Atuagagdliutit - 24.02.1955, Blaðsíða 6

drc, især da lærer- og kateketboli-
ger, hvoraf der endnu skulde op-
føres ca. 50. Hertil kommer små-
arbejder med forbedringer og ud-
videlser af skoler, eventuelt ny-
bygninger på enkelte småpladser,
men her skal man jo gå yderst
forsigtigt frem, så der ikke hygges
galt, altså på steder, der senere
nedlægges.
I en senere runde kommer så
kostafdelinger ved en del bysko-
ler. Det første forsøg bliver gjort
i Egedesminde i løbet af få år, idet
man vil anvende den gamle skole
som hjem for børn fra distriktet.
For al lette det hårdt anspændte
skolebyggeprogram kunne man
tænke sig at gøre et forsøg på at
få f. eks. det store og dyre skole-
byggeri i Godthåb -— Grønlands
universitet — som Jensen-Broby
sagde — taget ud af det alminde-
lige anlægsprogram, ligesom sana-
toriet og prøve at få en særbevil-
ling igennem. Hvis dette kunne
lykkes, vilde det hjælpe kolossalt.
Som man forstår, sker der dog
noget inden for skolens byggepro-
gram. Man må sige, at der vil
komme til at ske noget.
Delingen af børnene i 3. klasse
i de dobbeltsprogede skoler er hid-
til gået smertefrit. Skolen har fo-
retaget delingen, og forældrene
har tilsyneladende ment, at den
også bedst kunne gøre det. Det er
uden tvivl det rigtigste at lade
skolen klare dette problem, der
kunne blive vanskeligt nok, hvis
forældrene blandede sig i delin-
gen. Der er blot eet forhold, jeg
vil pege på, og det er, at der uden
tvivl har været en vis tilbøjelighed
til at tage for mange børn i b-af-
delingen. Det er fristende at gøre
dette. Herhjemme har man begå-
et den samme fejl ved at optage
alt for mange — og dermed en
hel del uegnede -— i eksamens-
mellemskolen, og derved har man
kompromitteret denne. Og det er
samtidig gået ud over den frie
mellemskole, så den slet ikke er
blevet det, man for 18 år siden
plkorigsuaraK.
Susan Gregory tatdlimåinarnik ukioiiara-
luardlunc sukutsitdlarKCKigame luluit nunil-
ne sukfltscrtalcrKåt Wembleyme mesterska-
bcKamigssånc jlausaoK. mardlungnigdle
ukioKardlune sukutscrlalersimavoK -— piler-
dlauji'mgilaK tauva ..............
Ikke beyyruler
Susan Gregory er ikke mere end fem år, men
ikke desto mindre er hun så dygtig på
skøjter, at liun skal deltage i de britiske
mesterskaber for nybegyndere i Wcmbley.
Susan har løbet på skøjter, siden hun var
to år, så nogen ren begynder er hun ikke.
ventede sig af den. — Vi må ikke
gøre den samme fejl i Grønland,
og derfor understreger jeg, at jo
mindre b-klasserne er — især i
begyndelsen — jo større mulighe-
der har vi for at få sukces med
ordningen. Om resultater fra b-
klasserne kan der ifølge sagens
natur endnu ikke være tale.
Derimod kan der allerede frem-
vises resultater fra realskolen, der
sommeren 1954 dimitterede sit
første hold og med pæne eksa-
mens-resultater. Hele holdet, som
var på ni, sendtes til Danmark til
videregående skolegang og klarer
sig godt. — Men derved kom det
nye seminarium ikke i gang i
1954, som meningen ellers var.
Der blev ingen elever til en semi-
narieklasse, når alle fra realsko-
len skulde til Danmark. Det er
dog vort håb, det skal lykkes at
få seminariet startet om et par år,
rettere 1956. For seminariet kan
næppe undværes, om de mindre
pladser skal have lærere og præ-
dikanter — og det skal de jo!
Som et forsøg på at spare tid
for de onge, der må læse i mange
år for at få en realeksamen, har
man i 1954 ved seminariet opret-
tet en særlig klasse, en eetårig
præparandklasse for de dygtigste
14-årige fra alle byskoler i Vest-
grønland. Det ser ud til, at det
skulde være muligt at spare et år.
