Grønlandsposten - 24.12.1942, Blaðsíða 6

234
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 20
Forud for sin Tid.
»Frederikshaab, den 12. December 1942.
Grønlandsposten. Godthaab.
Grønlandsposten har g.!01'1 os den store Ære
at give Plads i sine Spalter for lidt Familienyt,
men desværre har den ikke været heldig, da der
i den indrykkede Meddelelse er ikke mindre end
tre Fejl, nemlig følgende:
1) Der kan ikke være sket nogen Forøgelse
af F'olkeregisteret, eftersom min sidstfødte Søn
endnu ikke er tilmeldt.
2) Da Knægten ikke er tilmeldt og ikke er
døbt, kan han ikke hedde Rud — endnu.
3) Jeg kender intet til, at jeg skulde være
blevet ;udnævt til Kolonibestyrer, men muligvis
Grønlandsposten gør del.
Med venlig Hilsen
K. Brandt.«
Godthaab den 15. december 1942.
Hr. fg. bestyrer Brandt,
Frederikshaab.
Det har glædet os overordentlig meget, at
Grønlandsposten har aftvunget Dem saa megen
interesse, at vi har haft den ære at høre fra
Dem. Heri er De forud for de allerfleste af
Deres ærede kolleger!
De er saa venlig at gøre os opmærksom
paa et par tilfælde i Grønlandsposten, hvor De
mener, vi har foregrebet begivenhedernes gang.
— Her er det altsaa os, der er forud for vore
ærede kolleger!
Ja, kære hr. Rrandt, hvorfor ikke indrøm-
me det — dybt i os alle bunder en hemmelig
higen efter at være forud for vor tid — forud
for alle andre.
De ved, hvor haardt trængt af konkurreren-
de blade, Grønlandsposten er, alle higer de efter
at komme forud for os og gøre os rangen stri-
dig som Grønlands hurtigste, største og bedste
blad. Det har derfor glædet os overordentlig me-
get, at De har vist os Deres uforbeholdne aner-
kendelse ved at meddele os, at vi stadigt hæv-
der vor plads som Grønlands førende blad —
forud for alle andre.
Med venlig hilsen
Grønlandsposten.
Lillepeter.
Vejen til Moderens Hjerte gaar jo som be-
kendt gennem Rarnet, og selvom Mor nok hele
Tiden har sat Pris paa den lille, hyggelige »Grøn-
landspost«, saa greb den hende ganske om Hjer-
tet ved at skrive, at Rladet gerne vilde høre lidt
om hendes Unger.
Ja »Grønlandsposten« har ganske Ret i, at
»Lillepeter« i Upernavik savner en hel Del af
de Goder, som hans mere heldige Kammerat i
Julianehaab nyder. Her først og fremmest So-
len. Allerede nu har vi kun Solen nogle faa
Timer om Dagen, og om 14 Dage holder Møke-
tiden sit Indtog for først 11 Uger senere atter
at give Plads for Solen. Det er ep lang Tid for
en lille Dreng at skulle undvære Menneskets, ja,
al Livs vigtigste Kilde, og Lillepeters Appetit ned-
sættes da ogsaa til et Minimum, trods proppen
med Levertran og Alverdens Vitaminpræparater.
Kinderne bliver smalle og blege, og Mor ser med
Rekymring de sorte Rande tegne sig under
Drengens Øjne, men ikke blot fysisk indvirker
Mørketiden paa baade Voksne og Rørn. Det er,
som om det lange Savn af Solen sætter sit Præg
paa »alt Folket«, som saa højt mod Nord er
underlig dystre og slet ikke altid rare ved
Drengen.
Lillepeter kom herop fra en lille, smilende
Rugtkoloni, hvor han var alles Yndling. Altid i
glad Leg med Kammeraterne paa Vejen og altid
først paa Pletten, naar en Sæl skulde hales op
fra Stranden til Fangerens Hus, hvor Lillepeter
saa med Stolthed — som Tak for fortjenstfuldt
Arbejde ved Ophalingen — modtog Fangstpart i
Form af en stor Luns Kød eller, hvad Lillepe-
ter satte endnu mere Pris paa, en hel Nyre el-
ler et Stykke Lever. Hvor mange Gange har
Mor dog ikke skændt og slaaet Hænderne sam-
men i Forfærdelse, naar Drengen, lig en Kanni-
bal med Rlodet fra den endnu varme Lever
drivende ud ad Mundvigene, kom stavrende med
tilsølet Anorak, der var ren for to Timer siden,
nu lige til at sænke i Vaskebaljen, men hvor
var det et herligt Liv og hvor sundt.
Naar den første Sne havde lagt sig gik det
løs med Slæden. Pisken kom frem. Ganske vist
var Kobberemmen fortæret i Sommerens Løb,
men det fine, benindlagte Skaft, som Lillepeters