by-
boernes børn — ja, man fristes til at
sige, at det er kun dem, der får lov til
at komme i de højere skoler. Dette er
afhængig af de resultater, børnene op-
når i skolen. Nu forlanger man af bør-
nene, at de skal kunne dansk, hvis de
skal kunne følge med i undervisnin-
gen.
Men et barn fra et mindre sted kan
aldrig blive udtaget, selv om vedkom-
mende har den bedste forstand, fordi
vedkommende ikke har lært dansk. Nu
er forholdet blevet dette: Selv et lille
forstandigt udstedsbarn, som måske
kunne klare sig i de højere skoler bli-
ver udelukket for at blive udtaget som
elev p. gr. af det danske sprog.
Lad mig tage et eksempel: Jeg ved,
at der findes et barn i en by med en
grønlandsk mor og en dansk far. Dette
barn taler begge sprog. Han blev kon-
firmeret og gik til optagelsesprøve.
Man mente, at han egnede sig fortrin-
lig til at fortsætte. Et andet barn fra
et lille bitte sted blev konfirmeret, og
han kom til optagelses-prøve i 15—20
minutter. Han blev udtaget med store
betænkeligheder. De gik i samme sko-
le. Bysbarnet overlevede ikke engang
efterskolen. Han dumpede, vistnok i
dansk? Udstedsbarnet klarede sig fint.
Dette eksempel er ikke grebet fra luf-
ten, men er sandt. Dette ene eksempel
giver selvfølgelig ikke et sandt billede
af forholdet, men kan give et finger-
peg om, hvilken udvikling, der er i
gang.
Jeg ved, at forrige elever bliver ud-
taget efter præstens eller kateketens
anbefalinger — uden at spørge, om
vedkommende kan dansk. — Særlig
gjaldt dette for udstedsbørn.
I, der er født på et boplads, har læst
i de små skoler og efter at have klaret
jer på seminariet er ansatte i stillinger
i vort land, hvad siger I til de nuvæ-
rende forhold? Lad mig spørge: Er
dette rigtigt? er dette morsomt? er
dette retfærdigt? er dette ligebehand-
ling? er dette som det skal være? (Vi
kan slet ikke regne med, at kun halv-
delen af børnene kommer i de højere
skoler efter konfirmationen).
Jeg ved, at udsteds- og bopladsbørn
kan komme til byskolen; men denne
ordning er ikke holdbar, når man skal
tænke på, at disse børn vil kun blive
en slags plejebørn, og når man tænker
på hygiejnen, er denne form for skole-
gang ikke anbefalelssværdig.
I Holsteinsborg har man oprettet et
skolehjem; men da det er det eneste
af denne art, kan man ikke tage den
som trøst eller som en modvægt for
mit indlæg. Det er som om, at der var
faldet een regndråbe til et stort, tørt
område. Andet var det ikke!
Udsteder og bopladser råber efter
flere og bedre kateketer, flere bedre
uddannede kateketer. Dog er der kun
ganske få seminarister, der tager af-
gangseksamen blandt en mængde ele-
ver, og man kan ikke engang tænke
på, at disse vil blive placeret i de
mindre steder. De elever tænker vel
også næppe på at blive placeret i så-
danne steder. De opnåede resultater
bestemmer vel, hvor de skal gøre deres
gerning.
Jeg ville heller ikke opfordre semi-
naristerne til at søge til udsteder og
bopladser. Hvorfor? Fordi nogenlunde
gode huse til kateketerne med lidt bed-
re møbler mangler.
De fleste bopladser og udsteder har
et skolekapel, og de fleste af dem er så
gamle, har et så dårligt inventar og
er så kolde, at de kun virker som ste-
der, hvor man åndeligt og legemligt
langsomt sygner hen!
Hvem ville også i disse nyordningens
dage havde lyst til at arbejde i sådan-
ne steder, når man har gået i skole i så
gode skoler?
Det værste er, at den nye skoleord-
ning lægger som om en forhindring for
de små steders børn, der ellers ønsker
at fortsætte deres skolegang. Før i ti-
den kunne seminariet med de få læ-
rere lære da ganske unge helt uden
kundskaber i dansk til at klare sig. —
Nu er der kommet en hel masse læ-
rere; men mon de ikke længere kan
klare opgaven?
I året 1953—54 gik der 2138 børn i
byskoler, og uden for byerne var der
2399 skolebørn. Dette vil sige, at over
halvdelen af de skolesøgende børn går
i de mindste skoler, og deres chancer
for at få en videre uddannelse bliver
mindre og mindre.
Dog er kravene til skolebørnene og
de antal skoledage, man skal igennem,
ens for alle.