Og som en forløber for ab-skoler-
nes elever til realskolen er der ta-
skolen il: Hvad der
I et tidligere foredrag har jeg
omtalt en del for hold inden for
skolen i Grønland i dag. Det var
mest om skolebyggeriet, de nye
skoleformer, aftenskolen m. m.,
jeg fortalte. Det var sådan set ho-
vedsagelig de mere ydre rammer,
det, der falder i øjnene straks,
jeg har omtalt. Der er imidlertid
flere andre forhold eller områder,
som bør berøres, og det skal jeg
da gøre i det følgende.
Først og fremmest vil jeg tale
om danskundervisningen. Lige-
som opførelsen af de dobbeltspro-
gede skoler i ydre henseende er
det centrale i den nye skoleord-
ning i Grønland, således er dansk-
undervisningen i disse som i an-
dre skoler det centrale i mere in-
tern forstand. Det er jo det, der
går gennem skolen som den røde
tråd: at få lært så mange som mu-
ligt mest muligt dansk på den let-
test mulige måde i den kortest
mulige tid. Det er i sig selv en
kæmpeopgave, skolen her har få-
et at løse. Skolen er gået i gang
med denne opgave, og det kan vist
s*ges, at der allerede kan skimtes
resultater af det indledende ar-
bejde.
En forbedret danskundervis-
ning kan ikke gennemføres uden
de nødvendige lærerkræfter, og
her kan det fremhæves, at trods
vanskeligheder med at skaffe bo-
liger, så har vi fået en række go-
de danske lærere op, og disse gør,
uanset manglende sprogkundska-
ber i grønlandsk, et godt arbejde,
og har kastet sig over de mange
problemer og specielt problemet
danskundervisningen med iver og
energi. Måtte vi nu blot beholde
de fleste af lærerne i Grønland i
get nogle elever fra en forsøgs-
klasse i Egedesminde. Den har
gennem 5 år haft dansk som un-
dervisningssprog i næsten alle
fag. Eleverne er kommet langt i
dansk, men er til gengæld noget
tilbage i grønlandsk, men ellers
klarer de sig på realskolen.
Der sker også noget i aftensko-
len. Det er spændende, om de ca.
to tusinde unge, der i disse år går
i aftenskole, vil holde trofast ud,
altså om man kan regne med et
så stort elevantal en tid fremover,
for der kan komme meget ud af
denne form for undervisning af
ungdommen.
Sidste sommer fik vi endelig
ordningen med skoleinspektører
igennem. Det er dog endnu kun
halvdelen af disse inspektører,
der er lærere. Præsterne virker
stadig — af sproglige grunde —
de øvrige steder. — Men det er
ikke alene skolens tilsyn, der er
blevet stabiliseret og udbygget.
Der er også i de senere år under
store vanskeligheder gennemført
en række bevillinger, hvorved der
er bragt orden på mange områder.
Jeg tænker her på timebetaling
for aftentimer, overtimer, vikarti-
mer, både for lærere og kateketer
og andre, på kateketernes kirkeli-
ge tillæg, på efterbetalinger helt
tilbage til 1. april 1952, honorarer
til skoleinspektører og skolelede-
re — i sig selv ikke store beløb,
men det har været et stort arbej-
en årrække, så deres indsats rig-
tig må kunne mærkes og sker det,
da tror jeg, at det allermest betyd-
ningsfulde, der er sket i skolen i
disse år, det er, at alle disse dan-
ske lærere blev udsendt. Her skal
samtidig nævnes, at blandt de
halvfjerdsindstyve lærere er nog-
le grønlændere, og til dem bør
man stille store forventninger. De
må have store betingelser for at
kunne gøre en betydningsfuld ind-
sats i deres eget land.
