Grønlandsposten - 24.12.1942, Blaðsíða 8

236
GRØNLANDSFOSTEN
Nr. 20
tende, principielle, i det, der opstiller modsæt-
ningen mellem kristen og ikkekristen, kendte
han ingen gylden middelvej og et fornuftsbe-
stemt maadehold. Nej, der lyder der en tiltale
til os, som der skal en god vilje til at kunne
misforstaa eller bortforklare. Det er kort og godt
dette: den, der ikke er med mig, er imod mig.
Man kan tage sin stilling til saadan et totalitært
magtsprog; man kan sige: jeg vil være med dig!
— eller man kan sige: jeg vil ikke være med dig.
Men at misforstaa Jesu ord eller lade, som om
man ikke ,1'ortaar — det er umuligt.
Dette er altsaa det grundlæggende, det skel-
sættende: Den, der ikke er med Jesus Kristus,
er mod ham. Saadan ligger landet — han siger
det selv, og han maa ogsaa bedst selv vide det.
— Intet maadehoid, ingen gylden middelvej.
Men dermed er ikke alt sagt, thi inden for
skellet er der visse yderligheder, der fører ud i
noget galt. Der kræves maadehold, balance; thi
til maade er alting godt.
Naar I holder høn, hedder det, saa skal I
ikke hære jer ad som hyklerne, der offentlig
forkynder, at nu skal de bede, og i det hele ta-
get gør sig vældig til af det. Ingen hør stable
sig selv op som ekspert i fromhed og gudsdyr-
kelse; det skurrer fælt i almindelige menneskers
øren, det er en skurren med hule bilyde. Det
ægte er altid stilfærdigt og behøver ikke slaa paa
stortromme. Ærlighed varer længst, det giver
altid bagslag, naar man prøver paa at gøre sig
bemærket ved voldsomme falbelader og en tale,
der ikke er fuldtud vederhæftig.
Derfor skal der alligevel ikke stikles til Roose-
velt, naar han har faaet De Forenede Staters krist-
ne plus Storbritanniens kirkesamfund til at bruge
dagen i dag, 1. Januar, til en almindelig bede-
dag. Det er kun smaa statsmænd, der er bange
for, at der skal gaa noget fra dem, hvis folk ser
opad mod ministres, præsidenters og kongernes
konge. Vi her kan vel ogsaa være med — men
maa i det som i alt andet, naar vi bringer vor
sag for Guds domstol, finde os tilfreds med den
afgørelse, som han træffer. Han alene maa gi-
ve dagens kristelige blitzkrieg det indhold, det
udfald, han finder for godt. 400 aar har ikke
slidt luven af Luthers gode ord: »at ville Guds
vilje og hans ære i alle ting og intet ønske for
sig selv hverken her eller i det kommende liv
— det er at være salig«.
Det karakteristiske for hykleren er, at han
beder for sig selv, heder for sin egen profit. Men
i bønnen maa vi være rede til at bede imod os
selv, være rede til, at bønnens resultat vendes
mod os selv — menneskeligt talt; bede — ikke
bare for at skyde genvej til en tryggere tilværel-
se idag, imorgen, men bede under evighedens
perspektiv, bede i fuld tillid til Gud, i tillid, til
evigheden, i tillid til, at Gud virkelig er.
Lad mig have lov til at fortælle et træk,
som har gjort et vist indtryk paa mig; jeg har
det fra viceprovsten: En ung, gift fanger omkom
i kajak lige uden for Jakobshavn. Kæntrede,
kunde ikke svømme eller paa anden maade red-
de sig i land. Man fandt ham ret kort efter.
Hans hænder var foldede! Ja, det er den histo-
rie — en noget sentimentalt klingende historie
om et par foldede hænder, — det kan være helt
tilfældigt; men dette, som maaske er tilfældigt,
har gjort et visst indtryk paa mig.
Tillid til Gud, tillid til evigheden, tillid til,
at Gud er. Har vi den tillid, kan vi slet ikke la-
de være med af folde vore hænder, saa har vi
ogsaa tillid til, at han hører og ser os, selvom vi
folder hænderne nede under dynen og hvisker
saa tyst, at intet menneskeligt øre kan opfange
et ord.
Saa meget om at bede. Siger Jesus ikke no-
get om dem, der ikke beder? Nej, ikke et ord!
Hvorfor nu det? Der kan tænkes to grunde.
For det første talte han til sin tids jøder. Det kun-
de ikke falde dem ind at glemme at hede. Det var
noget, man gjorde — det kunde ikke være andet.
De var fromme paa deres egen maner; langfre-
dag viste det! De havde deres egen mening om
sagerne. De troede, at de tænkte Guds tanker,
medens forholdet nærmest var det, at de tillagde
Gud deres egne tanker, genskabte Gud i deres
eget billede og fik en lille Gud, men en klog
Gud ud af dette skabelsesværk. Dem, der er
enige med os, er vi glade for; vi synes, de ind-
tager et fornuftigt standpunkt. »Han er slet ikke
saa tosset,« kan vi finde paa at sige om en og
anden. Det er jo kun godt, at han ikke er det,
ret heldigt endda, — for vi er jo enige med
ham.
Jøderne var fromme paa deres egen maner;