Grønlandsposten - 31.12.1945, Page 14

298
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 19 — 1945
gen, som han med korte mellemrum kiggede ud af.
Udenfor laa fire hundeforspand klar foran slæderne.
Stedet var til at forlade med kort varsel. Klokken 11
om aftenen sad de fire mand bøjet over et spil kort
Den, der fik det højeste, skulde foretage den farlige
tur. Det var hurtigt overstaaet, og lidt efter trak en
mand en lang, hvid anorak paa og spændte sin re-
volver om livet. Et hastigt farvel til kammeraterne,
og som en skygge forsvandt han langs kysten i nat-
tens svage maaneskin. Men vi vil lade ham selv
fortælle:
Saa snart teltet var ude af syne, var jeg klar over,
det vilde blive en ubehagelig tur. Vinden var om-
trent imod, saa jeg maatte lægge kræfterne i for at
komme frem. Anorakken hindrede mig i at tage or-
dentlige skridt, og da jeg ikke kunde se ujævn-
hederne i terrænet, faldt jeg gang paa gang over
vindskaglerne, Senere kom jeg til et stykke vej,
hvor der var sne og blankis langs kysten. Her maatte
jeg ud paa isen, hvor sne og blankis mødtes. Det
tvang mig til at gaa ud fra kysten, hvilket var uhel-
digt, da her ingen skjul var. Jeg forsøgte igen at naa
ind til kysten, men vinden satte mig atter udefter.
Til sidst lagde jeg mig paa maven og arbejdede mig
ind i smaa ryk. Det foregik med lukkede øjne, da
grus og smaasten fra land røg ud over isen med væl-
dig kraft. Endelig efter en halv times forløb naaedes
land, og saa fortsattes den langsommelige vandring
nordover. Ved 3-tiden naaedes »Alabama«. Jeg gik
forsigtig frem, da der var mulighed for, at tyskerne
havde vagtmandskab her. Længe laa jeg og kiggede
ind paa noget, som jeg troede var huset, men som
var en klippeblok. Til sidst blev jeg klar over fejl-
tagelsen og fik saa øje paa huset 25 m længere
fremme. Her saa alt fredeligt ud. Ikke et spor af
tyskerne. Men 2—3 km længere nordpaa ved »Kap
Sussi« traf jeg dem. Pludseligt stod jeg midt i en
landevej af spor, som gik ude fra isen ind paa land.
Jeg smed mig øjeblikkeligt ind bag noget skrueis,
mens hjertet gav sig til at arbejde. Det var 5—6 aar
siden, jeg havde set et menneskespor, som ikke var
mit eller mine kammeraters. Og jeg tænkte mig sta-
tionen lige i nærheden med mændene sovende og 1
mand paa vagt. Denne havde maaske allerede hørt
mig, da lyden af en mand høres langt, naar han
gaar over den knirkende sne.
Længere fremme ragede en Klippe 10 m op gen-
nem isen. Jeg mavede mig derhen i haab om derfra
at kunne se stationen. Trods ivrig spejden saas ikke
det fjerneste inde paa land. Der var saa ikke andet
for end at følge sporene. De gik ind mellem klip-
perne, og jeg havde ikke gaaet mere end 75 m, da
en radiomast tonede frem. Hurtigt smed jeg mig bag
en stor sten, men ikke en lyd hørtes. Skulde jeg gaa
tilbage nu, jeg vidste hvor stationen laa?
Jeg besluttede saa at undersøge den lidt nærmere.
En ca. 15 m høj klippe laa lige syd for stationen.
Den klatrede jeg saa op paa. Herfra var glimrende
udsigt over hele omraadet. Der var ikke meget at se
i den daarlige belysning. Paa samme klippe var an-
tennen sat fast paa den lodrette klippevæg. Den gik
over til en mast, der lignede en lang bambusstang.
Nedføringen gik ned til et hus, som dog ikke kunde
ses tydeligt, da det faldt sammen med de omliggende
klippeblokke. Op gennem en stor snefane ragede
nogle træstøtter, som jeg antog for luftkanaler til et
hus under sneen. Det hele var saa godt camoufleret,
at havde jeg ikke opdaget masten i god tid, var jeg
gaaet lige til huset. Jeg havde vel ligget der et kvar-
ter, da der kom en mand imod mig. Jeg snuppede
revolveren og afsikrede. Da han var lige under mig,
ca. 25 m borte, saa jeg lige et lysglimt, og manden
forsvandt i snefanen. Det var sandsynligvis tele-
grafisten, der var ude at tage vejrobservationer.
Klokken viste 5,20. Jeg laa 10 minutter endnu, men
begyndte saa at fryse, og saa var der kun at komme
hjemover. Tilbageturen forløb glat, selv om jeg endnu
engang maatte igennem deres stationsterræn. Kun
var jeg forbandet træt. Mange gange maatte jeg hvile
i læ bag isskodserne, og naar saa kulden kom ind
paa kroppen bare paa den igen.
Det var med en følelse af lettelse, jeg saa teltel
igen. Chefen var ude paa morgenrunde. Klokken var
8. Da han fik resultatet, blev han glad og lykønskede
mig. Efter et kort hvil blev lejren brudt, — og tre
dage efter takkede telegrafen mellem vor base og
Vestgrønland. Carlos Ziebell.
Aktionen mod »Kap Sussi« april 1944
Af kaptajn N. O. Jensen.
Efter at slædepatruljen i vinteren 1943—44 havde
konstateret tilstedeværelsen af en tysk vejrstation
ved Kap Sussi paa Shannon-øen, meddelte ameri-
kanerne mig, at man havde planlagt at landsætte 8
mand med flyvemaskine ved patruljens hovedkvar-
ter i Dødemandsbugten. Disse 8 mand skulde saa
sammen med de folk, vi kunde afse fra slædepatrul-
jen, foretage et væbnet fremstød mod den tyske sta-