Aldamót - 01.01.1897, Side 121
121
urs siðaðs lands. Akvæðið i stjórnarskrá Ameríku-
manna um að allir sjeu jafnir, og hinn víðfrægi
fimmtándi viðauki við stjórnarskrána, sem hófsvert-
ingjana til jafnrjettis við aðra menn, eru að eins
endurtekning á þessari gömlu biblíukenningu: »Guð
fer ekki í manngreinarálit®. Eins og vjer i austur-
löndunum sjáum dæmin upp á, hvað þjóðirnar eru
án guðs orós, sjáum vjer í vesturlöndunum, hvað
þjóðirnar geta verið fvrir bib'íuna. I hinum kristnu
löndum er líflð dýrmætara, eignir óhultari og rjett-
ur einstaklingsins betur verndaður en nokkru sinni
var í ríkjum Grikkja eða Rómverja, Múhameðstrú-
armanna og Buddista. Hvers vegna er það? Er það
vegna þess að vjer höfum svo mikinn herafla ? Grikk-
ir höfðu meiri her. Er það vegna hörku laga vorra?
Rómalög voru strangari. Er það vegna þess, að
hegningin fyrir lagabrotin sje svo hræðileg? Hræði-
legri er hegningin hjá Tyrkjum. Hvað er það þá,
sem stöðvar hönd morðingjans og hræðir ránsmann-
inn? Hvað er það, sem verndar fólkið og varðveit-
ir i vöku og svefni? Það er óttinn við þann guð,
sem birtir sig í hinni helgu bók. Við þennan ótta
geta ekki einu sinni hinir illu og heiptgjörnu fylli-
lega losað sig. Ottann, ekki svo mjög við sjálfan
dauðann, heldur við hinn rjettláta dóm og hina
voðalegu hegningu eptir dauðann, sem frá er sagt
í guðs orði. Bins og hið vonda barn, sem ámælir
þeim föður, en gefur því brauðið, er hinn dramb-
sami trúníðingur, sem verndaður er beinlínis og
óbeinlínis af því guðs orði, sem hann illmælir.
6. Ahrif gnðs orðs d heímiUslífið.
Guðs orði eigum vjer að þakka alla þá heimil-