Grønlandsposten - 16.08.1946, Blaðsíða 18

162
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 7 — 1946
kan gøre paa en aarlig rejse fra syd til nord (Thule
og Østkysten kan han vel sjældent naa), gøres mere
effektivt af skolekonsulenter, hvis de da rejser i
skoletiden (og giver deres vikarer godtgørelse for de
timer, der skal besættes). Tager man forholdene i
Grønland i betragtning, kan man hurtigt blive klar
over, at skoleinspektøren kun det ene aar kan naa
Sydgrønland (og knap nok det), og det næste aar
Nordgrønland. Skal han, hvad der er antydet, i ca.
3 maaneder af aaret opholde sig i København, bliver
forholdet grellere.
Det er muligvis i sin orden, at den paagældende
skoleinspektør skal have tilsyn med de andre skoler;
tilsynet med tekniske skoler og husmoderskoler vil
jeg dog sætte et spørgsmaalstegn ved. De andre kul-
turelle sager, der lægges paa den stilling, vil efter
min mening være stillingen uvedkommende. Forøv-
rigt tror jeg, at det vil være vanskeligt at finde man-
den til embedet. Der er ingen inden for det grøn-
landske skolevæsen idag, der kunde beklæde det.
Punkt 2 drejer sig om sysselraadets skoleudvalg.
I de 8 aar, jeg har siddet i Grønland, har jeg ikke set
det i funktion, og jeg har ladet mig fortælle, at dette
gælder overalt og ikke alene, hvor jeg var. Saa kan
man lige saa godt enten ophæve det eller ogsaa skarpt
misbillige, at det ikke fungerer.
Punkt 2 valser som katten om den varme grød. Der
er ikke blot antydningen af en begyndende spaltning
mellem kirke og skole. Allerede paa landraadsmødet
i Sydgrønland 1939 fremlagde Fr. Høegh forslag om
adskillelse af kirke og skole i princippet; men for-
slaget blev trukket tilbage efter, at det af formanden
var blevet drejet rundt, saa Fr. Høegh kom til at
staa som en fusentast med halvfunderede forslag. Der
er saa meget af en spaltning nu, at kirkens over-
herredømme af mange føles som en hæmning —
trods det, at det grønlandske skolevæsen har halt en
interesseret leder i provst Bugge i de sidste ca. 10
aar. Men det er ikke gjort med provsten og enkelte
interesserede præster. Der har i Grønland været præ-
ster, der negligerede skolen. Efter min mening ligger
en væsentlig del af aarsagerne til kateketmanglen
netop i forbindelsen mellem kirke og skole. Jeg har
før skrevet det og skal gentage det her: Der er en
absolut voxende materialistisk indstilling blandt de
unge. Af seminariets dimissionshold i aar paa 11
er der kun 3 kateketer, 3 gaar til danmarksuddan-
nelse, hvoraf 2 som lærere og 1 som præst. Resten
svæver i luften. Uddannelsen paa seminariet tager
for stærkt hensyn til det kirkelige, 50 pct. prædikant
og 50 pct. lærer. Det er et misforhold, naar kateke-
tens arbejde er 80 pct. lærer og 20 pct. gejstlig. Men
det kedelige er, at de religiøse lag ikke kan skæres
mere ned, hvis der skal være nogen mening i under-
visningen. Hermed er jeg allerede kommet ind paa
punkt 14. Vi maa forlange en speciel forhandling an-
gaaende seminariets forhold, inden lovmaskineriet
gaar i gang. Forøgelse af elevantallet stiller jeg mig
tvivlende overfor indtil videre.
Punkt 13 angaaende højskolen er et typisk udtryk
for de intetsigende almindeligheder, som betænknin-
gen vrimler med. Hvad menes der med »at den nu-
værende toaarige realistundervisning bedst muligt
uddybes«? — Uddybes! Vi kan ikke naa mere, end
der allerede naas. Der er ikke plads til uddybning.
Vi har ved omordning af læseplanen forsøgt at inten-
sivere undervisningen. Der er psykologiske grænser
for, hvor intensiv den kan gøres. Det kan ikke nok-
som understreges fra skolens side, at vi ikke er istand
til at yde mere, saadan som seminarium og højskole
er organiseret idag. Derfor maa der en radikal æn-
dring til — og det snarest. Denne ændring maa dog
ikke omfatte en flytning af efterskolen i Godthaab.
Det er af vigtighed, at seminariets lærere har til-
knytning til efterskolen ved selv at undervise i den,
selvom denne undervisning tit og mange gange er et
træls slid.
Med forbløffelse ser man, at spørgsmaalet om en
højere uddannelse af piger i forbindelse med punk-
terne 12, 13 og 14 ganske er udeladt. Det skyldes
givet, at de rette mænd ikke er taget med paa raad.
Danmarksuddannelsen drøftes i punkt 5. Semi-
nariet har for tiden ret til at indstille 3 til 4 semi-
narister til videre uddannelse. Der dimitteres hvert
andet aar ca. 12 seminarister. Trækker vi de 3 fra,
der sædvanligvis bliver uddannet til danmarksud-
dannelse, er der ca. 9 tilbage. Hvorfor skal de være
stedbørn? Lad dem faa et aar alle som een i Dan-
mark. De er alle mere kvalificerede end mange af
dem, der hjemsendes af andre institutioner. Den dan-
ske stat har raad til at give dem den chance, og en
danmarksrejse vil betyde meget for de unge men-
nesker.
Til punkterne 8, 10 og 11 har jeg ingen bemærk-
ninger at knytte udover den allerede fremførte anke
over de himmelraabende almindeligheder.
Punkt 9 drejer sig om udvidelsen af de praktiske
fag, d. v. s. fagene sløjd, haandgerning og gymnastik