Grønlandsposten - 31.12.1945, Qupperneq 20

GRØNLANDSPOSTEN
NT. 19—1945
004
Til direktør Oldendow.
De grønlandske landsraad sender Dem herved sin
hjerteligste tak for Deres hilsener og beklager dybt,
at De ikke personligt har kunnet komme til stede ved
landsraadenes møde. Ogsaa vi haaber, at det ved
nært samarbejde maa lykkes at finde de veje, ad
hvilke vore landsmænd skal føres videre frem.
Til landsfoged Brun.
Ved deres første fællesmøde efter Danmarks be-
frielse vil landsraadene ikke undlade paa Grønlands
og den grønlandske befolknings vegne at sende Dem
en hilsen og tak i erindring om Deres dygtige ledelse
og aldrig svigtende arbejdsmod under de skæbne-
svangre 5 aar, saaledes at vi er kommet godt over
alle vanskelighederne.
Til landsfoged Svane.
De grønlandske landsraad, forsamlede til fælles-
møde i Godthaab, sender Dem herved de hjerteligste
hilsener.
Døden og livet
Nedenstaaende bjørnehistorie er tilsendt os af fun-
gerende bestyrer Kaj Jensen, Angmagssalik, der til-
føjer, at den i modsætning til saa mange andre
bjørnehistorier er garanteret rigtig. Den er nedskrevet
efter den 24-aarige østgrønlænders egne notater paa
dansk og gengives her i hans egen spændende frem-
stilling og med hans egne ord:
»I April maaned fiskede vi en del hajer. Hajban-
ken ligger ude ved Orssuluviak ret langt fra kolo-
nien. Vejret var det meste af april daarligt med nord-
vestlige vinde med snefog.
Saa om aftenen den 18. april gaar jeg ud for at
se til min hajline. Det fyger, men jeg har olietøj
paa, men glemmer at tage vaaben med, hverken bøsse
eller stor kniv. Min hajline viser sig at være ind-
viklet i en anden, og jeg begynder at ordne dem.
Da jeg er optaget af mit arbejde, ser jeg mig ikke
om i længere tid. Men da jeg nogen tid efter løfter
hovedet, ser jeg en mægtig bjørn foran mig, ca. 20
skridt borte. Hvor var den hurtig. Da jeg nu husker,
at jeg ingen vaaben har, løber jeg til højre, idet jeg
ser bagud efter dens ører. Jeg ved nemlig, at hvis
den rejser ørerne op, vil den angribe mig og slaa
mig ihjel.
Jeg løber af al min kraft, men den driver mig
foran sig og naar mig næsten. Saa svinger jeg til
venstre.
Av, tak skæbne; der sker nok en ulykke. Jeg vil
ikke se efter den mere, for nu fanger den mig. Men
den har ikke bidt mig endnu.
- og saa en bjørn
Pludseligt kaster jeg mig ned paa isen og beflitter
mig paa at bære mig forstandigt ad. Og saa kommer
det store dyr tæt hen til mig. Jeg er ganske alene.
Der er ingen, der kan beskytte mig, og jeg kan ikke
løbe fra det store og hurtige dyr. Hvis den slaar
mig bare een gang, vil den dræbe mig.
Saaledes ligger jeg nu ganske stille med hele krop-
pen og tænker paa, hvornaar den mon vil slaa mig
ihjel. Jeg anstrenger mig for at høre dens aande,
men jeg kan ikke høre noget. Selv anstrenger jeg
mig for at gøre mit aandedrag saa lydløst som mu-
ligt.
Da jeg har ligget paa isen i maaske 15 minutter
og intet hørt til bjørnen, fryser jeg meget om mine
hænder og rejser hovedet for at se, hvad der er
blevet af bjørnen.
Tak skæbne! Den staar ganske tæt ved mig. Saa
tænker jeg, at den er meget stærkere end jeg. Jeg
kan ikke gøre den noget. Saa lægger jeg mig atter
ned med ansigtet mod isen, men jeg tænker: »Jeg
skal ikke dø endnu,« hvis jeg ser, den slaar efter
mig, vil jeg rejse mig op og forsøge at løbe fra den.
Jeg skal bære mig forstandigt af endnu en gang.
Da det store dyr opdager, at jeg er levende, begyn-
der det at snuse til mig og trykke sin snude ind
mod min krop, og jeg ved, jeg maa ligge ganske
stille og ikke bevæge mig eller ryste paa kroppen.
Hvis jeg gør det, vil den slaa mig.
Lidt efter bider den i ryggen paa mit tøj og løfter
mig op, men jeg bevæger mig stadig ikke.
Jeg beslutter, at først naar den bider mig i kødet,