Grønlandsposten - 31.12.1945, Blaðsíða 16

GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 19 — 1945
:soo
Kaptajn Ib Poulsen mødes første Gang med sin »general«, landsfoged
Eske Brun.
tion. Denne plan blev imidlertid i sidste øjeblik af-
lyst af amerikanerne, og det blev overladt patruljen
alene at foretage aktionen.
Da der er ca. 3 dages slæderejse fra Dødemands-
bugten til Kap Sussi, og vi helst paa en saadan mis-
sion skulde rejse med saa lette slæder som muligt,
indvilgede amerikanerne i fra flyvemaskine at ned-
kaste radiomateriel, hundefoder, ammunition og an-
det til os paa Hochstetter, hvorfra der kun var ca.
50 km til Kap Sussi.
Kaptajn Ib Poulsen blev nu sammen med et par
grønlændere fra Scoresbysund beordret nordover for
at overtage stationen i Dødemandsbugten under mit
fravær. De patruljer, som befandt sig paa rejse, fik
ordre til at være samlet paa Hochstetter den 19. april,
paa hvilken dato jeg sydfra vilde ankomme med
Schultz, Nørdurn og 1 grønlænder. Da vi til den
fastsatte dato mødtes paa Hochstetter, bestod vor
styrke af følgende folk: Carlos Ziebell, Peter Nielsen,
Marius Jensen, Schultz, Kurt Olsen, Bertil Nørdum
og den modigste grønlænder i Scoresbysund Hans
Brøndlund, samt undertegnede.
Desværre blev vi atter skuffet af amerikanerne.
Den lovede hjælp fra luften udeblev helt, hvilket
var nær ved at kuldkaste hele den omhyggeligt plan-
lagte aktion. Til alt held for os lykkedes det imid-
lertid at faa lidt jagt paa Hochstetter Forland, saa
hundene kunde faa den værste sult stillet. Værre var
det at maatte undvære det lovede radiomateriel, de
saakaldte »walkie-talkies«, som under en aktion som
denne i et forholdsvis ukendt terræn næsten var
uundværlige.
Den 22. april kørte vi til vestsiden af Shannon.
Vi efterlod her alle Slæderne under bevogtning af
Peter Nielsen og Hans Brøndlund, bevæbnet med
Rifler og et maskingevær med ordre til at beskyde
enhver, der nærmede sig uden at afgive kendingssig-
nal. Skulde vi alle blive forhindret i at vende til-
bage indenfor 36 timer, skulde de omgaaende retur-
nere til Dødemandsbugten med rapport. De hunde,
som de i saa fald ikke kunde benytte, skulde de
enten løslade eller skyde.
Resten af stj'rken, 6 mand ialt, begav sig nu til
fods over land mod østsiden af øen, en strækning paa
ca. 8 km. Vor bevæbning bestod af rifler, tommyguns
og et maskingevær med 1000 patroner, dertil kom am-
munition til haandvaabnene, haandgranater og lidt
proviant, saa det var et pænt lille læs, vi havde at
slæbe paa.
Tidligt om morgenen den 22. April naaede vi saa
langt, at vi kunde skimte Kap Sussi, og hvad der var
knapt saa opmuntrende, en tysk vagtpost paa selve
Kap-et. Det tog os endnu et par timer, under stadig
fare for at blive observeret af vagtposten, at komme
i skjul bag en mindre basaltformation ca. 300 m vest
for stationen, eller rettere sagt, hvor vi antog, at
stationen maatte ligge, for det var selv paa denne
afstand ikke muligt at se den, saa godt camoufleret
var den. Vagten blev afløst hver halve time, og indtil
nu var det stadig nye folk, som havde vist sig, saa
nogen helt lille besætning havde stationen ikke.
Under et vagtskifte lykkedes det Schultz og mig at
komme ind paa ca. 50 m af stationen, og jeg blev
straks klar over, at saafremt vor styrke ubeset af
fjenden kunde indtage en stilling paa dette sted,
vilde vi uden hensyn til, hvor talrig fjenden var,
have let spil med dem, da vi herfra kunde beherske
indgangene til husene. I mit stille sind forbandede
jeg amerikanerne, som havde svigtet med forsynin-
gerne. Nu var tiden, da vi kunde have brugt et par
»walkie-talkies«. I stedet for gik kostbare minutter
tabt ved, at jeg maatte sende Schultz tilbage til ho-
vedstyrken med besked om at indtage de nye stil-
linger. Ja, dette var faktisk afgørende for træfningens
udfald.
Ca. et kvarters tid efter at Schultz var afsendt, blev
jeg overrasket i mit skjul bag en mindre sten af en
tysker. Jeg var da ca. 35 m fra stationen. Da sneen
dæmpede hans skridt, er det svært at sige, hvem der
blev mest overrasket. Han svarede overhovedet ikke
paa min opfordring til at strække hænderne i vejret,
men pludselig kastede han sit gevær fra sig og ud-
brød, at det var meningsløst, at broderfolk bekæm-
pede hinanden, og iøvrigt var Tyskland jo ikke i
krig med Danmark, samt en mængde andet sludder.
For mig var det mildest talt en ubehagelig situa-