Grønlandsposten - 24.12.1942, Blaðsíða 7

Nr. 20
GRØN LANDSPOSTEN
gode Ven havde foræret ham i Julegave, kunde
let paasættes et nyt Stykke Kobberem. Det var
blot at gaa ud paa Vejen og raabe: »Hej, Jens
eller Mikkel, bar du ikke et Stykke til at sætte
paa til Pisk,« og Jens, smilende og tjenstvillig,
satte straks Pisken i behørig Stand, hvorfor han
belønnedes med en Pose Bolcher eller andet
godt fra Mors Gemmer, — og saa blot fat paa Hun-
dene: »Men husk kun fire Hunde, at de ikke
skal tage Magien fra jer Smaafyre,« raaber Mor.
Afsted gaar del. Naa, der havnede de inde i Stor-
baadens Forstavn. Den staar da ogsaa ophalet
et fjollet Sted, den Storbaad, men hurtigt løs,
igen gaar det med Raaben og Piskesmæld vide-
re over Stok og Sten. Alle ler, og alle er glade,
5—6 Drenge paa Slæden, 10 bagefter, men det
gør ingenting, vi skiftes.
Saadan omtrent havde Lillepeters Liv formet
sig indtil den triste Dag, Skonnerten ankrede op
i Havnen for at bortføre Lillepeter og hele hans
Familie til det mørke Sted deroppe højt mod
Nord, hvor Livet leves helt anderledes.
Paa Vejen i den nye Koloni, blev Lillepeter
mødt med Mistro af sine jævnaldrende og maat-
te taale mange Spytteklatter, Spark og Haanord,
førend det blot gik nogenlunde godt med Legen.
De Voksne gik ham surmulende forbi, og første
Gang Lillepeter skulde prøve sit gamle Kneb for
at faa Fangstpart, fik han et ublidt Spark af Sæ-
lens Ejer og kom smaatudende og modløs hjem.
Naa, Mor ræsonnerede som saa: Drengen har
godt af lidt Modgang i Livet, skønt hun under
ham al mulig Morskab det sidste Aar, han er
hjemme, for til næste Aar begynder Skolen for
Alvor. Naar Sandheden skal siges, er Lillepeters
Skolegang ikke helt comme il faut. Han læser
hver Formiddag fra 9—11 l/2 med en ung Pige,
der har gaaet i dansk Børneskole, Regning er
overladt Stedets Kateket fra Kl. 3—5, og Far, der
forstaar sig paa den Side af Sagen, synes, at Lil-
lepeter regner helt godt. Geografi og Bibelhisto-
rie interesserer ham meget, skønt disse Fag kun
drives i det Smaa, men Stavning er Lillepeters
Rædsel, og han synes, det er rent fjollet, at
Kande staves med »d« og at »kan« af »at kunne«
absolut ikke maa paahæftes dette Bogstav til Slut.
Dog, det kommer nok altsammen, jnaar Lille-
peter til næste Aar skal gaa rigtigt i Skole i Nord-
grønlands Hovedstad. Saa skal Drengen igen
235
skifte Opholdssted og Kammerater, men forhaa-
bentlig kan han saa ogsaa faa Lov at blive der,
indtil den Dag, som Lillepeter ser hen til med
store P'orventninger, den Dag, hvor der ikke er
liere Fremmede i Danmark, og hvor Lillepeter
atter skal gense Bedstefar, Bedstemor, Tanter
og Onkler, som for Øjeblikket staar i et taaget
Fventyrskær for hans indre Barneøje.
Lillepeters Mor.
Nytaar.
Prædiken af pastor Svend Herlling.
(Matthæus-ev. 6, 5—13).
Der er en stor og afgørende forskel mellem
mundheld og ordsprog. Paa en viss maade lig-
ner de hinanden — de er jo søskende, begge
har de erfaringen til moder og den rytmiske,
ordknappe sprogkunst til fader. Men af karak-
ter er de saa forskellige. Mundheldet smiler
bredt — kan godt være lidt skadefro og drilag-
tigt, er tit sangvinsk og optimistisk: det folder
bekymringernes lange liste sammen og siger:
Den tid, den sorg---.
Ordsproget har et tungere sind og udvikler
i sig den nedarvede erfaring til en ofte tungsin-
dig visdom. Ordsproget er en erklæret fjende
af al ensidighed, af alt, hvad der slingrer fra den
ene grøft til den anden, thi til sand visdom hø-
rer maadeholdet. — Det sker for enhver dansk
— eftersom vort sprog, sikkert uden sidestykke,
myldrer med ordsprog — at vi, naar vi føler os
trængt op i en krog eller er ved at gaa over ge-
vind, pludselig hører genlyden af et af disse
gamle, ærkedanske fyndord, der fortæller os, at
der er andre, der før os har været klemt op i
en krog, andre har før os været ved at gaa over
gevind, og gennem disses erfaringer erhverver vi
os den visdom, der giver sindet ballance og sæt-
ter os ned paa jorden igen. Og det er godt,
naar det sker, og det maa gerne ske tit, saasandt
som vi mennesker saa sjældent, saa sjældent er
paa siden af os selv, aldrig fuldt og helt der,
hvor vi skulde være.
Jesus Kristus har sagt os det samme angaa-
ende vort kristenliv. Ikke saaledes, at han al-
tid er maadeholdsprædikant, thi i det skelsæt-