Grønlandsposten - 31.12.1945, Blaðsíða 8

292
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 19 — 1945
vi skulde køre. Marius og jeg teltede paa det angivne
sted, men Knudsen, der var meget bedre kørende end
nogen af os og var langt forud, havde fortsat.
Dagen efter fortsatte Marius og jeg i Knudsens
spor og regnede med, at alt var i Orden ved Sand-
odden, hvor hans spor viste hen. Marius var kom-
met noget foran mig, saa jeg ikke kunde se, hvad
der foregik, da han kørte ind til Sandodden. Da jeg
selv kom i nærheden af stationen, kunde jeg se en
slæde og en enkelt hund. Det var der jo ikke noget
mærkeligt i, da der var kørt to slæder før mig. Men
lige før stationen sprang der pludseligt fem hvid-
klædte, skydende og skraalende tyskere op, og da
tiltalen var engelsk, troede jeg først, at det var ame-
rikanere, og iøvrigt var der ikke noget at gøre, da
jeg stod overfor fem mand med maskinpistoler i
hænderne. Marius havde de faaet paa samme maade.
Eli Knudsen var kommet ind om aftenen i skum-
ringen. Han havde opdaget fjenden for sent, men
havde alligevel prøvet paa at gøre modstand og
flygte, men var blevet skudt ned.
Yi var nu tyskernes fanger. De var seks mand og var
yderst paapasselige og havde til stadighed to vagt-
poster, mens vi opholdt os paa Sandodden. Styrken
var under kommando af løjtnant Ritter, der var su-
detertysker. Han havde været fangstmand paa Spitz-
bergen i fem aar og talte udmærket dansk. Da vi
kørte fra Sandodden, blev styrken delt i to hold med
3 mand og 1 fange i hvert. Løjtnant Ritter kom med
nogle trusler om, at hvis Poulsen og nogle af vore
folk kom og tog det ene hold og fangen, vilde den
anden mand komme til at bøde derfor. Turen til
Germaniahavn, der gennem Kuppelpasset er ca. 80
km, tog os to dage for det hold, jeg var med. Det
andet hold saa vi ikke noget til. Om natten op-
holdt vi os i den norske hytte ved Albrecktbugten.
Tyskerne havde ingen petroleum med, og der var
ingen kul i hytten, saa de brugte fangstfælderne som
brændsel. Vi tilbragte natten paa briksen. Tyskerne
sad og nikkede, men blot en bevægelse fra min side,
og straks var de lysvaagne. De tog absolut ingen
chancer.
Dagen efter ankom vi til Germaniahavn i begyn-
dende snestorm. Der sad fire ældre mænd, omkring
40 aar gamle. De optraadte baade høfligt og venligt,
men meget paapasseligt. Der var ikke noget med
»Heil Hitler«. Nazismen omtalte de overhovedet ikke,
lige saa lidt som de kom med hadefulde udtalelser
mod englænderne eller amerikanerne. Det værste de
sagde var, at den engelske propaganda var løgnagtig,
tyskerne var ikke nær saa slemme, som de vilde gøre
dem. Huset paa Germaniahavn, der er opført af det
gamle fangstkompagni i 1919, er delt i to rum. Det
inderste er vel 5X5 meter og godt utæt. Et af vin-
duerne var itu, og der var klistret en avis paa med
et billede af Stalin. Jeg syntes, at det var et mærkeligt
billede at have, men tyskerne sagde, at det gjorde
ikke noget. Naar de gik i soveposen, tog de alt det
tøj paa, de havde. Kosten bestod mest af bjørnekød,
da de lige havde skudt en bjørn. Saa havde de dansk
smør og selvfølgeligt friskbagt brød, som de antage-
ligt hentede i Hansabugten. Efter den tid, de var om
at hente det, kunde man regne ud, hvor deres hoved-
station laa. Ritter var en klog mand. Da der til sta-
dighed skulde være to mand paa vagt, manglede der
to soveposer i udrustningen.
Efter to dages forløb kom Marius med sin eskorte.
Vi fik lejlighed til at veksle nogle ord. Marius for-
talte, at han havde haft tre chancer til at slippe bort,
men han vilde ikke flygte, før jeg var af vejen. Han
havde faaet lavet det saadan, at jeg skulde ned til
Sandodden og begrave Knudsen. Imedens skulde han
saa køre en tur med tyskerne, og han regnede med
hurtigt at faa lejlighed til at forsvinde. Forberedel-
serne var hermed gjort. Naar Marius desuden saa en
god hund i tyskernes spand, sagde han til dem: »Den
hund der har du bare ballade med, det er bedst, jeg
faar den over til mine, saa kan jeg tage lidt af dit
læs«. Marius’ses hundespand blev derfor stadigt
bedre.
Den 2. April kørte jeg saa fra tyskerne for at tage
ned og begrave Eli Knudsen. Marius bad mig køre
saa haardt, jeg kunde med de seks hunde, jeg fik
med mig og saa sørge for, at der undervejs var noget
foder til hans hunde. Det var meningen, at fire ty-
skere skulde af sted samtidigt, men de fik daarligt
vejr, inden de kom af sted. Første dag kørte jeg til
Albrecktbugten, næste dag til Revet via Sandodden,
hvor jeg skulde ind for at faa telt og primus med.
Min slæde, som stammede fra Mørkefjord, og som
jeg havde kørt med i to aar, gik i stykker, men til alt
held, stod der en slæde paa Sandodden. Turen ind
mod Revet gik godt, skønt hundene var noget trætte
efter at have kørt 105 km.
Klog af skade blev stationen udspejdet grundigt,
inden jeg gik til den. Paa Revet laa der besked fra
Poulsen, Olsen og Rudi, at de var sluppet bort fra
Eskimonæs, og der var mærker over døren, der viste,