Grønlandsposten - 31.12.1945, Blaðsíða 13

31. Decbr.
GRØNLANDSPOSTEN
297
foder. Marius og Ziebell, hvis hunde holdt samme
tempo, kørte nu nordover, og Schultz og jeg kørte
sydpaa til Ailsahytten, hvor vi skød et par gamle
moskusoksetyre. Inden vi skiltes, havde vi aftalt, at
bare vi saa spor af en tysker, skulde vi køre nord-
paa og vente paa Marius og Ziebell enten ved Møn-
stedhus eller Besselfjord.
Vi skulde nu over til Shannon godt 15 km fra
Ailsa-hytten, men paa grund af snestorme og daar-
ligt vejr gik der 8 Dage, før vi kom af sted. Først den
19. november kørte vi. Vejret var klart og føret godt
i begyndelsen, men i Segestackbugten var der store
skruninger og næsten ufremkommeligt i den smule
dagslys, der var tilbage. Humøret var dog højt, og vi
var glade for det fine vejr og den haardtføgne sne.
Allerede om aftenen fik vi dog snestorm. Ud paa
natten var teltet lige ved at flyve væk. Jeg gik ud for
at finde noget at binde det ved, men Schultz syntes,
det varede for længe, han blev gal og fo’r ud og stak
riflerne ned i sneen med Løbet nedad og bandt teltet
til dem.
Snestormen varede i to dage. Schultz drak kaffe og
spiste en utrolig mængde C-rations. Den 22. novem-
ber kørte vi videre i stadig snefog for at undersøge
Alabama og landet op til nordenden af Shannon. Det
var haardt at komme frem, men midt paa dagen
kom vi ud for Ejnar Mikkelsens gamle hus »Ala-
bama«. Vi kørte ca. 50 m fra kysten og kunde mærke
paa hundene, at der var noget, men kunde intet se
selv. Vi gik saa op for at se paa landet, men fandt
først huset, da vi var et par meter fra det, saadan
lignede det omgivelserne. Schultz, der allerede havde
faaet nok af at ligge i telt, vilde blive her om natten
og gav sig igang med at rydde et rum for haardt-
traadt sne med sin militærspade, et i høj grad beun-
dringsværdigt arbejde. Jeg skulde saa imens under-
søge landet i nord. Kun et kort stykke fra Alabama
var spor, som kunde være sat af mennesker tidligt
paa efteraaret, men det kunde ogsaa godtvære udtvæ-
rede rævespor, som Vinden havde formet som men-
neskespor. Jeg fortsatte mod nord. Isen var nærmest
blankblæst. Først i nærheden af Kap Sussi var der
nogle sammenfrosne storisskodser omkring 200 m
fra land og med sne imellem. Jeg gik derhen og
fandt tre friske spor i sneen stammende fra tre
mænd, der havde været her for 2—3 timer siden.
Jeg gik saa straks tilbage til Schultz, vi vendte
slæderne og kørte straks tilbage, som ordren lød. Syd
for hytten var der stadig snefog, men efterhaanden
stilnede det af, og vi fik klart vejr. Vi kom nu ud i
nogle svære skruninger, men det kunde ikke være
andet end en fordel for os, hvis tyskerne havde set
os og var bagefter. Da vi kom over Segestackbug-
ten, teltede vi. Dagen efter naaede vi Ailsa, hvor vi
havde stop i to dage for sne. Vi kørte saa nordpaa til
Mønstedhus og fik fat i et maskingevær, vi her havde
i depot. Her havde vi fire dages daarligt vejr, og da
de var forbi, kørte vi nordpaa for at træffe Ziebell og
Marius, som vi løb paa kun 10 km nord for Møn-
stedhus.
Marius havde haft uheld med sin slæde nord for
Michardbu, saa de havde maattet vende der. Efter
en dags ophold paa Mønstedhus kørte vi sydpaa om
natten. Det var omtrent fuldmaane, saa det var langt
bedre at køre om natten. Den 17. december ankom vi
til Dødemandsbugten i daarligt føre og kom her til
at vade i sne til midt paa livet. Der var overalt vand
paa sneen. Sneen faldt desuden saa tæt, at vi ikke
kunde finde frem, saa vi maatte telte et stykke fra
stationen, skønt vi kunde hører hundene derinde.
Teltet sattet vi ovenpaa slæderne for at faa det nogen-
lunde tørt. Hen paa aftenen lettede det dog noget,
saa vi kunde køre ind til stationen.
Her ventede os en glædelig overraskelse. Kurt
Olsen havde faaet radioen igang. Han havde været
nede paa Ellaø og hentet noget af en motor der og
fundet andre dele i ruinerne af Eskimonæs og deraf
faaet en motor igang, saa vi nu kunde faa vore dag-
lige nyheder og faa sendt meldinger afsted. I det
hele taget havde Kurt Olsen lavet et stort arbejde
paa stationen i Dødemandsbugten, og uden ham
havde amerikanerne ingen vejrmeldinger faaet fra
Nordøstgrønland aaret 1943—44.
Peter Nielsen.
Nye rekognosceringer til Kap Sussi
i februar 1944
Af løjtnant Carlos Ziebell.
I begyndelsen af februar 1944 laa 4 mand i telt paa
Shannon-øen, ca. 7 km syd for »Alabama«, Ejnar
Mikkelsens og Iversens overvintringshus efter deres
berømte tur til Danmarksfjorden. De 4 mand var
kørt smaa 200 km nordover fra deres hase for at
undersøge, hvor den tyske station var, fra hvilken
der om efteraaret var set spor i nærheden af »Ala-
bama«.
Inde i teltet var hulter-til-bulter-hygge. De 3 mand
laa i soveposen, medens 1 sad paa hug ved indgan-