Udsteds- og bopladsbørnene bliver
som regel frie erhververe, når de for-
lader skolen. For dem, der bor uden
for byerne, er af yderste vigtighed, at
børnene er med til at fiske i den bed-
ste sæson; men i hele den bedste sæ-
son går de i skole, og deres skoleferie
er for kort.
Lad de mindre børn gå i skole i disse
dage, og de større bruge dagene til at
dygtiggøre sig til deres fremtidige er-
hverv.
Lad nyordningen indenfor skolen
blive bestående — for byernes ved-
kommende; men man kan ikke blive
ved med at lade som om, at man har
lukket øjnene for de mindre steder.
Hvem skal stå som vægt i den anden
vægtskål?
Hvad gør man for at klare dette pro-
blem?
K. Møller, Avigait.
en drøj og velsmagende cerut
for den kræsne ryger
sikåvaraK (cerut) mamartoK aungner
toK narruiup pujortartagå
i WULFF
KGL. HOFLEVERANDØR
Kommunefoged-uddannelse!
I takt med de nye tider, stiger kri-
minaliteten i Grønland. Sådan er det
også i de udviklede lande. I tættere
beboede lande er kriminaliteten selv-
følgelig større. Dette er forståeligt;
men her i vort land med så få ind-
byggere, er det ønskeligt, at man hø-
rer dette ord så lidt som muligt.
Politi og kommunefogeder er spredt
over hele landet. Alle større byer har
politi, men når de, der går i politi-
skolen, har udstået deres elevtid, er
det muligt, at også de lidt mindre
steder får deres egne betjente. Hvis
man dog skal forsyne alt for mange
steder med danske overbetjente med
egne store motorbåde, ville det hele
blive for dyrt.
Vi ved og har hørt, at kommunefo-
geder er ansat i deres embeder med
samme ansvar som politiet; men jeg
betragter dette ansvar som noget, der
ikke omsættes i virkeligheden. Hvor-
for? I vore dage forsøger kommune-
fogeder at udføre et krævende arbej-
de. De aner vist knap nok selv, hvor-
for de har så store vanskeligheder i
deres arbejde, især overfor fulde folk.
Disse vanskeligheder er følgen af, at
de ikke har fået en uddannelse.
Vi har set mange kommunefogeder,
der blev tilkaldt, men gik hjem uden
at fuldføre deres arbejde.
Hvordan skal man uddanne disse
kommunefogeder? Er det ikke en ide
at samle dem på et sted og give dem
et kursus i forskellige greb, hvordan
de skal forsvare sig, o. 1. af den sted-
lige overbetjent. Der er en mængde
ting, de skal sættes ind i. Lad os næv-
ne de forskellige love. De skulle vel
kunne svare på en hel masse spørgs-
mål i en håndevending.
Når disse ting er blevet virkelig-
gjort, kan man først sige, at kommu-
nefogederne er ansat med et ansvar,
der svarer til politiets.
Karl Jørgensen, XJpernivik.
„— Vi forsøger ikke af optræde
som journalister”
I A/G nr. 3 var der en indsender,
der skrev, at nogle af vore landsmænd
forsøger at optræde som journalister
— eller rettere brugte udtrykket: bil-
lig journalistik. Det var ikke billig
journalistik. Vedkommende benyttede
sig bare af deres frihed og ret til at
sige deres mening! Indsenderen fort-
satte: — .. de fleste er unge grøn-
lændere, der er hjemme på uddannel-
se. Unge mennesker, som endnu ikke
er så modne, at de med vægt kan ud-
tale sig som så store og alvorlige pro-
blemer.
De fleste af de unge er unge mellem
20—30 år. Mange af dem har udstået
deres læretid i vores højeste skoler
og var taget til Danmark for at sup-
plere deres uddannelse for at forsøge
at erhverve mere oplysning, lærdom,
ansvar og for at kunne udføre en stør-
re indsats. De unge, der betegnedes
som værende umodne, er de, der — ef-
ter at have levet blandt dem, vi kalder
for „opdragne kulturfolk" — har fået
øjnene op og kan bruge det, de har
lært, som grundlag for deres kritik for
tilstandene i deres eget land — Grøn-
land.
Lad os tage dette som eksempel: En
dansk arbejdsmand er i dag medreg-
net for statens tjenestemænd eller
grønlandske bestillingsmænd og får
betaling for skæve helligdage, selv om
han ikke bestiller noget i disse dage.
I modsætning hertil er en grønlandsk
arbejdsmand, der har stået i lære i
fire år frataget denne rettighed! Hvor
i andre steder kan vi se disse forhold?
Og hvad skyldes dette? Det er nogle
af de ting, man må påpege og få svar
på. Har man indført censur, siden man
har indført så skæve forhold?
J. Jeremiassen.
(forkortet. Red.).
12