Grønlandsposten - 31.12.1945, Blaðsíða 6

290
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 19 — 1945
sendt 2 Grønlændere de ca. 300 km sydover til Ellaø
for at bringe den derværende Besætning op til For-
svaret af Eskimonæs, og eftersom Dagene gik, steg
Chancerne for, at Forstærkningen skulde naa rettidigt
frem.
Vi havde fra amerikanerne sidste Efteraar faaet
mundtligt Tilsagn om, at Hjælp og Vaaben i paakom-
mende Tilfælde paa faa Timer vilde blive ydet os
ad Luftvejen. Jeg havde bedt om at faa nedkastet
automatiske Vaaben, og vi levede i det forfængelige
Haab, at alt vilde gaa godt. Men det var paa en Tid,
hvor de Allierede havde for lidt af alt, og alt kom
for sent. Vaabnene modtog vi et Par Maaneder senere,
men da havde vi mistet Stationen og befandt os 5—
600 km sydover!
Der var Valg i Danmark den 23. Marts 1943. Paa
Eskimonæs sad vi 3 Danske og Nordmænd og 2 Grøn-
lændere og lyttede til Radioens første meget opmun-
trende Resultater fra de sønderjydske Landsdele. Vi
talte om, at Tyskerne oppe paa Sabineø kun 100 km
fra os vilde have godt af at lytte til disse Resultater.
Nu var der gaaet nøjagtig 10 Dage, siden Marius og
hans 2 Ledsagere var ankommet med Beretningen
deroppefra, og endnu havde vi ikke modtaget For-
stærkning eller Vaaben, eller Tilsagn om at faa Vaa-
ben, men Nætterne blev lysere med Stormskridt, og
med rette kunde det siges, at Tiden arbejdede for os.
Om Dagen havde vore 2 Grønlændere været en Tur
ude paa Isen for at se, om noget nærmede sig vor
Station, og lidt før Mørkets Indtræden havde jeg væ-
ret en Runde om selve Næsset ved Eskimonæs uden
at finde noget mistænkeligt. Maanen havde været
fremme, men var nu fuldstændigt skjult bag lave
Skyer, og det var meget mørkt.
Rudi havde første Del af Nattevagten udenfor Hu-
set, medens Olsen var beskæftiget med at forberede
Afsendelsen af Vejrmeldingen, der skulde afsendes
Kl. 23,15 GMT.
Kl. 23,10 stak Rudi Hovedet ind ad Døren og
meldte, at yderste Vagthunde bjæffede, og der kunde
høres Skridt paa Isen.
Hver Mand vidste nøjagtig, hvad han skulde gøre
i et saadant Tilfælde, og jeg sagde derfor kun kor*
til Grønlænderne og Olsen: Paa Pladserne øjeblik-
kelig.
Idet jeg sprang ind i mit Værelse efter min Revol-
ver, spurgte Olsen, om han skulde søge Radiokontakt
med Scoresbysund først, da Scoresbysund vilde lytte
efter os om faa Minutter, jeg svarede nej, snappede
mit Gevær i Gangen og sprang ud af Huset for at
naa til min Forsvarsplads.
Straks da jeg kom ud, hørte jeg Skridt paa kort
Afstand i Retning af min Stilling, og raabte paa tysk:
Holdt, hvem der? — Der blev straks stille overalt, og
jeg kunde nu i Mørket skimte en enkelt Skikkelse,
fordi den var hvidklædt. Afstanden var ca. 75 Meter.
Jeg gik i Dækning bag en stor Kasse med Is og pe-
gede med Bøssepiben paa Skikkelsen. Paa Grund af
Mørket var det ikke muligt at se Korn og Kærv paa
Geværet.
Jeg fik intet Svar paa mit Spørgsmaal, men paa
gebrokkent dansk blev der spurgt om, hvem jeg var,
hvilket jeg naturligvis heller ikke svarede paa. —
Der blev saa raabt et Navn, som jeg ikke opfattede,
og der blev sagt, at man ønskede at tale med Hr.
Poulsen. — Da man ikke kunde komme til det, blev
der spurgt efter Hr. Olsen og derefter om Hr. Rudi. —
Jeg meddelte dem stadigvæk paa Tysk, at man ikke
kunde komme til at tale med nogen i Aften, og at
man maatte trække sig tilbage.
Nu hørtes Skridt nærmere, og min hvidklædte
Skikkelse bevægede sig lidt, hvorefter jeg gav anden
Advarsel.
Der blev nu raabt, at det var meget nødvendigt
at tale med os i Aften, og jeg svarede, at een Mand
ubevæbnet kunde komme over Strandvolden.
Der blev nu spurgt, om vi vilde bruge Vaaben-
magt, hvortil jeg svarede: Javel, og i samme Sekund
aabnedes Ild først fra tysk og derefter fra vor Side,
og de første Fjendtligheder paa Grønland er saaledes
indledet af Tyskerne.
For os med vore almindelige Rifler var det over-
ordentlig forvirrende i den mørke Nat at se Tysker-
nes Maskinskyts med fosforlysende Projektiler tegne
lange Streger overalt i Luften.
Det var mit Indtryk, at Tyskerne skød Varselskud
i Begyndelsen, men mine 2 Kammerater, der laa lidt
længere tilbage, forklarede senere overensstemmende,
at der blev skudt i Brysthøjde fra Starten. Det va-
rede imidlertid ikke mange Sekunder, før Tysker-
nes Ild var lav, og jeg maatte gaa i fuld Dækning,
idet Projektilerne slog mod min Dækning og i San-
det rundt om denne.
Inden ret længe var jeg klar over, at vi ikke vilde
kunne holde Stationen, da Tyskernes heftige Ild gav
Indtryk af stor Overmagt. Under en Pause sprang
jeg om bag Huset, hvor jeg mødte Rudi, som ikke