Grønlandsposten - 24.12.1942, Blaðsíða 5

Nr. 20
GRØNLANDSPOSTEN
233
stokken, han har i sin Haand. Pludselig høres
Raab og Larm og Hundeglam, der varer en kort
Tid, saa bliver alt stille.-Jagteleven har rejst
sig og staar med Ryggen mod en bred Bøg lige
ved siden af Vejen. Nu eller aldrig . . . Der
kommer han jo, den sorte Laban, lige imod ham,
han svinger Egestokken og ryger lige løs paa
Manden. Et Klask, et Fald. Puha, det var raat;
men saadan en Fyr vil jo ikke have det ander-
ledes. Lad os nu se hvor meget han fik. Lom-
melygten paa-----Du Almægtige, det er jo Skov-
fogeden — Er han maaske død? Nej, det maa
ikke ske. Vaagn op for Guds Skyld. Jeg gjorde
det ikke med Vilje . . ! »Jo, Viljen den var sgu
god nok; men De havde venlet at træffe en an-
den, jeg kunde jo ogsaa have præsenteret mig,«
lyder det pludseligt fra Skovfogeden, der nu rej-
ser sig med Besvær. »Men vi kan naa det end-
nu. Find Deres Cykle og kør saa hurtig som
muligt til Labanens Hus og snup ham ved hans
Dør. Andersen kører ogsaa derop og hjælper
Dem; jeg er all right, skynd Dem.«
Det lykkedes. Sorte Niels blev fanget. Og
den raske Skovfoged omtalte ikke den pinlige
Episode; han var løbet mod et Træ i Mørket,
derfra Mærket i Panden. Det blev et Ar, som
jeg beundrer mere end noget andet Hæderstegn.
L. Lamberlh.
Smaa istapper.
Sølvbrudeparret i Egedesminde maatte savne sa-
lutten,
Da der ikke fandtes flere fænghætter i magitutten.
Lægerne strides om diagnosen
Paa tuberkulosen!
Hvornaar mon vi andre lager hu) paa posen?
Er De af viden ved at revne,
Kartofler og skibe De ikke maa nævne!
For en mindre forseelse, ja, nærmest paa skrømt
Vi alle paa tre maaneders macaroni blev dømt.
Den bryllupsmarch gav os hjertebanken,
Musikken var dog ikke saa køn som tanken;
Thi da den var allermest smægtende øm,
Forkyndte den speaker: »Nu manglet vi strøm.«
Upernaviks læge lider ikke af lægevæsensinstitu-
tionsmindreværdskomplekser,
Skønt kampen er haabløs mod vilde tuberkel-
baktussegevækster.
Rationen paa svesker var rigelig stor, da vi fik’en;
Thi endnu har vi ingen kunnet finde i Godt-
haab-butikken.
Naar Amos gerne vil se en gæst,
Han slagter den okse, der gaar ham næst,
Naar flere gæster,han have vil,
Han knækker halsen paa en haandfuld til.
Amerika holder havene fri,
Atlanterhavet de renser med si.
Det er all right, OK og meget andet,
Slap blot en kartoffeltysker herind i landet.
Den lille, tapre grønlandske llaade
Bliver jaget uden spor af naade;
Hvis vi her et forslag fremsætte turde,
I yngletiden den fredes burde.
Den juleudstilling sukces nok fik,
I hver en Grønlands Handels butik;
Kunderne kom der i store skarer,
Og saa paa de mange, udsøgte varer.
Mon posthornet gjalded’ for døve ører,
Eller mon snart diligencen kører?
Personlig tror vi, det stød i hornet
Er som sigtebrød paa sigtekornet.
Det var godt, vi de winchargers fik:
De pynter paa naboens radiomusik.
Lys gir de ogsaa, det er klart som dagen,
Men det andet, det er nu hovedsagen.
L. et V.
Mørketid.
Den 21. oktober forsvinder soten i Neqé for først
at komme igen den 16. februar — efter næsten fire maa-
neders mørke.
Der er sol derhjemme,
Sol i moders øje,
Lun decembersol!
Blide sol, hvi glemme
Kan du da det høje
Nordens mørke pol??
Neqé, december 1941.
Chr. Vibe.