Grønlandsposten - 01.11.1945, Qupperneq 29

1. Novbr.
GRØNLANDSPOSTEN
249
gaar der om ham. Han lærte, trods de mange en-
somme dage ved udstedet, aldrig at tale ordentligt
grønlandsk. Men han blev prompte forstaaet, naar
han sagde til sin trofaste kivfaq: »Hør du, min sjæls
Eulalia, ka du’ gaa op paa kralianutten aa ta’ de to
pujahsjatter, der staar der, aa bringe dem ned aa
stille dem i kradakken!« — Faa har dyrket Storm-P.
saa intenst som farbror. Saa vidt gik den dyrkelse,
at han tilegnede sig Storm-P.’s udtryk, saa de blev
hans naturlige udtryksmaade, omformede dem i sin
egen tone og slyngede om sig med dem.
Og naar man saa sad omkring hans veldækkede
bord, og snapsen stod dugget ved siden af farbror,
saa sagde han ikke velbekomme, før man var saa
mæt, at »tungen stod lodret i munden«, og det var
svundet betydeligt i flasken. Senere sank man ned i
vældige dyner i udstedsbestyrerboligens smaa gæste-
kamre, sov sødeligt og fast, indtil man den næste
morgen blev vækket af grammofonmusik lige uden
for døren.
Alt dette lyder ikke af noget for dem, der ikke har
kendt virkeligheden bag farbror. Han hed ikke andet
end det; saadan var han kendt i hele Grønland. I
mange aar sad han ene mand der i Kangåmiut, op-
levede den rige fiskeriudvikling, sled troligt med.
Han var i sine velmagtsdage grønlænderne en god
mand; men i de senere aar magtede han det ikke.
Han tog sin afsked og flyttede til Sukkertoppen,
hvor han fik et hjem hos pastor Schultz-Lorentzens.
Efter at han havde opgivet den daglige gerning,
svigtede helbred og humør mere og mere. I 1943
rejste han sydpaa og besøgte sin gamle arbejdsplads
Ivigtut, som han ikke havde set siden før forrige
verdenskrig. Paa den sydrejse var der allerede kun
funker tilbage af det gamle gnistrende humør. I 1944
mødte jeg ham i K’utdligssat paa en rejse i Nord-
grønland. Da sov han det meste af dagen. Og dog
kunde hans rungende røst høres af og til, naar han
paa rejsen hjem til Danmark 1945 sagde sin me-
ning.
Farbrors meninger var deciderede; men han var
ikke fanatiker. Han bøjede ofte hurtigt af fra et
skarpt standpunkt, dels fordi han jo var vært for
sine gæster, dels fordi hans meningsytring var
fostret i hans ureflekterede, ligefremme sind. Der
var meget, han tog urokkeligt standpunkt til, og
mangt han interesserede sig for. Han var en flittig
læser. Som gammel soldat interesserede krigshistorie
ham især. Paa de faa biblioteker, der var i hans nær-
hed, læste han alt, hvad der fandtes i den genre,
bøger, som ingen almindelig mand nogensinde vilde
finde paa al aabne. Selv købte han Irøger af den
slags.
Kongetro, sønderjyllandsinteresseret, forsvarsposi-
tiv, gæv, gæstmild, god til bunden af sin sjæl var
farbror, værdig til sit navn, savnet af alle, der har
været hos ham i Kangåmiut. En særpræget skikkelse
i Grønlands brogede tjenestemandsstand er ikke
mere. Ære være hans minde.
Finn Gad.
Dansk Dykker omkommet.
Fra dykker Ove Tyge Johansen har vi modtaget
den triste meddelelse, at dykker Charles Petersen er
afgaaet ved døden paa et amerikansk hospital søndag
morgen den 20. maj i aar efter at have faaet dykker-
syge under en mange timers dykning den 18. maj:
Dykker Charles Petersen.
Det var med sorg, jeg gennem et brev fra en anden
dansker paa samme bjergningsbaad hørte, at Charles
Petersen var død.
Ikke har jeg kendt eller mødt nogen i disse aar, der
som han længtes hjem. Han var saa lykkelig som
nogen over Danmarks befrielse og udsigten til gen-
synet med sine kære derhjemme i denne sommer.
Det skulde altsaa ikke være saa. Han satte en Ære
i at fuldføre det arbejde, han var beskæftiget med,
før han gjorde klar til rejsen hjem. Og herunder var
det, al han den 18. maj blev syg og døde paa hospi-
talet i Key West den 20. maj.
Charles havde fra sin ungdom af befaret the seven
seas — og ogsaa de grønlandske farvande, hvor
»Dykkeren«, som han kaldtes, havde mange venner.
Som medhjælper hos dr. Knud Rasmussen har han
arbejdet under dennes ekspeditioner i Nord- og Øst-
grønland. Sidst, han var ansat i Grønland, var i Ivig-
tut Kryolithbrud, hvorfra han rejste for at søge hjem
til Danmark. Dette lykkedes altsaa ikke.
Charles Petersen blev 37 aar. Hans højeste ønske
at komme hjem til sin far, mor og unge hustru blev
ikke opfyldt.
Maa den, der styrer og raader, give hans efterlaldte
hjælp i den store sorg, som meddelelsen om hans
død har bragt dem.
Ære være hans minde.
Jacksonville, Flo., 9. juli 1945.
Ove Thyye Johansen.