Grønlandsposten - 24.12.1942, Blaðsíða 2

230
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 20
her var slet ikke Land eller Mennesker, og alli-
gevel stod Solen op 13. Januar! — Tænker du
paa, at ud i Fremtiden er alt uvist, ingen ved
noget som helst, men et er sikkert, om Tusinde
Aar vil Solen atter staa dernede 13. Januar!« — Og
saa fortalte hun videre: »Jeg er nu saa gammel,
at jeg ikke mere kan gaa derud, men jeg husker
hver eneste Gang, jeg har været der, lige fra jeg
som lille Pige stod derude frysende og holdt Mor
i Haanden og saa det sælsomme ske, at den
røde, livgivende Skive atter kom frem. Og som
ung og voksen kom jeg hvert Aar derud, hørte
Folket, Grønlændere og Danske, juble over Ly-
set og raabe og skrige, ofte for meget, syntes
jeg; men især husker jeg sidste Gang, jeg var
derude! Da var det mærkelige sket, at Folkenes
Ure gik forkert, for den Gang hørte vi jo intet
fra Omverdenen i hele Vintertiden, saa da jeg
kom derud, var jeg ganske alene; for ganske vist
har jeg aldrig haft noget Ur, men man ved da
nok, hvornaar Solen den Dag staar op! Jeg sad
saaledes ganske alene derude og ventede stille
og beredt paa at tage imod det, jeg vidste vilde
komme. For første Gang var der den Dag stil-
le for Mennesker derude, og derfor var det
maaske, at jeg oplevede saa meget. For jeg
havde ikke siddet længe ved den store Sten, før
jeg mærkede, at der ogsaa var andre, der i
spændt Forventning spejdede og ligesom lyttede.
Det var hele Naturen og alt omkring mig! Det
begyndte med, at det ligesom drønede, sukkede
og sang i et stort Isfjæld, og saa kunde jeg
pludselig forstaa Isfjældets Tale, og det sang om
solfyldte Aprildage, naar Solvarmen smeltede
Vintersneen af dets Sider, saa det skinnede som
det reneste Giar, medens Smeltevandet fossede
ned ad dets Sider i Smaabække og tilsidst pla-
skede ned i Fjord vandet; det sang om hvide
Maager mod blaa Himmel, om Tateratternes
muntre Foraarsleg og om Konebaades Færden
under munter Sang rundt Banken med de store
Isfjælde; og det sang om sin store Rejse, naar
det til Sommer vilde glide ad Grunden og skul-
de ud at se fremmed Land, slutte sig til an-
dre af samme Slags paa den store Vandring
mod Syd — skilles og mødes — og saa en Dag
se Skibet, det første, komme med Stævnen mod
Nord; saa blev det vel nok den sidste Hilsen,
det kunde sende op til sin Hjemegn! — Men
der var meget andet at høre! — Det var, som
havde Ravnen faaet en anden Stemme; den
»sang« om Fjældskrænten med det gamle Bo,
om tidlige Fangstture efter F'øde til Ungerne,
om skiftende Sol og Snebyger ind mod Stenen,
hvor Hjemmet atter skulde være.
Og jeg hørte de smaa Pile og Birke sagte
hviske sammen: »Kan I mærke, at det bliver
atter Liv og Lys, er det ikke som Saften igen
vil strømme helt ud i Knopperne? Kan I se,
hvor det lysner dernede, vi er næsten helt gul-
røde i Barken nu!« — Og de talte om Tiden,
der vilde komme med Løvspring og Blomstring
med summende Bier fra Blomst til Blomst, om
Snespurvens Sang og om Rypens Kaglen i de
stille Foraarsnætter; og de strakte sig og saa
Syd paa og fyldtes med Forventning og Undren
over alt det, der i kommende Tider skulde ske.
Og saadan hørte jeg hele Naturen leve og
aande omkring mig; Vintermathed, Kulde, Sorg
og Savn rystedes ligesom bort. Jeg selv syntes
egentlig slet ikke, at jeg var et Menneske; men
det forekom mig blot, at her sad jeg og aande-
de og levede og ventede sammen med alle de
andre.
Jeg glemte helt at passe paa dernede mod
Syd, hvor ellers Himlen nu tændte Fakkellys,
Ild og Brand, men pludseligt blev jeg revet ud
af det hele ved at høre mægtige Lyde i Luften.
Først blot som en Susen og Brusen, senere som
dumpe Drøn og næsten som hule, langtrukne,
dybe Orgeltoner: jeg syntes, at det omtrent var
som i en Kirke alt omkring mig; og saa med eet
forstod jeg, hvad det var, Luften var fuld af,
det var Fjældenes Sang, som man milevidt fra
kunde høre fyldte Rummet!
Først lød det jublende helt langt nede Syd
fra, jeg tror nok, at det var Umanak’en udfor
Agto, der først rungede det ud: »Det er sket
hernede!« Og rundt fra hørtes Toner, der sva-
rede igen og blot drønede ud: »Vi venter.« Fra
Godhavnsfjældene rungede mægtige Toner
ustandseligt ud i Rummet som fra Verdens
største Kirkeklokker, fra IsunguaK, fra Kutdlig-
ssat, NugssuaK-toppene, fra AtdlutoK, fra Paki-
tsoK rungede det som i dyb Forventning som
Klokker før Kirkegang, og henne fra det lille
AkinaK-fjæld lød det: »Ogsaa her vil det ske!« —
Og nu var det, som jeg blev helt bedøvet, for