Men det var danskundervisnin-
gen. Det er for skolen en stor op-
gave at skulde lære børnene dansk
samtidig med at skulle lære dem
alt det, andre børn skal lære, f.
eks. børn i Danmark. Det er et
ekstraarbejde for både børn og
lærere. Men der er ingen vej uden-
om. Den grønlandske skole har nu
engang det handicap at skulle sli-
de med et stort fag mere, end den
danske folkeskole i almindelighed
må. Det medfører både større ar-
bejde og ansvar, men på en vis
måde også mere spænding og af-
veksling i undervisningen.
Målet er klart nok: at lære
grønlænderne dansk i så vid ud-
strækning som muligt. Midlerne
er derimod anderledes uklare. —
Hvor er den vej, der lettest fører
til det bedst mulige resultat? Det
kan ingen på forhånd fortælle os,
og derfor må vi eksperimentere os
frem. — Vi har dog i mange år
været klare over, at det er den di-
rekte metode, der må anvendes i
danskundervisningen. Men selve
undervisningsapparatet, læsebogs-
systemet, der ledede frem til de
resultater, vi ville nå, det havde vi
ikke. Man gik derfor i gang med
at få udarbejdet et sådant system.
de at få det igennem, og vi har
dermed nået et vigtigt skridt vi-
dere, så vigtigt, at det hører til
det mere betydningsfulde, der er
sket i disse år i skolen. Det var
uholdbart og særdeles utilfreds-
stillende ikke at kunde betale for
timer af ovennævnte art.
Ja, noget sker der altså, men
ikke nok. Bl. a. var det en stor
skuffelse for os alle, at det plan-
lagte skolemøde sommeren 1954
ikke kunde finde sled på grund af
mæslingerne. Nu håber vi, det kan
ske til sommer. Det er selvfølge-
lig meget vigtigt, at vi samles og
drøfter alt det, der sker i disse år,
så vi kan lære af hinanden — læ-
re af de erfaringer, andre har
gjort.
Og derfor er det mit håb, at vi
kan samles til sommer, enten det
nu bliver Godthåb eller et andet
sled, måske i Egedesminde, og
med dette som et nytårsønske sen-
der jeg alle i skolen en hilsen i
det nye år, idet jeg håber dette år,
1955, må blive et godt år for sko-
len.
løvrigt vil jeg i et senere fore-
drag berøre andre problemer med
hensyn til hvad der sker ■—■ eller
bør ske — inden for den grønland-
ske skole i dag.
p. t. København, d. 10.-1. 1955,
M. G am.
Forfatterne er blandt de største
eksperter vi har i Danmark, og der
er grønlandsk sagkyndig assistan-
ce. Det første hæfte har været an-
vendt en tid. Der er gennemgåen-
de tilfredshed med læsebogen —
selv om der naturligvis også fin-
des utilfredshed. Men nu er vi i
gang med dette system, det vil bli-
ve udbygget med flere dele. Det
forfølger et bestemt princip, det
må derfor anvendes loyalt ■—- el-
lers vil man ikke kunne få den
erfaring gennem brugen af det,
som man må have, både for at
kunne bedømme læsebogssyste-
mets egnethed og for at kunne ind-
høste erfaringer m. h. t. danskun-
dervisningen i almindelighed. —
Såfremt systemet viser sig forkert
så må det afløses af et bedre. Vi
må ikke i årevis — som vi plejer
med en lærebog, enten den er god
eller mindre god — slå os til tåls
med, at nu har vi jo en lærebog.
Var tidligere en lærebog først
trykt i Grønland, da kunne man
være ret sikker på, at den brug-
tes i mange, mange år. Nye op-
lag kommer som regel også. Men
det kan ikke skjules, at ikke alle
lærebøger er det værd. Nogle bur-
de i hvert fald ikke være udkom-
met i mere end eet oplag. Men det
er ikke mange, der har mod på at
gå i gang med at udarbejde en læ-
rebog i Grønland. Den bliver må-
ske nok antaget til udgivelse, men
honoraret er så ringe, at der skal
den helt store lyst til at gøre ar-
bejdet. Og for senere udgaver —
i tusindvis af eksemplarer — er
der til dato ikke givet een øre til
forfatterne! Men også på dette
misforhold søges der rådet bod i
disse år. I gamle dage fik vi jo
også sker - eller bør ske i skolen i Grønland
6