Grønlandsposten - 24.12.1942, Blaðsíða 3

Nr. 20
GRØNLANDSPOSTEN
nu talte selve PitorKeK her ved mig; det lød
som Basunmusik og maaske ogsaa som Engle-
sang: »Hører og ser I det alle, alt hvad findes
her, nu sker det, som er evigt og uforanderligt,
som er sket i Tusinder af Aar: Solen staar op!
Fødes igen af Havet! Vær glad ved Livet, du
Pilegren, vær lykkelig ved Sejladsen, du Isfjæld
og vær tryg du Menneske der alene!!«
Ja, saa klingede alle Toner efterhaanden
hort igen; men alle Fjældene, der nyligt havde
haft Stemmer og kaldt sammen til Naturens
store Kirkegang, de laa nu rosenrøde og badede
i den første Dags Sol! Intet nyt paa Jorden og
dog saa nyt alligevel!
Men jeg gik stille hjem, min sidste Gang
fra PitorKeK; jeg syntes, at jeg var lille som Pi-
legrenen, gammel og graa som Fjældet, men dog
alligevel saa ung og lykkelig, for jeg kunde føle
det samme som Alnaturen, som Fjæld, Is, Sten
og Kvist. Jeg synes det er godt at vide, at naar
Slægt efter Slægt er døde, og alt her i Livet
(det vil sige mest inde i os selv) skifter, saa
skifter dette ikke. Hvert Aar vil den, der ev-
ner det, kunne hore Naturens jublende Velkomst
til Solen derude; det vil aldrig, aldrig skifte!«
— — — Saa holdt den gamle op med sin
Fortælling; hun var ligesom blevet endnu mere
graa og rynket, mager og spids, og Stemmen svig-
tede næsten; men Øjnene lyste, som saa de alt
det, andre ikke ser. Folket i Huset sagde, hun
var tosset og synsk; jeg havde nu min Mening
derom, gik stille hjem en sen Aften og tænkte
over hendes Ord. Var der endnu Rester i hen-
de af den sidste AngakoK, formaaede hun end-
nu at lade sin Aand svæve fri af Legemet og se
og høre Ting, vi andre ikke magter?
Kan hænde, det var saa!
Sylv. M. Saxtorph.
(nedskrevet Januar 1929)
Sorte Niels.
Han havde naaet sine foreløbige Ønskers
Maal. Han var bleven antaget som Jagtelev paa
et stort Gods. Hver Dag kunde han færdes i
Mark og Skov med Rosse og Hund, et Herreliv,
et rigtigt Liv for en rask ung Mand med Mod
paa Livet og Kærlighed til Naturen. Det var
2 1
noget andet dette her end hans tidligere Tilvæ-
relse, hvor han havde slidt haardt ved Land-
og Forstvæsen. Nu trænede han Hunde, skød
Krager, Skader, Rovfugle og sad paa Andetræk.
Han stillede Fælder for Maar og Ræv, jagede
Fasaner og Harer i Udkanterne af det store Di-
strikt. Dagene var en Leg, fulde af Spænding
og Eventyr, træt blev han nok; men ikke denne
Studetræthed, der falder over en forslidt Arbej-
der, naar Knoklearbejdet er til Ende. Nej, han
følte sig dejlig sund træt og sov godt om Nat-
ten. Og nu var det store Moment, som han
havde drømt om saa tit, kommen, Krybskytten.
Et sikkert Forlydende havde fortalt, at »sorte
Niels« var paa Færde igen. For et Par Maane-
der siden var samme tvivlsomme Herre sluppen
ud af Spjældet for nu igen at gøre Egnen usik-
ker. Han havde været dømt for Hønsetyveri,
Krybskytteri samt Vold mod Jagtopsynet. Sid-
ste Nat skulde han have været paa Færde igen
i en af de yderste Skove. Han stak Fasaner
med Pigkæp, sagde man. Han færdedes i de un-
ge Skovkulturer, hvor Fasanerne har Nattesæde,
her stak han ved Hjælp af en elektrisk Lygte
og en fem-seks Meter lang Rambusstok, forsynet
med en Staalspids med Modhager, de sovende
Fasaner.
Sorte Niels han skulde tages. En berygtet
Fyr var han. Bølle, Slagsbroder, Meneder og
desuden i Besiddelse af enorme Kræfter. Det
var ikke mærkeligt, at Hjertet havde lidt travlt
i Brystet paa den unge Jagtelev, der nu listede
afsted i den mørke Nat for at træffe det øvrige
Vagtmandskab, for at de sammen kunde drøfte
Planerne til sorte Niels’s Paagribelse. Enhver
Lyd fik ham til at standse og lytte eller søge
Skjul bag en Træstamme eller i Vejgrøften. Et
Ugleskrig lige over hans Hoved faar ham til at
rive Geværet fra Skulderen og sætte Pegefinge-
ren paa Aftrækkeren og Tommelen paa Sikrin-
gen. Lidt flov hænger han Bøssen paa Skulde-
ren igen, da han har sundet sig lidt. Han prø-
ver at tænke paa andet end Sorte Niels; men
det lykkes ikke. Pludselig snubler og falder
han over en Gren, og i det samme venter han
at mærke sorte Niels’s Fingre om sin Hals —
naa, dog ikke. Videre fremad, alle de Krybskyt-
tehistorier, han har hørt, spøger i hans Hoved;
men han er jo ogsaa saa ung, og dette er hans