Grønlandsposten - 01.11.1945, Blaðsíða 28

248
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 17 — 1945
romantiske Danmark. At bære langvarig sorg er
tværtimod den grønlandske psyke fremmed, man
ærer bedst sine dode ved at glemme dem og leve livet
videre. Men bogen er værd at læse. Den er fuld af
smukke stemninger og de dybe grønlandske fjordes
mystik og krivitok-troldom. Den vil uden tvivl af-
føde mangen en livlig diskussion og blive kritiseret
sønder og sammen, men det er bedre end at blive
tiet ihjel. Bøger om Grønland, der er bygget paa
stemninger, gør sig nu engang bedst i Danmark — i
Grønland kan tungen tit være skaanselsløs.
Vi mindes.
Pens. udstedsbestyrer Alexander
Godtbergsen (født 11/1 1881, død 9/9 1945).
Der er faa Mennesker, der har en saa udpræget
Evne til at skabe sig gode Venner for hele Livet,
som nu afdøde Underassistent Godtbergsen havde
det, og det uden paa nogen som helst Maade at lægge
an derpaa.
Havde man blot een Gang set ham, følte man sig
straks tiltalt og tiltrukken af hans stoute, stærke
Mandsskikkelse med det rankt løftede Hoved, det
altid velplejede, blonde Fuldskæg, Ørneprofilen og
de stærke blaa humorfyldte Øjne. Der straalede en
udpræget Maskulinitet af hele hans Væsen, og netop
den ædle Maskulinitet, som man finder idealiseret
i vore Høvdingeskikkelser. Typen, som drog Kvinde
som Mand imod sig, og ikke mindre Børn.
Jeg taler om ham, som jeg kendte ham bedst, da
han stod i sin fulde Kraft. Dels ved Ivigtut Kryolith-
brud, hvor han var en alt betroet Mand, da jeg sad
der som Statens Kontrollør, og dels de to Aar, hvor
han var ansat ved Frederikshaab for at uddannes til
Udstedsbestyrergerningen. En Gerning, som han gen-
nem Aarene løste saa dygtigt og smukt, at han be-
rommedes fjernt og nær.
Kom en Nyankommen i Samtale med ham, for-
rykkedes det stærke Forhaandsindtryk ikke, hvad
man ellers ofte kan opleve, naar man har ladet sig
paavirke stærkt af det Ydre. Men Godtbergsen var
ikke alene en intelligent Mand, men han var ogsaa —
hvad jeg sætter højere — en klog og en god Mand;
altid reel og gennemgribende retskaffen i hele sit
Væsen og Tankesæt. Med disse gode Egenskaber,
forenede med energisk Arbejdsomhed og udpræget
Medfølelse med Samfundets smaa, kom han Idealet
af en Udstedsbestyrer saa nær, som overhovedet øn-
skes kan, til Gode for Grønlænderne og til Ære for
Styrelsen, som ansatte ham.
Hans sjælelige Ligevægt og udprægede Læsetrang
gjorde ham skikket til at leve saa ensomt, som hans
Gerning medførte. Han læste kun gode Ting og var
saa præget deraf, at hans Breve, trods Ensomheden
han levede under, bragte en intens Hygge ud til os
ved Kolonierne. Hans egenartede lune Humor — der
var kendt langs hele Kysten — var altid uden Brod
og vendte næsten altid filosoferende ind mod ham
selv og virkede derfor utroligt charmerende.
Jeg har som sagt kun kendt Godtbergsen i hans
fulde, blomstrende Kraft og blev derfor dybt ned-
slaaet, da jeg saa min gamle Ven ved hans Hjem-
komst, hærget af Sygdom. Derimod har Kolonibesty-
rer Aage Bistrup arbejdet sammen med ham i en
lang Aarrække og har i Tidsskriftet for den grøn-
landske Tjenestemandsforening for September dette
Aar skrevet en meget smuk og meget følelsesbetonet
Nekrolog over Godtbergsen, som jeg gerne vil hen-
vise hans mange danske og grønlandske Venner til
i Haabet om, at den vil gøre de samme dybe Indtryk,
som den gjorde paa mig. Poul Ibsen.
Til minde om »FARBROR«.
Længere tid fik farbror altsaa ikke herhjemme.
Og dog, det var godt, at han fik saa megen tid. Han
oplevede jo at se det hele her i Danmark igen. Vi,
der har set, hvordan det gik ned ad bakke de senere
aar, ventede, at bakkens fod snart var naaet, haa-
bede blot paa, for hans egen skyld, at han maatte
opleve gensynet forinden.
Det var tydeligt, at han ikke følte sig rask mere.
Sukkersygen tog humøret. Vi, der kun har kendt
ham de sidste fem aar, har maaske slet ikke lov til at
tale med om farbror. Vi har ikke kendt ham i hans
velmagtsdage. Dengang var hans vældige skikkelse
i sig selv et vartegn for Kangåmiut. Senere blev det
hans hvide sejldugssko og ulastelige jakkesæt, der
dannede baggrunden for hans stadig lige rungende
velkomst. Det velplejede skæg, de buskede øjenbryn
karakteriserede hans ansigt, brat afskaaret foroven
af den flade sixpence. Saadan husker vi yngre far-
bror, naar han stod ved anløbsbroen og tog imod,
en kæmpe over alt folket.
Gæstfriheden er som bekendt stor i Grønland. Men
faa steder følte man sig saa dejlig fri og hjemme
som hos farbror i Kangåmiut. Mængder af historier