Grønlandsposten - 24.12.1942, Blaðsíða 9

Nr. 20
GRØN LANDSPOSTEN
langfredag viste det! — Romerne var dem inder-
ligt imod for deres nye ordens skyld. Gud maat-
te altsaa ogsaa være imod den romerske ørn.
De saa ikke, hvorledes romervældet passede ind
i Guds evige verdenshusholdning. — Jesus Kristus
ansaa de for en gudsbespotter. Gud maatte alt-
saa ogsaa se saadan paa ham, og saa korsfæste-
de de ham — langfredag. Vist var de fromme
som mennesker er, naar de tror, de kender lidt
til Gud og lidt til 1942—43—44.
Og saa bad de. De bad for sig selv, ikke
mod sig selv. De had — meget endda, brugte
mange ord, remsede op, lange historier, som
Gud kendte i forvejen. De fortalte en forfærde-
lig masse om sig selv, for det meste kun gode
ting. Nogle sagde ogsaa tak, mange tak, fordi
de ikke var som andre mennesker. De forstod
ikke, at de stod og sagde tak for egenskaber, der
burde være selvfølgeligheder! Vi forstaar ikke,
hvorfor de brugte saa mange ord. Gud var jo
paa forhaand enig med dem, saa overtalelse eller
andre forestillinger for at faa ham til at mene
som ønskeligt var ikke, skulde ikke synes særlig
paakrævet. Men de bad altsaa. Og til dem talte
Jesus, de behøvede ingen tilskyndelse til at hede.
Den anden grund, som kan tænkes, naar
det drejer sig om Jesu tavshed med hensyn til
mennesker, der ikke beder, er ganske sim-
pelt denne: Hvad skulde han sige? Der er ikke
noget at sige. Det er jo mennesker, der ikke
har faaet viljen til at bede. Det er mennesker,
som Gud er aldeles skjult for. Der er f. eks.
mennesker af vor tid, som ganske vist har hørt
Jesu navn, men hvis øjne ikke er aabnede for,
at han kom fra Gud — mennesker, som engang
holdt jul, da de var børn og nu maaske holder
jul for deres børn i juletræets glans, men ikke
i skæret af Guds herlighed. — Hvorfor skulde
man bede, hvis man ikke — stærkt eller svagt,
i yderste skrøbelighed eller med noget større
overbevisning — tror, at der er en Gud, som
man i al evighed kan stole paa?
Nej, Jesus sagde ikke et ord om dem, der ikke
beder. Det grundlæggende, principielle, skelsæt-
tende, maa først forstaas: Den, der ikke er med
Jesus Kristus, er mod ham. Uden denne for-
staaelse er al tale om bøn — for megen, plaprende
bøn — og ingen bøn helt ude i det blaa.
»Naar I beder,« siger Jesus — og forudsæt-
237
ter, at de, der en genstand for hans tiltale,
beder.
Javist, siger saa en og anden, du præst
læste ogsaa noget om, al vor fader i himlen ved,
hvad vi mennesker trænger til, førend vi beder.
Hvad skal bønnen saa være godt for?
Det er et spørgsmaal, man jævnlig hører;
og det lyder drilagtigt — og saa er det dog saa
let at svare. Vi skal ikke bare svare ved at si-
ge: Jesus forudsætter, at vi heder. Han har lært
os en bøn — og saa be’r vi. En saadan lydighed
er i og for sig smuk og tiltalende, men den re-
sulterer i plapren, af faa ord i stedet for af man-
ge. Og plapren er nu plapren, enten remsen er
lang eller kort. Gud ved, hvad vi behøver, førend
vi har sagt et ord derom. Godt! Rigtigt! Men
han vil ogsaa, at vi skal indrømme, at vi ikke
faar, hvad vi faar, ganske af sig selv. Vi skal
indrømme, al vi mangler noget, vi skal indrøm-
me vor afhængighed; vi skal indrømme, at hvad
vi har, og hvad vi faar, kommer fra Gud, selv
om vi glemmer at bede derom og sige tak der-
for. Som børn fik vi vor mad hos far og mor,
uden at bede derom, men far og mor vilde dog
gerne se, at vi børn forstod, hvor den kom fra.
Det var ikke saa ilde, at vi lærte at paaskønne
— efter ringe evne — at maden paa bordet var
et resultat af fars Ilid og paapasselighed der, hvor
han havde sin gerning; og mors paapasselighed i
køkkenet burde ikke overses. — Sundt opdragede
børn faar den lære med paa vejen. Den sam-
me opdragelse giver vor himmelske fader os, og
vi skal lære at have vilje til forstaaelse og paa-
skønnelse.
Og nu bønnens egne ord.
»Fadervor, du som er i himlene.« Det be-
tyder, at der er baade nærhed og afstand i vort
forhold til den Gud, vi beder til. Han er nær
nok til at være vor fader, og dog for fjern til
at være vor ligemand eller tjener. Vi, hans
børn, skylder ham lydighed og skal gøre navnet
ære. Han er i himlene o: ikke her, men der er
et andet sted, hvor hans vilje hersker fuldkom-
ment, og hvor alle er ham lydige.
»Dit navn vorde helliget!« — Det er altsaa
ikke helligt i blandt os. Det skal vi vide. Der
er stadig langt igen, inden Guds navn bliver et
helligt navn. Det gaar snarest den anden vej.