Grønlandsposten - 01.11.1945, Side 23

Grønlandsposten - 01.11.1945, Side 23
1. Novbr. GRØNLANDSPOSTEN 243 kandidater. Jeg synes nemlig, at landets faa egnede kræfter udnyttes slet under de nuværende forhold. Hvad det gælder om er nemlig at faa de politisk interesserede og folk med større uddannelse og videre horisont ind i raadet og ikke blot mænd, der har lokalkendskab, men ingen forudsætninger eller kva- lifikationer til hvervet. Med de sidste medlemmer kommer vi ingen vegne. Og her er der selvfølgeligt intet i vejen for, at danske kan vælges ind i raadet. Vi har heller ikke glemt de herrer Porsilds og Lauret- Christensens gode medlemsskaber. Jeg maa indrømme, at min artikel maaske er en lille smule uklar, men jeg har ment, at det ofte er mere fordelagtigt ikke at præcisere for skarpt og ikke at udtrykke sig for kategorisk, naar man drøfter sager, der rører folks ømfindtlighed, nåar blot begge parter forstaar meningen og søger at rette de for- ældede sager i al fredsommelighed. A. Lynge. Storfangeren David Olsen. Jeg vil fortælle lidt om store David, et navn han bar med rette; thi stor og bredskuldret var han — og stor i dygtighed. Fra dreng af oplærtes David i kajakfangsten lige- som sine jævnaldrende; lige fra tiaarsalderen havde han sin egen kajak. Kajakken ansaas jo dengang for det vigtigste erhvervsredskab, og desuden kunde kajakfangsten jo give et godt supplement til den usle haandværkerløn. David var meget stærk i sin ungdom, og herom vidner følgende historie, der gaar om ham mellem folkene her: — Man arbejdede engang ved kolonien med at lave stensætning paa kajen. Det var lige paa en tid, hvor der var mange sæler. Man havde bedt bestyreren om at maatte gaa paa sælfangst, men man havde faaet afslag. David og arbejdsfællerne var sure over afslaget og gav sig til at kaste sten efter tatte- ratterne istedet for at passe deres arbejde. Midt under legen saa man bestyrerens hund komme, og man vidste nu, at bestyreren var i nærheden, hvorfor alle undtagen David skyndte sig tilbage til arbejdet ved stensætningen. Bestyreren kom og raabte: »David, slemme knægt, kan du passe dit arbejde«, men David var nu oplagt til at drille og sagde til de andre: Nu skal jeg gøre det af med hans redskaber, saa faar vi fri alligevel! Han greb derpaa sit koben og vilde bryde en stor sten løs fra klippen, men kobenet knækkede. Han smed det væk og greb det næste, men det knækkede ogsaa, og nummer tre og fire fik sam- me skæbne. Saa var der ikke flere koben ved kolo- nien, og man kunde gaa paa sælfangst, og der for- tælles, at der blev fanget ualmindelig godt den dag. — Men næste Aar kom der nogle meget svære koben ud til kolonien, og dem kunde David ikke brække. Engang han var laget ud i en haard østen sammen med sin broder, harpunerede broderen en narhval og holdt selv fast i linen, da han ingen fangeblære havde med. Broderen var lige ved at kæntre, men David kom til, og det lykkedes brødrene i forening at hale narhvalen ind og dræbe den med lænserstik. En anden gang bugserede han en grønlandssæl hjem bag paa sin kajak, fordi bugsergrejerne var gaaet i stykker. David var ogsaa en stor rensjæger og drev jagten fra slæde med lutter hvide hunde, hvis pels glinsede, saa det var en fryd at se, naar han kom kørende. Han bragte altid megen fangst med hjem og havde saaledes gode indtægter ved siden af sin udsteds- bestyrergage, saa han kom ikke til at lide nød. Ved altid at passe godt paa ikke at spilde og for- øde noget har David været et godt eksempel for sine landsmænd. Jeg spurgte ham engang, om han aldrig havde haft tab, mens han var udstedsbestyrer, og han svarede: »Nej, men jeg har engang haft underskud, og da sagde jeg til min kone: nu vil vi ikke smage dansk proviant i en hel maaned. Det gjorde vi hel- ler ikke, men jeg gik paa fangst, og vi levede i over- flod.« Da torskefiskeriet begyndte, havde Davids boplads- fæller næsten ingen baade eller pramme til at drive fiskeri med. Det ærgrede David, saa han begyndte at bygge pramme til dem paa egen regning, men for- langte derefter Vs af deres fangst som løn. Jeg var i den tid borte nogle aar, men da jeg igen kom tilbage til bopladsen, kan det nok være, at vandet flød med baade og smaapramme. Han var altid paa vagt over- for de usparsommelige bopladsfæller og tog sig ofte af deres ting, naar de ikke kunde selv. I sin fremstilling og fortællemaade var han meget underholdende, og havde han først begyndt at for- tælle, var det svært at vende øjnene bort fra ham igen. Han plejede gerne at sige, at hvis man ikke selv gjorde de erfaringer, som man kunde læse sig til, saa gjorde man bedst i at tie stille. Selv i sin alderdom var David rask og altid paa færde — stadig den samme — stadig rigeligt forsynet med alt til alle aarstider, og han huggede selv kvas og bragte det op paa loftet til brug for vinteren. Al-

x

Grønlandsposten

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.