Grønlandsposten - 24.12.1942, Blaðsíða 4

232
GRON LANDSPOSTEN
Nr. 20
første virkelige natlige Tur efter Krybskytter.
Hvordan var det nu, han plejede at bære sig ad,
den sorte Rad? Jo, han smed alt, hvad han
havde i Hænderne, og simpelthen løb sin Mod-
stander ned; med sine enorme Kræfter sparkede
han lige løs mod Mave eller Bryst og fortsatte
sin Vej hjem saa hurtigt, hans Ben kunde bære
ham og forsvandt ind i sit Hus uden at bruge
Lys eller paa anden Maade røbe sin Hjem-
komst.
Dette var en stille Nat. En Halvmaane gav
sparsomt Lys af og til; men for det meste var
den skjult bag Skyer. Det var dog næsten det
bedste, at den Maane ikke skinnede, naar jeg nu
snart skal møde ham den sorte, tænkte den un-
ge Mand; hvis Maanen skinner, kan han se, hvor
ung jeg er, og saa har han selvfølgelig ikke me-
gen Respekt for mig. Kun nitten Aar, og sorte
Niels er vel sidst i Trediverne - - - dobbelt saa
gammel som mig.
Er det ikke her, der skal gaa en lille Sti
igennem Tykningen? Hvem der nu turde tænde
sin Lommelygte. Nej, det gaar ikke, hare slæbe
Fødderne saa mærker du nok den lille Fordyb-
ning i Vejen, der hvor Stien løber fra. Her maa-
ske? Nej, lidt tilbage — For Pokker, hvor er dog
den Sti? Frem og tilbage flere Gange. Endelig!
Hvor er her mørkt, det er umuligt at skelne
noget paa Jorden; men ved at se op i Trætop-
pene, er det muligt at følge Stien gennem Tyk-
ningen. Pludselig flænges Stilheden af en smæl-
dende Raa: Ran. Bau. Bau . . - lyder det, og at-
ter faar den unge Mand det kolde Styrt ned ad
Ryggen. Han mander sig op og lister videre,
han maa tænke paa noget andet: men paa hvad?
Jo, han kan da tænke paa Julen, det er jo snart
Jul, og saa skal han hjem og besøge sin kære
gamle Mor, saa kommer hans Søskende ogsaa.
Det vilde være rart at kunne fortælle dem, at
jeg har fanget den farlige sorte Niels, tænkte
den unge Mand. Mor vil gyse, og Brødrene vil
beundre mig; men, hvis nu Fyren slet ikke bli-
ver fanget, faar jeg jo slet ingen Juleferie. Han
skal fanges . . . længere kom den unge Mand
ikke i sine Betragtninger, da en Haand blev lagt
bestemt paa hans Arm, og en Stemme hviskede:
»Var jeg nu sorte Niels, kunde jeg let gøre det
grimme ved Dem.«
Det var ikke sorte Niels, men en Skovløber,
der ogsaa skulde paa Vagt og møde samme Sted
som Jagteleven. Da han havde hørt nogen kom-
me bagefter sig, var han bleven staaende, og da
han blev klar over, det var Eleven, vilde han gi-
ve ham en lille Forskrækkelse. Det var nu en
farlig Spøg. Eleven havde paa et hængende
Haar nær brændt sin Revolver af i Maven paa
ham. Det fik han dog aldrig at vide, den unge
Mand fortalte det aldrig, hverken til ham eller
nogen anden; men selv forskrækkede han aldrig
nogen i Mørke senere i Livet. Det Ghok, han
fik ved denne Lejlighed, var overvældende.
De gik tavse videre og kom til Mødestedet
uden videre Oplevelser, her var de øvrige Deltage-
re i Ekspeditionen allerede ankommet, det var
Skytten, Skovfogeden og en Forstelev. Skytten
gav nu hver Mand Besked om hans Post og om,
hvordan enhver skulde forholde sig. Til Jagt-
eleven sagde han: De skal forsvare Udkørslen
ud mod Marken, og har vi først raabt Gevalt,
betyder det, at den sorte Djævel er paa Flugt, og
De maa ikke lade nogen passerede død eller
levende.«
»De maa være klar over, at han slaar og
sparker, saa De maa gøre kort Proces med ham.
Atter var Jagteleven alene, han sad paa sin Post
i Vejgrøften, vel en 300 Meter fra den Tykning,
hvor man ventede, Krybskytten vilde operere.
Imellem ham og Tykningen var Stang- og Høj-
skov, og her imellem Stammerne kastede Maa-
nen sit Strejflys af og til og gav Fantasien Næ-
ring. Det spøgte i Jagtelevens Hoved. Hvordan
var det nu, det gik Skovrideren paa Fussingø?
Jo, det var ogsaa en berygtet Krybskytte, han
var ude efter. Skovrideren og en Skovløber sad
i en Granplantning lige op af en Brandlinje, hvor
Krybskytten netop kom. Lige da Fyren passe-
rer, rejser Skovrideren sig, men faar i det sam-
me et Skud Hagl gennem Maven. En forsmæ-
delig Død for en Jæger. Krybskytten klarede sig
i Retten med et Aar i Brummen. Han und-
skyldte sig med, at han troede, det var et Dyr,
han skød paa . . . Senere skød han igen paa
Jagtopsyn; da fik han mere.
Og Skytten paa Fyen, ham fandt de jo for-
færdelig tilredt; men det blev aldrig opklaret --
-- Hvad er nu det, Lys inde i Tykningen, ba-
skende Fasaner og kvalte Fasanskrig, Jagteleven
holder Vejret af Spænding, han knuger om Ege-