Grønlandsposten - 31.12.1945, Blaðsíða 11

31. Decbr.
GRØNLANDSPOSTEN
295
var gjort klar til Tilintetgørelse, men som naturlig-
vis ikke skulde have været afbrændt, før sikre Op-
lysninger forelaa.
I det hele taget herskede der i disse Dage en ner-
vøs Stemning blandt Grønlænderne i Scoresbysund,
der nu troede, at Krigen var inde paa Livet af dem.
Tyskeren hadede de, samtidigt med at de var bange
for ham, hvorfor jeg ikke turde løbe nogen Risiko
med at sætte Grønlændere paa Vagt over ham. Man
kunde risikere, at de vilde skyde ham enten af den
ene eller anden Aarsag.
I Butikken havde jeg købt Stof til et Par nye Ben-
klæder til Ritter. Dette blev meget kraftigt disku-
teret og kritiseret af den samlede grønlandske Be-
folkning, der jo var paa Tøjration. Man fandt, at
Tyskeren udmærket kunde klare sig med de Pjalter,
han var ankommet i, saa i Scoresbysund skal Her-
refolket ikke henvende sig med nogen Medliden-
hedskampagne. Ib Poulsen.
Ellaø-patruljen sommeren 1943.
Af løjtnant Carlos Ziebell.
I maj 1943 anmodede amerikanerne os om at fore-
tage en undersøgelse af Ellaø-stationen og om mu-
ligt blive der sommeren over for at kontrollere even-
tuel fjendtlig aktivitet. Natten til den 24. maj holdt
Kurt Olsen, Marius Jensen og jeg startklare ved
ekspeditionshuset i Scoresbysund. Vor chef, kap-
tajn Ib Poulsen, saa betænkelig ud ved afskeden.
Han vidste, det kunde blive en farlig opgave. Ty-
skerne var muligvis paa Ellaø, og vore rifler talte
ikke stort mod deres maskinvaaben. Han vilde helst
selv med, men koloniens forsvar krævede hans til-
stedeværelse der. Da vi kørte bort, stod han ved
flagbastionen sammen med grønlændere, nordmænd
og danskere, mens flaget blev kippet til afsked.
Vejret var skønt, stille og solskin. Kurt Olsen, der
i det daglige er temmelig tør, udtalte sig i begej-
strede vendinger om den azurblaa himmels kontrast
mod de sneklædte fjelde. Saadan var humøret ved
starten. Med en dagsrejses mellemrum byggede vi
varder, hvori beretninger skrevet i kode blev nedlagt.
12 dage efter starten naaedes Ellaø.
Vi slog lejr 5 km fra stationen, og Jensen og jeg
gik saa op over fjeldet for at udspejde denne. Sta-
tionen saa imidlertid ud til at være forladt. Vi gik
tilbage og brød lejren op og kørte saa frem til 1
km fra stationen, hvor vi standsede op i skjul af
skrueisen. Jeg skulde saa alene køre helt ind og give
tegn, hvis alt var i orden.
Her fik jeg en slem forskrækkelse. Udenfor sta-
tionen stod en række rifler stillet op paa soldater-
maner. Jeg drejede hundene lidt af vejen, tog revol-
veren frem og gik derop. Det viste sig saa, at ty-
skerne havde taget alle stationens gamle vaaben og
stillet dem op udenfor, saa at amerikanerne, naar de
fløj over, skulde tro, at tyskerne var der, og derfor
bombe deres egen station. Da huset var undersøgt for
»booby traps« og andet djævelskab, gik jeg ud og
gav kammeraterne tegn til, at de skulde komme.
Sammen foretog vi saa en nøjere undersøgelse. Alt
tydede paa, at huset var forladt faa dage forinden.
Daaser med madrester, som var aabnet, havde svag
mugdannelse. En prøvedaase havde samme ud-
seende efter tre dages forløb. Olsen kom ud af radio-
rummet og sagde, at uret gik endnu. Det var et af
den slags, som kan gaa i 8 dage.
Paa væggene havde tyskerne slaaet billeder op af
Hitler og Mussolini, og under et billede med tyske
faldskærmstropper havde de med blyant skrevet:
»Wir sind die besten soldaten der welt«. Det var
iøvrigt det første Marius Jensen foretog sig at rive
billederne ned. Inventaret var saboteret. Flere radio-
apparater var helt ødelagt, mens andre var aabnede
og beskadigede med et stemmejern. Radiomasterne
udenfor var skudt over med maskingevær. I motor-
baaden var der sprængt hul med en haandgranat.
En ny »Jonsson« udenbordsmotor var helt ødelagt,
medens de kun havde brugt stemmejernet paa en
gammel »Penta« motor. Ellers havde de gaaet rundt
paa silamutten og havde stukket en svær jernstang
gennem joller, brændselstromler og kasser. Selv to
grønlænderkajakker var skindet flænget paa.
Desværre var vore hunde saa ømfodede, at vi
maatte opgive tanken om hævn. Revnedannelsen paa
isen var saa betydelig, at der nu kun var faa dage
tilbage at køre i, saa vi besluttede at forblive og
prøve paa at reparere, hvad tyskerne havde ødelagt.
Den følgende maaned, mens isen smeltede, rodede
vi saa med radio og baade, samtidig med, at der
var en mand paa vagt døgnet rundt. Den 10. juli
meldte vi alt klar. Det første, vi gjorde, var at sejle
alle hundene i sikkerhed til »Maria 0«. Her vilde de
være godt af vejen, hvis tyskerne skulde komme ind
med skib i løbet af sommeren. Engang om ugen smed
vi et par sæler over til dem, og de holdt sig i fin
stand hele sommeren.